Hans Fejler

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

No håe di ruest ham i æ Blåå,
te de æ nowwed fååle,
a æ så ræj, de ska gjø Skåå,
å han ska blyw få kååle.
Ve Staten foe han jo si Løen
som ande stue Kejler,
no tøgges a, de kund vær skjøn
å høer let om hans Fejler.

Han æ jo nok en flitte Mand
å døgti te å sammel,
den grummest i æ hiele Land,
men han æ snåe få gammel.
Æ Ti go jo så haste fram,
te ingen ka rænd fræ en,
a tøgges, vi må sæjj om ham,
han følle knap nok mæ en.

Han hå jo trawet manne Mil
i ålld Slaw Føør å Væje,
han skuld ha kjor omkring i Bil,
de vild ha fortet bæjje.
Næer han kund fo en Viis å høør,
så vild han ålde spåår sæ,
å somti glemt han ren å spøør,
om de no å kund swåår sæ.

Da han i gammel Ti wa Dejn,
kund han jo nok bego sæ,
no vild han ves blyw slem fålejn
å knappele kund sto sæ.
Di sæje, han wa styw i Dansk
å flink nok i de hiele,
men no ska Småbøen jo lær Fransk,
så snåe di ka snak rele.

Men om han ett æ hiel komplæt
— så let som ålld vi ande —
vi ved, hwes vi ham kinde ræt,
te han æ gue å grande,
I Awten æ han jo så pæen
å i hans kjønnest Klæje,
let Ståes hå Kongen o ham hæend,
de traf ves sjælden bæjje!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage