Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Anders Stubkjær var efter manges Mening den ypperste
af de mange Lægprædikanter, Indre Mission har haft i sin
Tjeneste. Hans Personlighed og hele Færd var præget af
sund Menneskelighed og af et fornøjeligt Lune, som virkede
velgørende.
Engang var Stubkjær rejst til Himmelbjerget for at over-
være et folkeligt Møde. Det var en varm Sommerdag, og det
faldt ham svært at arbejde sig op ad den stejle Zigzagsti til
Bjergets Top. Da han var naaet halvvejs, standsede han for
at puste lidt og for at tørre Sveden af Ansigtet. Nu kom
to unge Præster, de fulgte ikke Stien, men løb i Galop tværs
igennem Lyngen. De hilste paa Stubkjær, og en af dem
sagde: „Den Vej, vi tager, kan De ikke tage!' Og det ind-
rømmede Stubkjær villigt. Præsten fortsatte: „Det skulde
da være, om vi nu tog Dem ved Haanden og trak dem op, men
det vil De vel ikke have os til, for vi er jo Grundtvigianere !'
Stubkjær saa sig omkring, kastede et Blik ned til Foden af
Bjerget og saa op til Toppen, og saa sagde han: „Åå, ta mæ
kons, der æ ingen, dæ sier et
At der ogsaa kunde være Bid i Stubkjærs Humor, viser
følgende lille Træk. Han deltog i et større Møde paa Sjæl-
land, og blandt Mødets Talere var der en lokal Prædikant,
som holdt en Prædiken om de troendes Dyder og de vantros
Laster, og som smurte godt paa til begge Sider. Da man efter
Mødet spurgte Stubkjær, om han ikke syntes, den lokale
Taler var dygtig, svarede han sindigt: „Åå, a vild tøkk, te
Wohærre kund gjaan bruug Folk, dæ wa knap så døgti !'
I et Sogn paa Fyn kom Anders Stubkjær til at tale med en
ulykkelig Mand, som mente, at han havde begaaet den util-
givelige Synd mod Helligaanden, og at han derfor var evig
fortabt. Stubkjær hørte paa den sjælesyge Mands Forklaring
med sin sædvanlige sindige ko, og da Manden havde talt
færdig, sagde han: „Naa, ja, skal du til Helvede, saa skal
du til Helvede, og saa er der ikke noget at gøre ved det. Men
naar du saa kommer der, og de sorte Djævle vil gøre dig
Fortræd, hvad vil du saa gøre?' Ja, Manden mente jo da, at
saa vilde han raabe til den Herre Jesus om at komme ham
til Hjælp. „Det var Ret', svarede Stubkjær, „gør kun det,
for saa smider de dig ud'. Det var det, Manden skulde have
at vide, at den, der kalder paa Jesus i sin Nød, har ikke sin
Plads blandt de fortabte.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-