Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Man indvender mod den gammeldags Gudsfrygt, at den
var ikke samfundsdannende, den skabte ikke noget Sam-
fundsliv. Paa en Maade er der noget sandt i det. De fromme
i ældre Tider organiserede sig ikke i Foreninger med Be-
styrelser og Medlemsprotokoller. De hørte til den stedlige
Sognemenighed og søgte at tilfredsstille deres aandelige
Trang indenfor dens Rammer, saa vidt det var muligt. Men
naar de mødtes og talte sammen, saa oplevede de alligevel det
aandelige Fællesskab; der. var et Aandens Samfund, der
knyttede dem sammen. Og det gjorden at Samvær og Samtale
føltes som en Berigelse. Ethvert Hjem, hvor denne Aand
raadede, var som et lille Samfund for sig; man var fælles
om alt, ogsaa de aandelige Goder. Man fulgtes ad til Kirke
om Søndagen, og der var Højtid over Kirkefærden. Man kom
i sine pæne _Søndagsklæder, Sindet var stemt til Andagt, og
man sørgede for at komme til rette Tid. Hvis man vilde del-
tage i Altergangen, gik man fastende til Kirken, selv om
Vejen var lang. Der maatte ikke jaskes med det hellige.
Og kunde man ikke komme i Kirke, læste man en Prædi-
ken hjemme og sang et Par af de kæreste og mest kendte
Salmer. De gamle kendte og elskede deres Salmebog; det var
maaske den eneste Digtsamling, der fandtes i Huset, men
den blev læst saa meget grundigere. Salmebogen var de gam-
les Trøster og Vejleder under Livets skiftende Kaar.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-