Mads Kristian

Mads Kristian — ja, han er en fååle Kåel,
han preker omtrent som en Præst,
å næer om de dawwle Lyw han tåel,
så preke han åldtie bæst.
Få så ka han komm mæ di yndigste Uer
om en krestele Løwwnets Føørels,
æ Mundtøw goe, som de wa smuer,
å æ Kwinndfolk grædder a Røørels.

En groww Hov Foreninger æ han i,
a tænker ett, tyww ka fåslo,
å så æ han Formand i mindst di ti,
udden ham ka der ingenting go.
Han æ jo så ymyg, vil ett træng sæ fram,
han mien ett, han due te et,
men liigodt stemme di ålld o ham,
Mads Kristian ka slæt ett gjø ve et.

Jow, han er en Mand dæ ka orrdn æ Kram,
næer han tår æ Tap å æ Tønnd,
å demm, dæ vil laww nued uddenom ham,
di ka lisse godt spåår å begynnd.
Den Majt, han hå fåt, han så nøøde vil mest,
men skier et, en Flok vil go fræ ham,
han skal endda nok fo et drejet tesidst,
såen di fliest må ilywl hold mæ ham.

Di sæje jo nok, han æ værkele hjemm,
å te ingen ka gjø ham tepas,
men såen no Snak komme wolsajt fræ demm,
der ett æ så gue som Mads.
En Mand, dæ som han ka ta ander i Læær,
skuld dawel å sjel kund fåsto et,
men en træls Profession vild a tøkk de må væær,
- blot Wohærre no ræt må skjøn o et!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Megstur af Anton Berntsen (1925)

Tilbage