Awten

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

A sedde så jenn ve en dooget Ruud
å kige så longele ud o æ Vej,
a sier o di unng, dæ farres deruud,
å mindes den Ti, da en sjel wa mej.
Den Gong kund a leg en Tønd Row o mi Røkk,
å no er et knap, en ka løwt æ Kowws,
de æ lænng sien æ Alder begyndt å trøkk,
men Ino er a jawnhen gue te å howws.

De gik som de kunnd i di Oer, der æ fløwwen,
der æ Ting, en wa bæjje tepas mej å glemm,
men ham deropp hå wol åldting skrøwwen,
å så for en liigodt si Næjjs i Klemm.
A wa ung, a wa kowte å fuld a Pråel,
a sørret kons let øwwe ande Folks Skåå,
—- der æ møj å betænk for en gammel Kåel,
om æ Rejjs ska æænd i Wohærres Låål

Jen Gong fæk a skild et Pa Kjærrestfolk ad,
æ Piig vild a sjel ha te Kuen i mi Goer,
men de wa som hun ålde bløw regti glad,
vi løwwet kons sammel en hal Snes Oer.
Hun døø som et Lyjs, dæ brænd ud i æ Stååg,
a mindt hind et godt, men hind Lykk lo a øø,
no swier et hwæ Gong a mindes mi Mååg,
som et Soer dæ vil ålde hold op mej å bløø.

Di Folk, der æ gue å venle a Sind,
demm komme Wohærre å høøste i Tii,
men næer en æ vrejjen å styw som en Pind,
så sørre han få, en få Low te å bii.
De æ diefå en blywe så gammel å gro,
de Sind, en hå fåt, ka en ålde rænd fræ,
men hwa ska en swåår ham, å hwem ka besto,
næer den Daw komme, han sæjje: Spænd fræl

En sååndse få let, ilaw en æ ung,
en majte få let, næer en føst blywwe gammel,
a kan ett veed, om Wohærre engong
skuld fo Held te å fo æ Stomper sat sammel?
Mi Hende røste, mi Fædder æ øøm,
æ Værrm go fræ mæ, æ Daw vil helld,
de wa bæst, om Wohærre vild no ta æ Tøøm
å hindt mæ engong, næer vi ett er imelld.

Næste afsnit

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1948 - første bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage