Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Man staar en Sommerdag ved Stranden og ser ud over
Havfladen med dens rullende Bølger og hvide Skumtoppe ;
man ser Sollysets Blinken i det urolige Vand, og man lytter
til Bruset af Brændingen i Havstokken. Og saa synes many
at man kender Havet. Men det er kun Havets Overflade, vi
iagttager. Havet rummer uudforskede Dybder, der gemmer
mange Hemmeligheder: rustne Skibsvrag, blege Menneske-
ben, Rester af forliste Skibsladninger og sælsomme Havdyr,
der aldrig kommer op i Dagens Lys.
Et saadant uudforsket Dyb er ogsaa Menneskesjælen. Vi
kender noget til, hvad der sætter vort eget og andres Sind
i Bevægelse, hvilke Tanker og Problemer vi er optaget af,
og hvilke Interesser vi dyrker. Men vi kender ikke Sjælens
Dyb tilbunds. Det kan ske ved et Jordskælv eller en anden
Naturkatastrofe, at nogle af Havets Hemmeligheder kom-
mer for Dagen, og det kan ske, at en Katastrofe i Menneske-
livet afslører noget af det, der bor i det skjulte. En saadan
rystende Katastrofe var den sidste store Krig. Hvem vilde
have troet, at Menneskesjælen rummede et saadant Dyb af
djævelsk Ondskab og bestialsk Grusomhed som det, Krigen
gav os Lejlighed til at kende?
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-