Saa længe Kræfterne slog til,
var Arbejdsdagens Dont min Glæde ;
nu stemmer jeg mit Strengespil
som Tidkort ved et Aftensæde.
HVER Morgenstund jeg aabner min Dør
for en kær og højagtet Gæst;
en Dag, der aldrig har været før,
mig kalder til Livets Fest.
SÆT Laas og Lukke for din Mund,
naar Sindet er forstemt;
der kommer nok en Solskinsstund,
hvor Ærgrelsen er glemt.
NAAR Hverdagens Kævl dig berøver dit Mod,
og Humøret til Nulpunktet dratter,
da er ingen Patentmedicin saa god
som en sund og befriende Latter.
LIVET skifter med Hverdag og Fest,
en Sum af flygtende Øjeblikke;
kun hos de faa er Lykken Gæst,
og de, der huser den, ved det ikke.
HVEM evner vel at aande trygt og let,
naar Glædens bedste Kilder os har svigtet?
Vær lykkelig trods alt — ej som en Ret,
men som et Kald, hvortil du er forpligtet.
31
NAAR Sorger formørker et Menneskes Aand,
og Uvejret flænger hans Sejl,
da rækker han efter en frelsende Haand,
men ve den, der da griber fejl!
GUDS Engle til hvert et Hus finder Vej
trods laasede Døre og Vinduestætning;
man mener det kommer af, at de ej
har sluttet sig til nogen kirkelig Retning.
OM Uenigheden end er saa stor,
at den huslige Fred slaar en Revne,
saa har dog et veldækket Middagsbord
en forunderlig samlende Evne.
ET uønsket Barn gaar til Livet ind
med et Aag, der er tungt at bære ;
det kan hvile saa tungt paa et Barnesind,
at det ikke har Ret til at være.
MED Lyntog og Luftskib vi farer afsted,
om Rekorder vi daglig kan skrive ;
en Masse Tid vi vinder derved,
som vi siden maa se at fordrive.
32
OM du hører Ord af en Jydes Mund,
der synes dig stærkt at rose,
saa vogt dig — maaske har de dobbelt Bund
og rummer en lønlig Skose!
HVOR Mand og Hustru kævles og kives,
kan Kærlighedslykken snart fordrives.
I tossede Mennesker, brug dog Forstanden,
og tak Gud for hver Dag, I har hinanden!
KUNST og Kristendom er Himmelstiger,
over dem er høje Stjerner tændt;
hvor man ej mod fjerne Tinder higer,
er de begge kun saa lidt bevendt.
EN Kunstner er bare en Mand, der drømmer
om skyhøje Tinder, han aldrig skal naa;
han sukker, naar man hans Værk berømmer,
— en Skygge blot af det Syn, han saa!
AT hige højt er en bestandig Kval,
man er og bliver dog kun ufuldkommen;
jo mer man nærmer sig sit Ideal,
des mere føler man sig under Dommen.
33
GOD og sand og ren i Sind og Færd
Maalet ser jeg for mit Øje tindre!
Aldrig naar jeg fuldtud Maalet her,
aldrig faar mit Hjærte Fred i mindre.
MAN kom til et Hus, hvor der flammed et Baal,
der var Hygge og Lunhed i Skæret fra Pejsen;
man mente, at man havde naaet sit Maal,
men det var kun den første Station paa Rejsen.
HVAD er vor Levetid = et flygtigt Nu,
hvad er vor Jord — et Fnug i Verdensrummet !
Hvorfor staar da til evigt Liv vor Hu,
hvorfra er denne sære Længsel kommet?
JEG læser daglig Aviser og rystes :
hvor driver det onde dog frækt sit Spil!
Jeg færdes daglig blandt Folk, og jeg trøstes:
endnu er der gode Mennesker til!
EN Flyver brummer - man løfter sit Blik
og ser med Forundring, at Himlen er blaa!
Vi kævles hernede om Døgnpolitik,
og Himlen agter vi sjældent paa.
34
VI smeder Vaaben med Kunst og Snille
til grumt at dræbe hverandre med;
vi hader, myrder og lider ilde,
- hvorfor gør vi dog hverandre Fortræd?
DEN Skæmt, der er som en giftig Pil,
man aldrig bør laane Øre.
Den Alvor, der ikke taaler et Smil,
er som Regel ej værd at høre.
