En Hospitalsoplevelse

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

For mange Aar siden laa jeg paa et Hospital og var meget
syg. Da Feberen havde udraset, vaagnede jeg en Morgen-
stund i min Seng og havde en Følelse af at være født paany.
Jeg følte en Lethed og et Velvære, som jeg aldrig havde
kendt Mage til. Saa sprang jeg ud af Sengen og saa ud af
Vinduet; det var et øde og trøstesløst Landskab med sorte,
golde Marker og nøgne Træer, jeg havde for Øje. Men der
gik en Bølge af Jubel og Livsmod gennem mit Sind, og jeg
tænkte: Er Verden virkelig saa dejlig! Jeg syntes, det var
det smukkeste Landskab, jeg nogensinde havde set. Feberen
havde renset al Sygdommens Gift ud af mit Blod, saa at jeg
var i Stand til at se med den nyfødtes friske, undrende Øjne.
Den Dag lærte jeg, at et Menneskes Lykkefølelse er ikke
alene betinget af ydre Forhold, men at det først og fremmest
er vor egen indre Tilstand, det kommer an paa.
Naar et Menneske gennem en svær Sjælekamp naar ind til
Fred med Gud, oplever han noget tilsvarende. Alt det, der
slørede Blikket, er forsvundet. Mennesker, Forhold, Opgaver,
alt ligger nu i et helt nyt Lys, ikke fordi de ydre Forhold
er forandrede, men fordi han har faaet friske Øjne at se
med.
Vi har svært ved at forestille os en Tilstand af fuldkom-
men Salighed, fordi vi ved, at selv de herligste Nydelser kan
blive tilvante og dagligdags, saa de mister deres Evne til at
fylde Sindet med Glæde. Men Saligheden skal ikke bestaa i,
at vore Omgivelser forandres, men i at vi selv forandres,
saa at Evnen til at undres og glæde sig bliver usigelig og
uopslidelig. Saa er det gamle forbigangent, og alt er ble-
vet nyt.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage