Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Æ Dø æ så hoer, den gir ingen Pardon,
Pe Fesker måt osse astæj,
å no skuld dæ holdes en lille Agsjon
øwwe Boskav han ett håd fåt mej.
Dæ wa ingen Familli dæ kam å holdt Skywt,
å hans Sager wa ålde møj vaer,
han ræjjnt jo ett Kwinndfolk, håd ålde wan gywt,
å pææn Folk kam ett te hans Daer.
De wa lii ve a Ti æ Agsjon skuld begynnd,
æ Manndfolkes Pivve wa tæend,
å en rappmundet Kuen tow æ Tap å æ Tønnd,
hun fåtoold om de LYW dæ wa æend.
Mæ æ Føø å æ Klee hååd Pe Fesker et småt,
men han wa ett vaer å beklaww,
di Mend, te der ett mien æ Kwinndfolk et godt,
di er ett å æ gue Slaww.
Hwa han hååd i hans Brøst måt Wohærre fåsto,
men hans Hjatt måt da ves vær a Flint,
dæ wa Småpigge nok, men demm læt han go,
han fæk et som han håd fåtint.
Han vild groww gjaan spel Kort, å han wand få de mjest,
om hans Farter wa møj å fåtææl,
men de skuld han ha, no han lo i hans Kjest,
di håd ålde ajt te, han vild stææl. —
Æ Kram bløw rovt op — en beskidt gammel Gryyd
bøj di op i en Kroon å halfjæs,
så soold di hans Bøs, han wa gue te å skyyd,
om hans Jawt wa han tit i Prosæs.
De jennest a kjøvt wa hans toradet Kjowl,
en skulld jo ha let mej dæfræ,
den wa sempel, men kunnd dawel kyys en Fowl,
næer en fæk en stild an i et Træ.
I æ Uddelomm fand a en hal Rull Skro,
et Spel Kort å en Handfuld Tobak,
en Ræjjning o Brænndvin — ett a di smo —
de wa mjest å æ Pæælmoel han drak.
Æ Inderlomm håd a let undt ve å finnd,
for æ Drætt wa så møj slet i Støkk,
men i den håd Pe Fesker fåwåer et Minnd:
et Bræw dæ håd koest ham hans Lykkl
Et Bræw mæ Fåwal fræ en Piig han håd kjæend,
håd han gjemt o i manne Oer,
dæ stod i æ Bræw, te de helst måt blyw bræend,
men de håd han ålde fåt goer.
Te å løøs hwa hun skrøw a jo nok kund ha Løst,
men de kund a liigodt ett nenn,
de Bræw håd Pe Fesker bån ve hans Brøst,
de wa ålt, hwa han fæk a hinn dl
Ve æ Piges Nawn wa dæ lissom en Plæt,
å æ Skrøwt wa omtrent vesket ud,
hå han køsset hind Nawn? — de ka væær han hå grædt
øwwe hinnd, han skuld ett fo te Brud.
Om en Menneskes Vejj hå wan ålde så krumm,
må en helst vær let gue ve hans Minnd;
dæ ka gjemmes di Ting i en Inderlomm,
te en ålde håd drømt om å finndl
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-