ERSTATNINGS-KAFFE, -Te og -Tobak
man nyder med Andagt og Fatning;
det er mere pinligt hvis Selskabets Snak
har en Bismag af Aandslivs-Erstatning.
EN Fjende bør vindes paa ædel Vis:
sank gloende Kul paa hans Ho'de!
Men med Nutidens høje Brændselspris
er det dog en lidt kostbar Metode.
EN Indbrudstyv bør behandles manerlig,
for Fagfolk har Politiet Respekt;
men dersom en skikkelig Borger forser sig,
saa faar han en Bøde den frække Knægt.
35
DE Hverv, man i Tiden har samlet paa,
bør man slippe, naar Tiden er inde.
Klog er den Mand, der sanser at gaa,
før man beder ham om at forsvinde.
AT smile til den, der har stødt mig paa Ærmet,
det faar jeg vel efterhaanden lært;
men at tilgive den, jeg selv har fornærmet,
det falder mig stundom mere svært.
SKUFFELSER kommer fra mangen Kant,
man skuffes ved Vinter og Sommer;
til Skuffelser bliver man snart saa vant,
at man skuffes, hvis ingen der kommer.
JEG handled forkert og følte mig dum,
det ærgred mig umanerligt;
at aldrig det skete kan gøres om,
det er dog i Grunden kreperligt.
HVOR man er elskværdig fra oven ned,
jeg snart bliver træt af Legen ;
det værste ved andres Forfængelighed
er just, at den saarer min egen.
36
SÆRPRÆG er godt, hvis det blot er Natur,
en medfødt Gave fra Livets Skaber,
men oftest en hæslig Karikatur,
hvis andres Særpræg man efteraber.
VI skjuler bag Kunstlethed og Maner
det Væsen, hvormed vi blev skabt;
engang imellem et Glimt vi ser
af det, der desværre gik tabt.
LAKEREDE Negle og farvet Haar,
malede Læber og sminket Hud, —
saa mangler der blot et Skilt, hvor der staar:
Maleri til Salg for højeste Bud!
AT gaa med en høj Cylinderhat,-
den Mode synes mig dum,
med mindre man sig det Maal har sat
at forlænge det tomme Rum.
HVOR Evnen til Selvvurdering slaar Klik,
gør mangen Mand sig til Nar ;
at rose sig af sin Selvkritik
er at røbe, man ingen har.
37
AT den æresyge tit gør sig til Nar,
den Sag kan med Lethed forklares;
jo mindre Værdighed Manden har,
des mere maa den forsvares.
NAAR Sladderbækkens Vande stiger,
er Næstens Rygte snart spolert;
giv nøje Agt paa, hvad man siger,
og stol paa, det er skrupforkert!
AT elske sin Næste sent man lærer,
det Bud vil man helst liste udenom,
men sladre om hans private Affærer
det kan man, er Hjernen end nok saa tom.
MAN taler om Ting, man aldrig forstod,
men vover dog ubarmhjærtigt at dømme;
det har kostet Menneskers Hjærteblod,
at Sladreren ej holdt sin Tunge i Tømme.
NAAR Kaffeforbruget skal rationeres,
hvad nogle finder er lovlig haardt,
bør ogsaa Sladderen rationeres,
hvornaar faar vi Kaffesladder-Kort?
38
FEM Høns af een Fjer man fordum fik,
de Tider er længst forbi,
nu skaber moderne Sladder-Teknik
af een Fjer et helt Hønseri.
NAAR unge Folk vil giftes, skal de skoses,
man fatter ej, at nogen af dem gider.
Naar gamle Folk er døde, skal de roses,
saa faar man da en Smule Ros omsider!
TOPPEN snurrer og synger sin Sang,
mens Drengen med Pisken den snerter;
en anden Leg har de voksne i Gang,
de leger med Menneskehjærter.
VOGT dig for Øjne, der aldrig har grædt
for Hjærter, der aldrig har bævet;
vogt dig for Læber, der altid har Ret,
der aldrig har tryglet, kun krævet.
TIL Cirkusteltet man haster afsted,
her samler nu smaa og store sig;
at Klovnen har Sorg, kommer ingen ved,
han skal gøgle, saa Folket kan more sig.
39
DEN Sorg, der er stilfuldt uniformeret
i Sørgeklæder, er ofte kort;
den dybe Sorg græder, naar ingen ser det,
og gemmer sig ubemærket bort.
DET sker, at man skjuler sin bitreste Ve
bag en Maske, forsoren og kaad;
det hænder, at man maa skæmte og le
for ikke at briste i Graad.
FATTIG er den, der har mistet sin Ven,
det sker, at et Hjærte af Sorg maa briste;
men fattigst af alle er dog den,
der ikke har nogen Ven at miste.
MED Godhedens Sejre gaar det saa smaat,
at Fremgangen næppe kan kendes;
er det Sandhed, at ondt kan vendes til godt,
hvor trænger vi da til at vendes!
Jo mindre man agter paa Orden og Tugt,
des mer er man selvglad og kry;
en Samvittighed, der aldrig er brugt,
er vel faktisk saa god som ny!
40
KAST altid paa tvivlsomme Midler Vrag,
hvis ikke du dyrt vil bøde;
ved slette Midler den bedste Sag
kan lægges uhjælpeligt øde.
HVAD den enkelte Mand vilde rødme ved,
kan en Sammenslutning præstere;
Samvittigheden slumrer i Fred,
naar et Ansvar fordeles paa flere.
PAA Kamplysten bør man vel holde Styr
længst muligt paa hæderlig Vis,
men Freden bliver dog altfor dyr,
hvor Sandheden gives til Pris.
DET er bedre at lide et Nederlag
i Kampen for Sandhed og Ret,
end at vinde en straalende Sejr i et Slag
for en Sag, der er vitterlig slet.
NAAR man vil handle efter eget Tykke,
man fristes til at gøre det i Smug;
man altfor tit sig lader undertrykke
af den Tyran, der hedder Skik og Brug.
41
ALVERDENS Visdom ingen Mand kan rumme,
til Gavns man kender kun sit eget Fag;
at kloge Folk til Tider er lidt dumme
er derfor kun en højst naturlig Sag.
I mangen Toneart vort Sind er stemt,
med tekniske Mirakler har vi leget;
for alt det nye har vi ofte glemt
den gamle Regel: Ikke mangt, men meget!
ALTFOR mange ved lidt om meget,
altfor faa ved meget om lidt
altfor tit vi i Dybden har sveget
for bedre at kunne favne vidt.
DEN intelligente med al sin Forstand
er hjælpeløs blandt de stupide;
de ser i ham blot en underlig Mand,
der nærmest er lidt til en Side.
DET koster noget at være en Ener,
at vandre stædigt sin egen Sti;
en djærv og redelig Sandhedens Tjener
er sjælden for Fjendskab og Trængsler fri.
42
JEG kender en Mand. Hans Tro er god
og velment, det tilstaar jeg villigt.
Hans Livssyn har jeg kun et imod :
han har faaet det altfor billigt!
ET Læresystem er nok for Tanken,
men skænker ej Synderhjærtet Fred;
en Kristendom uden Hjærtebanken
der sjælden er nogen Glæde ved.
OM hver en Mening, du har, er rigtig,
den Sag er ej saa særdeles vigtig,
hvis blot det Livssyn, du kalder dit,
gør Livet frugtbart og stærkt og frit.
ET Livssyn man skaffer sig uden Besvær,
det leveres af Præst eller Digter;
men at eje et Livssyn er intet værd,
hvis ej det til Daad os forpligter.
I et Hurtigtog kan man hvile,
mens fremad mod Maalet det gaar;
paa engang at ile og hvile,
er det ikke den kristnes Kaar?
43
OM Livets og Dødens Gaade
vi faar kun saa lidt Besked;
det er derfor en Himlens Naade,
at vi aner mer end vi ved.
TIDLIGT blev Bogen min gode Ven,
mangen en Lære har den mig givet,
men Bogens bedste Gave var den,
at den gav mig Hjælp til at lære af Livet.
AT feste engang imellem er sundt,
fornøjeligt og tilstedeligt;
men fester man hver Dag Aaret rundt,
da bliver det dødsenskedeligt.
ET Ord — hvad er vel i Grunden et Ord?
en Lyd fra et Menneskes Læbe,
og dog kan det sætte de dybeste Spor,
kan skabe Liv — eller dræbe!
FATTIGT og goldt er den Mands Liv,
som til ingen sin Lid tør fæste;
bedre at være en Smule naiv
og at tro om alle det bedste.
