Spillemanden

Min Far var Egnens Spillemand,
en landlig Tonemester,
og hans Fiol gav Tonen an
ved alle Sognets Fester.
Gik Dansen let paa Bondens Lo,
naar Korn var lagt paa Stænge,
da hopped lystigt Pigens Sko
til Klangen fra hans Strenge.

Lidt gammeldags var hans Musik
og mangelfuld hans Viden,
i Tonearternes Mystik
hans Kyndighed var liden;
men naar han blødt Fiolen strøg,
den fik saa varmt et Mæle,
at Støvet gennem Rummet føg
fra hundred Støvlehæle.

Fik en og anden Gæst sit Krus
for ofte fyldt til Randen,
dog en gik ædru til sit Hus,
og det var Spillemanden;
fra Gildets Lystighed og Liv
og Dansens rappe Toner
han iled hjem til Børn og Viv
med fire blanke Kroner.

Ved Gildesbord var han kun Gæst,
i Hjemmet var hans Verden,
der øved han sit Dagværk bedst,
og trofast var hans Færden.
Han bar sin jævne Arbejdsdragt
fra Gry til Aften silde,
og Plejlen paa hans Lo slog Takt
til Tanker gode, milde.

Da Fader lagdes i sin Grav,
min Arv kun syntes liden,
hvor stort det var, hvad han mig gav,
jeg fatted bedre siden.
For mig han trodsed Slud og Vind
i Nattetimer sorte,
tilsidst han gik med ydmygt Sind
igennem Dødens Porte.

Fik jeg i Sind og Øre lagt
lidt Sans for Toners Glæde,
lidt Evne til i Rytmers Dragt
min Tankes Børn at klæde,
— der er i alt en Efterklang
fra Spillemandens Strenge,
først nu jeg skatter fuldt min Rang
som en af Faders Drenge!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Megstur af Anton Berntsen (1925)

Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage