24. januar 1923
Hans Bjeen er ett så swåe lonng,
men di hå vest å føør sæ,
næer ander Folkes Bjeen bløw tonng,
kund hans blyw ve å røør sæ.
De Samlerarrbed, han hå goer,
han ålde håd fåt lawet,
om ett hans Bjeen i manne Oer
så vidt omkring håd trawet.
Hans Røkk hår å håd sett å pas,
den hååd æ Tååsk å bæær o,
om Natten wa et knap mæ Plads
di Stæjje, han skuld væær o.
Å wa der ingen Sengistæj,
han mæ en Stuel måt nøwwes,
- møj Sårre møtt han o hans Vej,
ve de en Røkk ka bøwwes.
Hans Håend æ gue te å skryww,
- hwa håer en ett fåt skrøwwen! -
gid den ett arrbedsløs må blyww,
så lænng æ Mand æ løwwend.
Di manne Ting, ham kam få Øør,
kund snåe fylld en Skrywwbog,
å næer han fæk no kjøn å høør,
de blinket i æ Ywwkrog.
Hans Howed er en Kjest så stærk,
hwo manne Ting fåwååres,
gid de få Howwedpiin å Værk
å andt Fåtræd må spååres.
Om å æ Skekk æ bløwwen gro
omkring hans Mund å Kinder,
gid lænng ino hans Hjatt må slo
få ålld di gammel Minder!
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Megstur af Anton Berntsen (1925) |
Copyright ISCA Software 2023-