Den gamle Eg

Bred er din Krone, ærværdige Eg,
knudret og mosset din Stamme,
hundrede Aar ej af Pletten du veg,
stadig din Plads er den samme;
plages du ej af Kedsommelighed,
kan lidt Forandring ej friste dig,
hvad om til Aaløbets modsatte Bred
du blot en Dag kunde liste dig?

Egen en Stund lod mig vente paa Svar,
rysted de mægtige Grene,
svared saa haanligt: Du Menneskenar,
sligt kun en Taabe kan mene;
Livet jeg lever, hvor Gud mig har sat,
derfor saa frodigt jeg breder mig,
Menneskeslægten Guds Lov har forladt,
derfor den gaar nu og keder sig.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Megstur af Anton Berntsen (1925)

Tilbage