Jonas

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Profet, de wa han, om å a di smo,
men de Hanndværk æ strenng å dryww,
no wa et den triddi Nat han lo
å ett håd fåt lot et Yww.
Wa et så endda Folk fræ hans ejen By,
dæ lo ham så håt o Sinnd,
men no Hedningæak mæ et sælle Ry
wa Skyld i, hans Howed wa tung som Bly,
å æ Toore fuuret hans Kinnd.

»Draw te Ninive BYI« håd Wohærre så,
»sæj te dem, te di ska vænd om;
æ Skam hå di lænng bet æ Howed å,
å no ska di høør dje Dom.
Æ Folk ska go te, å æ By ska blyw øø,
dæ ska ålde blyw skoen et Huws;
dje Bøen ska rænd rundt å skriig atte Føø,
imelld Brokker å Murstien å Knogler a døø
ska et vrimmel mæ Rotter å Muws«.

Men Jonas tegget ham for å blyw fri:
»En kommer ett løwwend dæfræ,
di vil komm mæ Krigsfolk å Polleti
å henng æ Profet i et Træ.
Hwa kommer di Hedningfolk wos ve,
mi Uer vil di slæt ett ræjjn,
vil di dø i dje Synd, så læ demm om de,
ska en anden sæt LYW å Hælbred te,
så læ mæ da dø få wor ejjnl«

Wohærre å Jonas kund ett kom te Rætt,
Wohærre villd ha ham astæj,
men Jonas wa twæære, hans Tanker trætt,
han håd Løst te å rænnd hans Vej.
Han fand et Fåårtøw i Joppes Hawn,
æ Sejl wa di lii ve å hejjs,
— hwem ved, om let Søluft ett kund gjø Gawn?
han ga Pææng for en Køjj, men såå ett si Nawn,
å så kam han ud å rejjs.

Så vuuget æ Skiv o de stue W and,
de gik for en passele Vind,
å da di ett længer kund si te Land,
fæk Jonas let Fre i si Sind.
Så lott han si Ywn å rækket si Krop,
han bløw hjamsk å kund ingenting sååns,
han sowwet å ajt ett, hwodan de blæjst op,
engong imelld goor æ Fåårtøw et Hop,
å så begyndt et å dååns.

I Takkel å Towwværk de sled å sang,
æ Haw wa i Kog som en Kejl,
æ Kaptejn rovt høwt, å æ Mandskav sprang,
no gjældt et å bjerre æ Sejl.
Æ Mand ve æ Ror band di fast mæ Rev,
di skålket hwæ Luug å hwæ Lem,
æ Skivshund lo i en Krog å pev,
å æ lille Skivsdreng bløw bleg om æ Nev,
han wa ræj få, han ålde kam hjem.

De sat hoore o, æ Skiv wa i Nø,
å jet bløw æ Søfolk klåer,
dæ måt jen vær den skylde, å han skuld dø,
så måskie kund di ande blyw spåer.
Di hint Jonas op fræ de næjest Rum,
han vest ett, hwa di håd i Sinnd,
men ve han kam op å so sæ om,
fåstod han, te no holdt Wohærre Dom,
å så måt han gi sæ tekinnd.

Så bløw dæ kåst Lod — de ramt som de skulld,
de bløw ham dæ skuld å mæ æ LYW,
hwæ Ansegt wa mærket a Hoorhjed å Kulld,
men Jonas stod rank å styw.
Æ Kaptejn brugt Mund: de skuld go dem illd,
han truet æ Mandskav mæ Klø,
han måt ett læ en Menneskes LYW go te Spilld;
men di hoor ham ett, for æ Angst gor dem villd,
å Jonas wa ree te å dø.

Dæ kam jen bagfræ å ga ham en Ræk,
å Jonas gik ud mæ et Plask,
æ Søfolkes Ywn stod styww a Skræk,
di hoor et fåfærdelig Smask!
Æ Røkk å et Dyjr skød op å æ W and,
di skreg ve de Sjøen di so:
i et uhyre Gaev hans Krop fåswand —
di so te æ Bøddel — en grim lille Mand,
hans Ansegt som Aåsk wa gro.

Æ Haw bløw rolle, æ Himmel klåer,
så soor di wa Jonas kwit,
dje LYW wa reddet, æ Skiv wa spåer,
å æ Folk kam igjen i Trit.
Æ Sejl fæk di sat, æ Skiv kam i Skræj,
men di dinglet som di håd wan fulld,
— å Jonas rejst å ad en anden Vej;
så gal kam en Hærrens Profet astæj,
fåde han ett goor de han skulld.

Næste afsnit

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage