Ååja, såå Jens å kløjj sæ bag hans Øør,
en høer om Sællehjed meld smo å stue,
en ska vær ræj få om no nyt å spøør,
få de en høer æ sjælden a de gue.
En Daw a kam fåbi Niels Pæjsens Stæj,
a mødt dje Sow, den gik å wa så sælle,
den græed å snøwwst å puust å tow o Vej,
den bevverrøst o hjeel si mawwer Bælle.
Den håd fåt Griis, men hudden de no kund væær,
så bløw et te få let, den fæk kons fie,
den tøtt ett, såen en Skam wa te å bæær,
de wa få rinng, den ett kund dryww et vie.
No gik en hie å wa så kyw, så kyw
den wa så ræj få, te æ Mand vild slawt en,
få den håd sjet ham hwes en stue Knyw,
måskiese skuld en stekkes inden Awten.
A såå, te den skuld gi sæ sinde teen,
de lindet nok, næer føst den håd fåt sowet,
men dæ wa ett de mindste å gjø ve en,
den røst så sorrefuld o si gammel Howed.
- Om Awtenen kam a igjen fåbi,
a tændt, om ett æ Sows Humør håd væend sæ,
men lille Bøen, hwa fæk a da å si!
De arme Dyr håd gawwen hen å hæend sæ!
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Megstur af Anton Berntsen (1925) |
Copyright ISCA Software 2023-