Min Mor og det gamle Ur

Min Mor havde meget at bestille, og jeg har tit maattet
undre mig over, hvad hendes velformede Hænder formaaede
at udrette. Hun lavede vor Mad og holdt Huset i Orden, hun
malkede vor Ko og lavede Smør og Ost af Mælken. Hun bagte
vort Brød, og hendes Rugbrød var langt mere velsmagende
end det, man kunde købe hos Bageren. Hun bryggede Øl,
slagtede Gris og klippede Faar, hun spandt Ulden til Garn,
som hun senere strikkede Strømper af til hele Familien. Den
hjemmeavlede Hør spandt hun til Garn, og naar det ved Væ-
verens Kunst var blevet til Lærred, syede hun Skjorter og
Lagener af det. Hun tog Del i Markarbejdet, bandt op efter
min Fars Le og var med til at bringe Kornet i Hus. Hun
syltede, farvede, vaskede, syede, lappede og stoppede, man
saa hende aldrig ubeskæftiget. Hvordan hun har kunnet faa
alle disse mange Haandværk lært, har jeg aldrig kunnet be-
gribe.
Et gammelt Schwarzwalderur, som gennem mange Aar
maalte Tiden for mine Forældre, hænger nu i min Stue. Det
kan ikke gaa mere, men jeg holder af at have det at se paa.
Jeg ved, at min Mor har fæstet sit Blik paa dette Ur utallige
Gange, og naar jeg ser paa Urskiven med de sorte Romertal
og den pæne kulørte Blomst, synes jeg, at jeg der møder et
Genskin af min Mors varme og trofaste Blik. Saa føler jeg,
at der endnu er en lønlig Forbindelse mellem min gode Mor
og hendes svage Alderdomsbarn.

Næste afsnit

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage