Mads Pæjsen håd drukken få manne Dramm,
mæ en Pons gik et osse få tit o,
han vest nok, dæ wa en Mååd han skuld ramm,
men de kund han ålde blyw kwit o.
Han håd ekkons let mæ Wohærre å gjøør,
men nok så møj mæ den anden,
de wa så gruele fæel å høør,
så hoer han wa mæ æ Banden.
En Bannd slap ud, næer en Dram smut ind,
tesidst kund han lissom ett væær ve sæ sjel,
han bløw sæer i æ Howed å sykk i hans Sind,
å han snakket om, di skuld slo ham ihjel.
Han gik te Pe Mekkel å klawwet hans Nø,
han troww, ålld di ander vild snyyd ham,
han wa kyw å å løww, han vild ålderhelst dø,
- om ett nok Pe Mekkel vild skyyd ham?
Pe Mekkel såå jow, de kund han da sajt,
den Tjennest han gjaan vild gjøør ham,
han skuld gjøør et såen, te Mads ingenting ajt,
å lest sæ såen ingen skuld høør ham.
Han vild væær i æ Skow omkring ve Klok trej
å pott sæ bagve en Stamm,
Mads Pæjsen skuld komm ad æ Hææsthaww-Vej,
å så skuld Pe Mekkel nok ramm !
Pe Mekkel gik hen te æ gammel Dejn,
han fand ham uud i æ Nøds,
han spuur ham lissom let hall fålejn,
om han ett nok vild løøn ham hans Bøs?
Æ Dejn hindt æ Bøs, han vild ett sæj nej:
- "Men do lowwe mæ nok å pas o en.
Hør, hwifå ska do så haste astæj?"
- »A hå lowet å skyyd Mads Pæjsen Klok trej !«
- »Så må do miskam ett fo en!«
Mads Pæjsen løwwet ino nowwe Oer,
en sælle Vej han vi ander viist,
jen Gong håd han næer sat Ild o æ Goer,
men di sæje, han bæjjeret sæ let o æ siist.
Han fæk en Begrawels så grum å så bown
som ingen anden Mand i æ Sown,
en Liigstien mæ Sallmvæs å Awwskejnshender,
mæ Elsket å sawwnet å Hwil i Fre;
no, de kund da helder ett wal væær minder,
de véd en jo nok, te de hør sæ te.
No legge han die, te æ stue Daw kommer,
de æ godt, en anden ska ett vær hans Dommer.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Megstur af Anton Berntsen (1925) |
Copyright ISCA Software 2023-