To Mænd og Sandheden

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Der stod engang to Mænd overfor hinanden, og de var saa
forskellige, som to Mænd kan være. Det var Jesus og Pilatus.
Der var ikke Tvivl om, at Pilatus følte sig som den over-
legne; han havde den romerske Verdensmagt bag sig, og han
havde Fuldmagt fra Kejseren til at fungere som Dommer.
Den svage, vaabenløse Mand, der stod foran ham, havde
mange Fjender og faa Venner, og der stod ingen ydre Magt-
midler til hans Raadighed. Han syntes at være en uskadelig
religiøs Sværmer, og Anklagen imod ham var uklar. Pilatus
forstod, at hvis denne Mand blev dømt til Døden, vilde det
være et Justitsmord, men han vilde ikke gerne lægge sig ud
med Jødernes ledende Mænd. De kunde klage over ham til
Kejseren, og det kunde medføre en kedelig Undersøgelse af
hans Embedsførelse. Saa meget vilde han ikke risikere for
denne i hans Øjne ubetydelige Persons Skyld. Der var efter
hans Opfattelse mindst Risiko ved at lade Jøderne faa deres
Vilje. At det, der her foregik, skulde faa verdenshistorisk
Betydning, og at Pilatus for denne Doms Skyld skulde min-
des med Afsky i Aartusinder, anede han ikke.
Det er sket mange Gange siden, at en Repræsentant for
det Rige, der ikke er af denne Verden, stod som Anklaget
overfor en verdslig Magthaver. For nogle faa Aar siden var
det Niemüller og Hitler, der mødtes paa den Maade, og da
syntes det umuligt, at Niemüller skulde blive den sejrende
Part. Men med Hitlers Magt er det nu uigenkaldelig forbi,
og hans Eftermæle bliver af samme Art som det, Pilatus fik.
Niemüller lever, og nu nævnes hans Navn med Tillid af dem,
der vil forsøge at skaffe det store faldne Verdensrige en
Fremtid.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage