En Snedkers Lywsbetragtning

Vi Mennesker æ da så trøøg te å læær,
å manne Gong véd en knap, hwor en vil væær;
så tit gjør en de, te en åldermindst mått,
en æ som en Fje'l mæ en groww Hoven Knott.

Men de, vi ett sjel ka fo lawwet i Stand,
de tænker a liigodt Wohærre han kan,
han gie wos en Plads, hwoe han Sie, vi ka pas,
å æ Værktøw, han brugge, æ somtie hwas.

Wo Sorre, næer Døden de kjæærest hå tawwn,
den æ som en Hæwl, der æ Knotte ka jawwn;
en Syggen ka plaww bådde Natter å Daww,
å ryww som æ Tænd o en nyfilet Saww.

Men næer vi så ligner æ Tejjning en Gråend,
han pudse wos å mæ så nennsom en Håend;
di manne Småærgrelser, Verden wos gier,
demm brugge Wohærre te Sanndpapir.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Megstur af Anton Berntsen (1925)

Tilbage