Paa Dødens Tærskel

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Medens min Datter endnu var en ganske lille Pige, spurgte
hun mig en Dag: „Far, længes du efter og blive død ?' Der
er -vel næppe ret mange, der ligefrem længes efter Døden,
medmindre de er meget lidende. Men noget andet er, at jo
ældre man bliver, og jo mere man nærmer sig Livsafslutnin-
gens dunkle Eventyr, des oftere vil ens Tanker beskæftige
sig med de Muligheder, der dølger sig bag Død og Grav. De
døde vender ikke tilbage for at fortælle os, hvad der er sket
med dem, men det hænder undertiden, at Mennesker, der i
en svær Sygdom har dvælet paa Dødens Tærskel, ligesom
har oplevet en Anelse af det hinsidige.
En ældre Kvinde i Vejle fik en svær Hjerneblødning og
laa i flere Døgn uden Bevidsthed i en unaturlig Søvn, som
man ikke ventede at se hende vaagne op fra. En af Byens
ældre Læger blev tilkaldt, og han forsøgte en gammeldags
Kur med en Spanskflue i Patientens Nakke. Det virkede
saa godt, at den syge vaagnede op igen, og hun levede en
Række Aar efter den Tid, Da man engang spurgte hende
om, hvad hun havde oplevet i de Døgn, hun dvælede paa
Grænsen mellem Liv og Død, svarede hun: „Jeg kan ikke
nævne bestemte Oplevelser, men jeg havde hele Tiden den
Følelse, at jeg var i Guds Værksted, og der var godt at være'
for der var alting rigtigt'.
Tænk, at komme fra en Verden, hvor saa meget er for-
kert, til et Sted, hvor alt er rigtigt !

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage