En Husmandskuen

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

En Husmandskuen i gammel Daww,
hind Liig no knap ka spøøres,
hun hjalp å graww i Mark å Haww,
de føld hind ålde ind å klaww,
æ Arrbed skulld jo gjøøres.
Hun gik hind Bjed i Høst å Slætt,
te bådde Arrm å Bjeen bløw trætt,
hun målket, skummet, kjannet,
å sikke W ost hun dannet!

Hun dejjnet, te æ Dejjntrow knagt,
di smo en Kååg hun lowwet,
æ Own hun ragt, æ Brø hun bagt,
hind Bøen ka howws, hwo godt de smagt,
dje Mues Brø di howwet,
Hun sørret godt få Kuw å Gris,
hind Smør å Egg wa godt i Pris,
så hwid hind Amdam skinnet
som nylle wasket Linnet.

Hun skagt å hæglet, kååret, spand,
hun wasket, monglet, farret,
hun Huesse band te Bøen å Mand,
hun holdt dje Klæje pæen i Stand,
hun lappet, øgt å skarret.
Den jenn Daw kleppet hun æ Foer,
den anden Daw hind Håsbonds Hoery
æ Saws hun såen handtieret,
te ingen kund kassier et.

Hun sænd æ Bøen te Skuel å Præst
mæ Melldmad i æ Kårre,
så bløw di fæest i Øst å V æst
å tindt dje Føø, som di kund bæst,
å ingen woldt hind Sorre.
En ved jo nok, te Husmandsbøen,
så soor di kan, ska tjeen en Løen,
let Pææng di helst skuld sammel
å tænk let o di gammel.

Let Jegt hun samlet attehåend,
de komme mæ æ Alder,
ino æ Håend kund twinnd æ Gåen,
men hun måt hwiil en bette Gråend,
de værket i æ Skålder.
Faar gik hun læt ad Kjerkesti,
no smut di unng hind rask fåbi,
å næer de såen kund byyj sæ,
hun gjaan vild go å styyj sæ.

En stue Sorre måt hun frest,
ve hun wa bløwwen gammel,
de bææst hun vest — hind Mand — hun mest,
hun klæjj ham, lo ham i hans Kjest
å lo hans Hender sammel.
Hun takket Gud få Sammlyws Glee,
hun te å fløtt wa osse ree,
hun sad mæ fuuret Kinder
å fredet om æ Minder.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage