Æ Kjerk

DÆ legger et gammel Huws i wo By,
de æ muret a Kampstien å tækket mæ Bly;
æ Huws æ nok mærket a Oer å a Ælld,
men ino hår æ Mur ett begyndt å hælld.

I Wohærres Huws ka vi ålldsammel komm,
der æ Plads te bådde di kloog å di dumm;
hwo let helde møj en så hæjsen æ ræjn,
i æ Kjerk foe vi ålld den sååm Beskejn.

Wohærre vil si bådde Herrmand å Buund,
han tåel te di gue, han tåel te di uund;
de ka snåe vær liimøj hwa en bestel,
næer en kons ett tøgges få godt om sæ sjel.

Dæ wa nowwe, dæ wa så øwwestild kloog,
te di ålde fand ind ad æ Kjærrgorsloog,
men en Daw, faar di sjel håd tænt o helde vest,
måt ande Folk bæær dem derind i en Kjest.

En må helst fo si Ræjjnskav gor op i Tii,
de blywwer ett bæjje Kjøev ve å bii.
Æ do ræj få, Wohærre vil vær dæ få strænng?
De ka væær, han vil klaww o, do bæj så lænng!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Awtensææd af Anton Berntsen (1945)

Tilbage