Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
En Mand fra Egnen vest for Vejle fortalte mig engang
en Historie om noget Spøgeri paa en Gaard. Manden i Gaar-
den var i Besiddelse af nogle gamle Skrifter, som handlede
om Hekseri og Troldom, og dem læste han jævnligt i. Men
en Dag læste han „for vidt', og da blev der saa megen Mu-
sik og Spektakel i Gaarden, at han ikke kunde holde det ud.
Saa blev en klog Mand, som hed Jens Kusk, tilkaldt, og han
fik med stort Besvær Spøgeriet fjernet ved nogle mystiske
Ceremonier i et Rum, hvor han var alene. Han „fæk et sat
nie under æ Banker'.
Det var denne sidste Bemærkning, der især vakte min
Interesse. Det er et meget interessant Træk i gammel Folke-
tro, at det onde skal have et Sted at være. Det kan ikke ud-
ryddes, men det kan „sættes hen'. Tandpine kan sættes hen
ved, at Blod fra den syge Tand smøres paa en Pind, der dri-
ves ind i et _Hul i et Træ. Vorter kan sættes hen ved, at man
stryger paa dem med en Ært, der graves ned i Grønsværen
ved en Korsvej, medens man fremsiger en Formular. Men
hvis et andet Menneske kommer til at røre ved de Ting, som
Sygdommen er sat hen med, saa overføres Lidelsen paa ham.
Det onde er bundet, men ikke uskadeliggjort.
Man kommer i denne Sammenhæng til at tænke paa For-
tællingen i Lukas Evangelium, Kap. 8, hvor de onde Aander,
der drives ud af den besatte, beder om Lov til at fare i Svi-
nene og derved foraarsager hele Svinehjordens Død.
I en af Charles Dickens Romaner fortælles der om et Men-
neske, der dør ved Selvforbrænding. Man troede i sin Tid,
at naar et Menneske havde givet sig Ondékabens Magter saa
totalt i Vold, at alt menneskeværdigt var udslettet, saa kunde
der komme et Tidspunkt, hvor Ondskaben fortærede sig selv,
og hvor de Stoffer, Menneskelegemet er bygget op af, oplø-
stes og destrueredes indefra.
Der er her, som i megen anden gammel Folketro, en Anelse
om noget rigtigt. Det onde er ondt, fordi det er i Strid med
de evige Livslove. Det onde kan udfolde en stor Aktivitet og
— til en Tid. Men der kommer
anrette store Ødelæggelser
et Tidspunkt, hvor det onde har kulmineret og tilsidst for-
tærer sig selv. Livets Magter er stærkere end Dødens, og de
vinder det sidste Slag. At denne Betragtning er rigtig, er
den sidste Verdenskrigs Afslutning et Vidnesbyrd om.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-