Solens Kys

Som Barn har jeg elsket den luende Sol,
dens Gavmildhed rørte mit Sind,
naar Moder sad træt i sin Fyrretræsstol,
den kyssed saa blidt hendes Kind.

Den skinned saa venligt paa Husvæggens Tavl
gennem Blosternes snehvide Drys,
og et Kirsebærtræ, der stod gemt ved en Gavl,
saa jeg rødme ved Solstraalers Kys.

Hvor Solen - fandt Vej, maatte Spirerne gro,
bære Blomster selv Tidsel og Torn,
og i Skyen den bygged sin Regnbuebro
over Marker med bølgende Korn.

Dens dalende Glans vakte Vemod i Bryst,
hver Gang Høstleen klang over Land,
og en blyfattet Rude saas gløde i Øst
af den synkende Sol sat i Brand

Den spejled sin Lue i rislende Bæk,
kasted Guld over glitrende Hav,
— engang vil den strejfe en Kirkegaardshæk
og kysse en Blomst paa min Grav.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Megstur af Anton Berntsen (1925)

Tilbage