Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
En Høøstdaw wa æend, å æ Awten wa luen,
dæ ruer sæ ves ålder en Vind,
dæ lo en Klat Rywwning ino o en Vuen,
de siist å æ Kuen wa kjor ind.
Æ Mand sad å tællet en Tænd te en Ryww,
å Gammelfåe lappet et Tyyjr,
æ Knudder wa manne, æ Finnger wa styww,
men æ Rev æ så skammele dyyjr.
Di Folk, dæ ska sloos mæ æ Lyng om æ Føø,
må arrbed så lænng di ka si,
di ka hwerken fo Ti helde Pææng å leg øø,
æ Daw æ så haste fåbi.
Æ Hie bløw swot, å æ Stjanne wa tæend,
di spejlet dje Lyjs i æ Bæk,
den gammel håd rejst sæ — let styw i æ Læend —
å no bløw æ Tyyjer hænd væk.
Æ Kwinndfolk kam ind mæ æ Mjelkegrødsfad,
æ Folk sat sæ om te æ Buer,
kons let bløw dæ snakket, hwæ passet si Mad,
æ Bøen holdt sæ tæt te dje Muer.
Æ Moon wa så blank som en Ruud i en Løjt,
den lyyst som no Hørrgen o Bleg,
no hoor di en Lyj -— wa dæ nowwe dæ fløjt?
-— helde wa et æ Vive dæ skreg?
No — de æ nok ett andt end Høgild dæ spell —
æ Kåål bløw let stramm om æ Mund,
de Spøøgelsl
— ja, han æ da væst ve sæ sjel,
han æ knap så møj ræjn som en Hund.
Han løwe i Arrmued, æ swot som en Sme,
han swiire å tomle imelld,
— der æ åldtie Folk nok, dæ gjaan vil skob te,
næer æ V uen føst begynder å helld.
Æ Bøen stod o Spring, di vild gjaan ud å lyyj,
dje Mue ga Low, di måt go,
den lille Kon Glee wa et Synd å fåbyyj,
let Glee ska dæ te te di smo.
Å Gammelfåe fand sæ en Kjæp i en Krog,
så lest han sæ ud te æ Gowl,
æ Grejs wa nok woed, en kund ajt dæ føld Doeg,
å imelldstoond så skreg der en Fowl.
Men nie ve æ Bæk sad æ Spellmand så jenn
mæ æ Fløjt i en træt gammel Håend,
en hoor o æ Spel, hwoe hans Tanker wa henny
han tændt o den Ti han wa Båen.
Få dengong wa Høgild en kjøn bette Knæjt,
si Fåe å Mue te Glee,
men sien måt han draww fræ si Ejn å si Slæjt
som en Fowl udden Ly, udden Ree.
Æ Lemmer wa stærk, men æ Villi wa swag,
æ Dramm fæk han wal tit å smååg,
den Piig, han håd fæest sæ, bløw ræj for æ Sag,
hun flyj ham æ Gulldring tebååg.
Så tow han en anden, få no wa han stejl,
han skuld viis, dæ wa ander dæ villd,
men die tow Høgild så skammele fejl,
de siist a hans Lykk gik te Spilld.
Den Daw han holdt Brøllup han wa som en vild,
han dåånset å tumlet å drak;
en Ti holdt di sammel, men så bløw di skild,
han slow hind — såen gik da æ Snak.
Så kam han en Daw mæ en Pues o æ Røkk
å drow ind i æ Huws ve æ Bæk,
æ Tag wa blæjst å, å æ Rudder istøkk,
men Høgild wa won te let Træk.
— Æ Toner, dæ faar wa så kjønn å så milld
å hwesket om Daww, dæ wa fløwwen,
di bløw no mæ jet så hoor å så villd,
no tændt han o, hwa han wa bløwwen.
Men rundt o æ Hie ve Hytter å Goor
stod Folk, dæ vild høør hans Musik,
dæ wa mie end jen, te dæ fældet en Toor
ve å mindes di Tie dæ gik.
Di gammel måt tænk o dje Unngdomsti,
den Glee å den Stri dæ wa æend,
æ Bøen stod å lyyj, te di lissom kund si
en Verden, di ålde håd kjæend.
Om Dawen fæk Høgild kons snakket mæ fo,
da mærket han, dæ wa sat Skel,
men om Awtenen glemt bådde stue å smo
hans Fejl for å lyyj te hans Spel.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Udvalgte Jydske Digte 1948 - første bind af Anton Berntsen (1949) |
| Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-