Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
En Provst i Vestjylland, i hvis Sogn der fandtes en Valg-
menighed, skulde prædike over Lignelsen om Farisæeren og
Tolderen. Og han indledede sin Prædiken med at sige: „Nu
sidder de vantro Grundtvigianere henne i Valgmenigheds-
kirken' —— og saa fortsatte han: „og her i Sognekirken sid-
der vi troende Farisæere'. Tilhørerne har forhaabentlig for-
staaet, hvad Provsten dermed vilde sige dem.
Naar vi Nutidskristne hører Lignelsen om Farisæeren og
Tolderen, saa smiler vi ad den selvglade Farisæers Naivitet,
og vi føler os hævet over hans Standpunkt. Saa meget har
vi da lært, at Ydmyghed sømmer sig for os Støvets Børn,
naar vi træder frem for Gude Vi har lært at bede Tolderen
Bøn: „Gud vær mig Synder naadig', men det kan desværre
lade sig gøre at bede Tolderens Bøn med Farisæerens Sind.
Farisæersindet kan skjule sig bag en Toldermaske. Det for-
kerte hos Farisæeren var jo ikke hans pligtopfyldende Ret-
skaffenhed og hans omhyggelige Gudsdyrkelse, men hans
Fejl var, at han byggede sit Frelseshaab paa sine egne Præ-
stationer. Han var aandeligt selvforsynende, og derved havde
han lukket sig ude fra Velsignelsen ovenfra. Og naar TOI-
deren fik mere ud af sin Kirkegang, saa var det ikke fordi
Gud fandt mere Behag i hans tvivlsomme Moral, men fordi
han havde det modtagelige Sind. Han formaaede at tage imod
den Naade, som han trængte saa haardt til.
At føle sig hævet over andre paa Grund af sin formentlig
større Ydmyghed er vist den allerfarligste Form for Fari-
sæisme.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-