Rahab

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

De æ Awten, å Rahabs Daer stor o Klem,
fræ Værkstæj å Mark gor æ Arrbedsfolk hjem,
men åldsammel go di fåbi;
hun trænge te Pææng for å kjøøv sæ let Føø,
hun hå måålet hind Ansegt, hind Kinder æ røø,
men æ Rynker æ liigodt å si.

Hun wa jengong en Piig mæ et uskylde Sind,
men hun bløw en sælle fåhjasket Kwind,
få Manndfolkes Pææng tefals;
hun æ angst få sæ sjel å de LYW hun må løww,
å næer hun ett længer æ Kåål ka fånøww,
må hun helst ta en Strekk om æ Hals.

Hind Mue goe hjemm å æ så fåknøt,
hun må grææd få de Båen der æ vild å fåskøt,
men hun hå fåt laer å tii;
æ Søstre æ gywt, di æ godt i Hawn,
men ingen tør næwwn de swott Foers Nawn,
få de ka dje Fåe ett lii.

Åå, kunnd en endda blyw te Mennesk igjen,
men hun håer ett jen jenneste ærlig Ven,
for en Tøs lukke pææn Folk dje Daer;
di »Venner«, dæ kommer å gjø hind Visit,
vil kons træj hind længer nie i æ Skidt,
di mjen, hun er ett bæjje vaer.

Hun æ lie ve å røør ve di Pææng hun fo tint,
å næer hun betænke hwa hun hår i Vint,
ka æ Angst fo hind Mund te å skriig;
åå, kund en endda no go hjem te si Mue
å grææd ve hind Brøst: »A hår et wan gue,
men er a ett liigodt di Piig?«

— Hun hå lii fåt tænd Lyjs, så høer hun mæ jet
en Lyj hun æ kjæend mej — et Manndfolks Skredt,
hun go hen te æ Daer — der er tow!
Hun fo dem lot ind å bøjjen te Sææd,
hun si løste ud, men æ lii ve å grææd,
få no ska æ Nat go mæ Sjow.

Hun sier o hind Fremmet — hwa er et få Kåål?
di æ lonthenn fræ ka en høør o dje Tåål,
di æ pææn, men di æ da så sæær;
di snakke jo te hind som hun wa dje Liig,
di trowe ves hun er en ordenlig Piig,
men hwa ka dje Ærind så væær?

De ka væær di æ sulten — hun håer ett en Krumm,
næj — di hå sjel Føøwåår mej i dje Lomm,
å di spør om hun ett vil spis mej?
Di æ fremmet, æ lii kommen hie te æ By,
om hun ett håer et Kammer, hwoe di ka fo Ly
te i Muen di igjen ska astæj?

En ka høør de æ Folk dæ vil gjaan ved Beskejn,
få di spør hind ud om æ By å æ Ejn,
om hwa Krigsmajt di håer i æ Stad,
å Rahab fåtæel bådde løst å fast,
æ Nat æ jo long, de hår ingen Hast,
å hun spis de hun kan a dje Mad.

Dje Snak æ som søed Musik i hind Øør,
di liddele Uer, hun æ won te å høør,
æ hun ves o di ålde hå kjæend;
kund en jawnle ha Fremmet o den Fasoen,
kund en snåe glemm si grimm Profession
å igjen blyw anstændig å pæen.

Der æ Folk ve æ Daer — vil di hieind?
di rove Gevalt: »Vi æ Kongens Mend,
ka do strææv å luk op, din Mær!
Ved do å, te di Mend do i Nat gi Ly
vil skell wos ve bådde wo Land å wo By,
— de æ Krigsfolk fræ Israels Hær!«

Hun blywe så angst, hun æ lii ve å sweed,
de wa diefå di vild ha nued å veed —
no ska Jeriko ta sæ i Ajt!
Få Israels Bøen ka gjøør hwa di vil,
di hå nylle slawwen tow Konger ihjel,
dje Gud håe så stue en Majt.

De æ Rahab de sååm, hun hår ett nued å mest,
hinnd ejjn skældt hind ud få de grimmest di vest,
di æ åldtie stærk i æ Kjææv;
hun for i en Hast di tow fremmet pot
å roove: »Di gik faar æ Puet bløw lot,
I ka no dem ifald I vil strææv!«

Men opp o æ Tag tåår æ Kåål sæ en Lur,
faar Daw hjelpe Rahab dem øwer æ Muer,
om æ Vej fo di gue Beskejn;
di lowwe så ves, te hind Huws ska blyw spåer,
næer di tåer æ By — å de gjø di nok snåer —
en Skarlagens Snuer ska vær Tejn.

— Å Rahab fæk Bod te hind Slæjt i æ By,
å hun bøj dem te, di ve hinnd måt fo Ly,
di så Næj Tak å slow mæ æ Nakk!
Di hååd Huusvejj nok å trænd ett te å løøn,
men den Daw di hoer æ Basuner drøøn,
da tow di nok liigodt te Takk!

Æ By bløw læjjn ØØ, dæ wa ingen Pardon,
men Rahab å hjeel hind Familli bløw skoen,
å hun græed i hind Mues Fawn;
di køsset æ Skyld å æ Skam fræ hind Pannd,
hun reddet dje Lyw, å i Israels Lannd
di mindes mæ Æær hind Nawn.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage