Nødild

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

I gamle Dage, da der ikke fandtes Tændstikker, skaffede
man sig Ild paa anden Maade. Man dækkede ilden med Aske
om Aftenen, og saa var der nogle Gløder om Morgenen, som
man kunde tænde op med. Skete det Uheld, at Ilden var gaaet
ud, hentede man nogle Gløder i en Træsko hos den nærmeste
Nabo. Men hvis der udbrød Kvægpest, mente man, at Aar-
sagen kunde være, at Ilden var bleven for gammel. Saa blev
Ilden slukket i alle Landsbyens Huse, og saa skulde der
skaffes Nødild. Der fandtes nogle Steder en Nødildstolpe; i
den var der en Fordybning, som et Træstykke blev drejet
hurtigt rundt i, indtil det kom til at gløde. Og saa blev Be-
boerne forsynet med Ild herfra.
Der klages i vor Tid over, at Kirkens Forkyndelse har
mistet sin Magt over Mennesker. Krigsaarene blev ikke fulgt
af den religiøse Vækkelse, som man havde haabet paa, og
den største Del af Ungdommen foretrækker Sportspladsen
for Kirken. Maaske er Aarsagen den, at Ilden er bleven for
gammel. Vi har hørt de kristne Sandheder forkyndt saa tit,
at vi kan det hele udenad, men de sætter ikke vort Sind i
Bevægelse, den religiøse Lidenskab savnes. Vi har laant Ild
hos en Nabo og lever paa andenhaands Erfaringer. Maaske
skal den Fornyelse, vi trænger til, skaffes til Veje gennem
en stor Trængsels Nødild.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage