Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Ved et Liselundmøde i August 1939 holdt Biskop Berggrav
et Foredrag, hvori han omtalte det sørgelige og ulykkelige i,
at Kristenheden er delt i saa mange Kirkesamfund, Partier
og Retninger, der forkætrer hverandre. Den kirkelige Pole-
mik var ofte præget af en bitter og ufordragelig Tone, og
det gjorde stor Fortræd i Norge, fordi det skræmte søgende
Sjæle bort fra Kirken.
Her blev Biskoppen afbrudt af Pastor Niels Dael, som sad
nede i Salen: „Det er ikke nær saa slemt heri Danmark
som oppe hos jer i Norge! Og Biskoppen svarede: „Det ken-
der du ikke, du er saa ung!' Det vakte Munterhed hos Til-
hørerne, at den 82-aarige Niels Dael ikke skulde være gam-
mel nok til at tale med om de kirkelige Forhold i Danmark
og Norge.
Det var Skæmt, men selve Spørgsmaalet er dybt alvorligt.
Den store Krig i Europa ser endt, men Aandernes Kamp er
ikke forbi. Nu trænger vi ikke blot til Samling om det dan-
ske; vi maa ogsaa søge at samle alle gode Kræfter,- der øn-
sker Kristendommen i vort Land bevaret. Det maa være slut
rned goldt Kævleri mellem kirkelige Retninger om Smaating,
som man ser forskelligt paa. Vi har plejet og dyrket Forskel-
lighederne i Stedet for at pleje det kristne Fællesskab. Man
har sammenlignet det bedste hos sin egen Kreds med det
daarligste hos andre, og paa den Maade kommer man aldrig
til at fælde en retfærdig Dom. En aandelig Bevægelse skal
vurderes efter de bedste Frugter, den har baaret, og ikke
efter sine Vildskud.
Hvis vi lærer hverandre lidt bedre at kende, kan vi maaske
naa til at blive mere glade ved hverandre og lidt mindre
glade ved os selv.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-