44
ET Menneske, der har syge Nerver,
kan synes at være saa hjælpeløs svag;
dog viser det sig, der er skjulte Reserver,
der holder ham oppe paa Ulykkens Dag.
ER man syg og ilde tilmode,
saa er Sengen det bedste, jeg ved;
for rigtig at komme paa Fode
man stundom maa lægge sig ned.
BLOMSTERNES Duft og Fuglenes sang
er gratis i Skovens Sale,
men at se en Artist af tredie Rang,
den »Nydelse« maa man betale.
NAAR en Røver har faaet sit Bytte,
han som Regel er fredelig stemt,
saa siger han: Hvad kan det nytte
at slaas — lad nu det være glemt !
HVOR Bækkens Vover muntert spille,
er Vandet klart som slebet Glas;
men der, hvor Vandet maa staa stille,
det danner snart et fælt Morads.
45
SAA sælsomt driver Skæbnen sit Spil,
at i mangen Mands Lod det er faldet,
at det, han mindst syntes egnet til,
just var det, hvortil han blev kaldet.
HAR i Livet du valgt det forkerte Fag,
bør du dog med Omhu det dyrke;
det hænder, at hvor man var allermest svag,
der faar man med Tiden sin Styrke.
ENDNU der er vel et Par Skridt at vandre,
saa naarjeg Enden af mit Levnets Vej ;
saa ender al den Kval, jeg voldte andre,
og al den Uro, andre voldte mig.
AT smile tappert trods trange Kaar,
den Kunst kan i Livet læres;
Lykken er ikke den Skæbne, vi faar,
men Sindet, hvormed den bæres.
OM Sindet er stemt til Glædesfest,
eller Sorg og Vemod er Sjælens Gæst
er mindre vigtigt, blot Strengen røres
saa kraftigt, at Hjærteklangen høres.
46
DET følsomme Sind som et blødende Saar
ved ublid Berøring sig ømmer,
men bytte med den, der er tykhudehaard,
nej, derom dog aldrig man drømmer.
OM aldrig det store Lod du vandt
i Livslykkens Lotteri,
saa trøst dig ved de Smaablomster, du fandt
langs Livets knudrede Sti.
DE henfarne Tider mig rinder i Hu,
jeg ser paa et Billed og hvisker et Navn;
et aarelangt, sødmefyldt, livsmættet Nu
jeg mindes og skælver af Vemod og Savn.
GØR Ensomheden til din gode Ven,
og lad dens Fred din indre Modning tjene,
da kommer ej som Fjende den igen,
naar du en Dag i Stuen sidder ene.
NUETS Ekko er Mindet,
en sagtelig rindende Strøm,
det lever i Menneskesindet
Som en fjern og forunderlig Drøm.
47
NUET er stærkt og krævende,
dets Middagslys er solskinshvidt;
Mindet er blidt og bævende,
dets Aftenlys er stjerneblidt.
SKÆBNESVANGERT er Livets spil,
jeg syntes, jeg vilde det gode,
men naar jeg ser paa, hvad det blev til,
jeg tit er saa ilde tilmode.
KÆRLIGHED er et underligt spil,
hvortil man vist aldrig saa Mage ;
jo mere Forbruget tager til,
des mere har man tilbage.
GAMMELT Nag er tungt at bære,
fører kun i Tristhed ind.
Ingen Mand har tabt sin Ære
ved et mildt forsonligt Sind.
HVAD andre har tænkt og sagt og gjort,
det kommer mig lidet ved;
det er egne Fejltrin i smaat og stort,
der røver mit Hjærtes Fred.
48
AF Barnets mange Muligheder
kun faa er i Behold tilsidst;
man kom til Verden som Grosserer,
men gaar herfra som Detaillist.
DEN unge drømmer om store Bedrifter,
som Verden skal gøres lyksalig med ;
som ældre til lavere Gear man skifter:
kan man nu blot undgaa at gøre Fortræd!
DE Livsgoder, der er noget værd,
man vistnok sjældent faar som Foræring,
men at skaffe sig dem ved Bomber og Sværd,
det er Aandens totale Falliterklæring.
MAN føler sig tryg ved det Gods, man har,
men den Dag Helbredet vakler,
da bliver Pengenes Afmagt klar,
ved dem sker der ingen Mirakler.
AT følge i alt sin Samvittigheds Røst
kan stundom synes ugørligt;
at lempe sit Livssyn efter sin Lyst
er mere let gennemførligt.
49
AF svegen Tillid rinder Tidens Nød,
hvorunder du og jeg og alle lider;
den Mand, der aldrig Ord og Løfter brød,
han baner Vej for ny og bedre Tider.
OM Kæltringen vidste, hvor langt man kan naa
ved Redelighed i sin Handel,
da vilde med Træskhed han prøve paa
at føre en redelig Vandel.
AT Ondskaben breder sig mer og mer
og lægger Alverdens Lyksalighed øde
er let at forstaa, naar man Gravskrifter ser,
det var altid de gode og fromme, der døde.
AT Verden vil bedrages, det ser vi mangen Gang,
skønt det er underligt, at sligt kan villes,
og der er sørget godt for, at denne ædle Trang
til hver en Tid kan fuldt ud tilfredsstilles.
VI takker Gud for Luther, han var munter, djærv og kæk,
med Andagt læser vi, hvad han har skrevet;
men mangen »Lutheraner« var sikkert død af Skræk,
hvis han i Luthers Kamptid havde levet.
50
FORVENTNINGENS Tid er en frugtbar Tid,
- lad denne Trøst dig husvale,
hvis Kunder, til hvem du har fæstet din Lid,
er længe om at betale.
TIL en Tale kræves en Mængde Ord
samt lidt Indhold, helst ikke alt for broget;
men nogle forstaar - og den Kunst er stor -
at tale uden at sige noget.
EN Mand, der mener, at han er god,
skønt andre finder hans Vej lidt kroget,
bør man ikke sige for haardt imod,
det godt, at nogen er glad ved noget !
MAN kan godt være nærig, fedtet og sur,
Og endda være højt estimeret,
men trodser man »Retningen«s Diktatur,
er ens Rygte som Kristen spoleret.
MAN lytter til Bodsprædikantens Ord
og gaar hjem med Tak for det gode Møde,
for saa ved et veldækket Kaffebord
at lægge sin Næstes Rygte øde.
51
TEOLOGEN sit Kaldsbrev i Lommen kan stikke
og er nu til Præstegerning parat;
om han har noget Budskab, ved man vel ikke,
men han har da i hvert Fald et pænt Ornat.
ER Taleren kølig og reserveret,
da gavner kun lidet den gejstlige Dragt;
hvor Hjærtevarmen er rationeret,
der mister Kirkens Budskab sin Magt.
AT Forskel i Tanker og Valg af Ord
kan volde lidt Strid i en Menighed,
er ikke saa slemt. Der, hvor Livet gror,
er der Raad til en Smule Uenighed.
AT tænke en Sag igennem er svært,
for det Slid man gerne vil spare sig;
langt lettere faar man en Lektie lært,
og med det man som oftest kan klare sig.
FRA Venner lød et bekymret Ord:
»Hvor har vi egentlig Manden henne?«
Mit Standpunkt maa alle gerne kende:
jeg dvæler helst der, hvor Livet gror!
52
MIT Forfatterskab volder en Kritiker Kval,
der er navnlig et, han er ked af:
at jeg ikke vil op paa den Piedestal,
han saa gerne vil hjælpe mig ned af.
FOR LÆNGST kasseret af Lægestaben,
med rig Erfaring i Sygdoms Kaar,
jeg lever endnu — trods Videnskaben —
og lever kanske endnu nogle Aar.
AT vente paa Chancen er ofte omsonst,
man spilder blot Tid og Kræfter ;
men at skabe en Chance, det er en Kunst,
man gør vel i at lægge sig efter.
AF mangen Vare der findes for lidt,
og mangt et Forbrug bliver reduceret;
men mest beklageligt er dog det,
at Sandheden ogsaa er rationeret.
HVOR Kroppens Trivsel ta'r Overhaand,
har Aandens Liv kun en ringe Chance ;
lidt mindre Kød og lidt mere Aand
det giver en nok saa god Balance.
53
SPRØD og sprukken er Klokkens Klang,
naar Malmen har slaaet en Revne.
-Svag og vemodig er Sjælens Sang,
naar Livet er over Evne.
LIDT akavet jeg til Verden kom
og kunde ej straks protestere;
nu beder jeg om en skaansom Dom,
jeg skal aldrig gøre det mere!
54
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Awtensææd af Anton Berntsen (1945) |
Copyright ISCA Software 2023-