Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Ved en festlig Sammenkomst for de Folk, der havde med
Grundtvigskirkens Opførelse at gøre, holdt Professor Vil-
helm Andersen en Tale, hvori han blandt andet sagde, at
han kunde fristes til at misunde Arkitekterne deres Kald.
Naar en Arkitekt var død, saa kunde de Bygningsværker,
han havde skabt, endnu staa i Aarhundreder som Vidnesbyrd
om hans Skaberevne og gode Smag. Det var anderledes for
dem, der virker i Ordets Tjeneste; deres Ord flagrer bort
som Løv for Vinden, og de glemmes snart.
Hertil svarede Kirkens Arkitekt, Jensen Klint, at han
kendte dog Ord, der var bleven staaende -længere end noget
menneskeligt Bygningsværk. Og da han blev spurgt om,
hvilke Ord, han tænkte paa, nævnede han den aronistiske
Velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig, osv. Det
kunde der ikke indvendes noget imod. Men han kunde med
samme Ret have nævnt Fadervor, Den Bøn er nittenhun-
drede Aar gammel; den er bleven bedt utallige Millioner
Gange af Mennesker rundt om paa den vide Jord og paa
mange forskellige Tungemaal, men den er lige frisk, og den
svarer lige fuldt til vort menneskelige Behov den Dag i Dag.
Der er noget forunderligt betagende i at tænke paa, at der
har levet en Mand paa Jorden, som var i Stand til at forme
en Bøn, der for alle Slægter og til alle Tider giver et til-
fredsstillende Udtryk for Menneskets Forhold til vor Gud
og Skaber. Der har ofte været Strid mellem Kristne om Læ-
respørgsmaal, om Sakramenter og Ritualer, men der var al-
drig Strid om Fadervor, Den Bøn er som en fredlyst Plet,
hvor alle Kristne kan mødes, som et Hjærtebaand, der knyt-
ter os alle sammen til en aandelig Enhed.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-