Æ Gris

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Æ Gris wa den mindst imeld trætten små Kåål,
men den føøst i æ Flok dæ slow Krøll o si Håål;
den håd ett møj Fåståend, men wa læt om si Hjatt,
å den såånst da å godt nok å finnd sæ en Patt;
den skoon ett si Mue, da føst en fæk ve,
å den gryntet så glad: De æ Sjow å vær te!

Så so en en Daw dæ wa Eed i æ Trow,
de wa nued den kund bruug, den spuer ett om Fålow,
den oed, å den smasket, bløw grum te å vejjs,
men en Daw sat si Håsbond en Ring i si Næjjs;
den wa hoer te å sloos å vild åldtie vrøød,
å næer en kam ud vild en gjaan go i Bløød.

Så gik der en Ti, å æ Gris bløw en Sow,
no hår en Fåståend å hår ett Løst te Sjow,
få no håer en sjel en Flok Smågriis å føø,
å no æ si gue Humør læjjen øø;
no skriger æ Tarmer a Sult i si Maww,
si Løwwnet i Verden æ Suerhjed å Plaww.

Æ Mand i æ Goer stor å sier o en Gris,
de æ kywwsom æ Flæsk ett æ bæjjer i Pris;
han sukke så dyvt, å de sååm gjør æ Sow,
der æ nued i æ Vej få dem beggetow.
Æ Mand æ fålæjen få Pææng te æ Skatter,
å æ Sow æ fåsult, den vild gjaan ha si Natter.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage