Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Mennesker, der er sjæleligt lidende, klager som Regel over,
at deres Omgivelser ikke forstaar dem, og denne manglende
Forstaaelse lægger en yderligere Byrde paa deres i Forvejen
tunge Sind. Helt ugrundet er denne Klage ikke. Naar der
ikke er noget paaviseligt i Vejen med Kroppen, har man ondt
ved at tro, at Sygdommen er andet end nogle Griller, som
vedkommende maa se at slaa ud af Hovedet. Og det er ikke
opmuntrende for et sindslidende Menneske at blive spurgt
om, „hvor det gør ondt ?'
Men det, der dybest set fremkalder denne Klage over
manglende Forstaaelse, er dog vist Ensomhedsfølelsen. Den
sjælesyge føler sig ene, selv om han er omgivet af Menne-
sker. At leve vil sige at være i frugtbar Kontakt med sine
Omgivelser, at give og modtage Næring for det indre Liv.
Denne befrugtende Vekselvirkning føler den syge sig ude-
lukket fra. Hans sjælelige Liv er af Sygdommen blevet ind-
stillet paa en anden Bølgelængde end den normale, og derfor
har han ingen levende Forbindelse med sine Omgivelser. Det
gælder ikke blot i Forholdet til Mennesker, men ogsaa i For-
holdet til Naturen. Man kan vise den syge. en smuk Udsigt
eller en nyudsprungen Bøgeskov, og han kan se det samme,
som vi andre ser, men det vækker ingen Glæde i hans Sind.
Der er en usynlig Mur mellem ham og de Glædeskilder, an-
dre kan øse af.
Det er ikke godt, at Mennesket er ene, og ingen er mere
ensom end den, der har et sygt Sind.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-