Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
De gamle fromme havde Ærefrygt for Gud. De havde en
stærk Følelse af, at Gud er den evige og højt ophøjede, og at
vi er kun Støv og Aske. De vidste, at al menneskelig For-
stand og Fatteevne ingenting forslaar i Retning af at be-
gribe Guds Storhed og Majestæt. Hans Magt og hans God-
hed er lige saa ufattelig og ubegrænset som det Univers, der
omgiver os. De levede mere i den første Trosartikel end vi gør,
og de følte sig dybt afhængige af ham, der er alle 'Tings
Skaber og Opholder. Den faste Tro paa et vist og kærligt
Forsyn og den dybe Afhængighedsfølelse overfor den almæg-
tige gav deres Sind en forunderlig Ligevægt under Livets
Tilskikkelser. Den hjalp dem til at bevare Ydmygheden i
Medgangstider. Blev de forurettede af Mennesker, saa bar
de det med Taalmodighed, fordi de vidste, at den almægtige
Gud havde alle Traadene i sin Haand, og at intet kunde ske
uden hans Vilje. Han vilde skaffe dem deres Ret, naar hans
Time var inde.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-