Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
II
En kølig Aprilsdag holdt Anders Mikkelsens Ar-
bejdsfjedervogn for Døren, og Jens og Lisbet bar
forsigtigt deres gamle Bohave ud af Huset. Lisbet
maatte tørre sine Øjne en Gang imellem, det var
alligevel saa underligt at se det gamle Hjem op-
løses i sine Bestanddele. Det gamle Bord, som de
havde spist saa mange Maaltider ved, var saa hyg-
geligt og fortroligt, saa længe det stod i Stuen,
men nu, da det kom ud i det ubarmhjærtige graa
Dagslys, saa det saa fattigt og brøstfældigt ud.
Benene var ormstukne, og der var Mærker i Pladen
af Stegepandens tre Ben. Det var et Spørgsmaal,
om det kunde passe ind i den Tilværelse, de nu
gik ind til, og Lisbet følte sig ikke helt sikker over-
for et andet endnu vigtigere Spørgsmaal, om hun
og Jens kunde komme til at passe ind i de ny For-
hold. Den gamle Kat løb med en klagende Mjaven
frem og tilbage i de tomme Stuer og gned sig opad
Dørkarmene, det var dens Maade at tage Afsked
paa.
Omsider kom Vognen i Gang. Lisbet sad foran
hos Kusken med Katten paa Skødet, og Jens sad
bagved og holdt paa det gamle Stueur, for at det
ikke skulde komme noget til. Da de kom til det
Sted, hvor Vejen svinger ud af Byen, blev Katten
pludselig urolig, den sprang ned af Vognen og løb
55
med lange Spring tilbage til Huset. Lisbet saa ef-
ter den med en Følelse, der lignede Misundelse,
hun var lige ved at ønske, at hun kunde have gjort
det samme. Og da Vognen et Par Timer senere
rullede ind over de første af Købstadens Brosten,
greb hun uvilkaarligt efter Jens's Haand, nu maatte
han staa hende bi.
Det ny Hjem laa i en afsides Bydel, og Omgi-
velserne var ikke særlig bedaarende. Stue og første
Sal var lejet ud, efter Kommissionærens Sigende
til nogle magesløs prægtige Mennesker, men Kvie
sten var ledig, og her skulde Jens og Lisbet bo.
Lisbet sukkede, da hun saa de mange Trapper,
men Jens trøstede hende med, at der var Gas og
Vand i Køkkenet, det var jo da „en fååle Nem-
hjed'.
Det blev et svært Arbejde at faa Sagerne paa
Plads, og Dragkisten maatte de foreløbig sætte ud
i Vaskehuset. Da det blev Aften, vilde Lisbet lave
en Kop Kaffe, men Gasapparatet forskrækkede
hende ved en mærkelig Tilbøjelighed til at slaa
Skrald, naar hun forsøgte at tænde det. Saa opgav
hun det og prøvede at tænde i Komfuret, men det
var fuldt af Sod og Aske, og det blev sent, inden
Kaffen var færdig. Jens savnede sin vante Aften-
pibe, den laa i en Skuffe i Dragkisten og var ikke
til at faa fat i, og han savnede sin Avis. Og da de
56
kom i Seng, kunde de ikke falde i Søvn; det gamle
Ur, som plejede at forestaa Inddelingen af Nattens
Timer, var vel hængt op, men det gik ikke, det var
bleven „gal i æ Slaw' ved Flytningen, og Jens
havde ikke havt Tid til at faa det ordnet.
Den følgende Dag gik Jens ned og hilste paa
Lejerne. Lejeren paa første Sal var en pensioneret
Overlærer; Jens stavede med Besvær Navnet F.
Brock-Müllerpaa Dørpladén. Det viste sig at være
en gammel Herre med et rødligt Ansigt og graa-
sprængt Haar. Paa Grund af hans Tilbøjelighed til
at se ovenfra nedad paa den, han talte med, saa
det hele Tiden ud, som om han var ved at gaa
bagover. Han var nemlig under Middelhøjde og
havde derfor lidt Besvær med at give Blikket den
rigtige Retning. Over en gammel Mahogni Sofa
med falmet Betræk hang et Billede af Estrup, end-
videre bemærkede Jens en Reol med et svimlende
Antal Bøger og en Samling Merskumspiber.
Jens hilste Goddag og meddelte, hvem han var,
og Overlæreren bød ham med en kongelig Arm-
bevægelse Plads i Sofaen.
„Naa, De er den ny Ejer af Huset, ja, ja, De skal
være velkommen. Mig faar De ikke megen Ulej-
lighed med, jeg passer mig selv og betaler min
Leje punktlig paa Klokkeslet. Det er en ussel Tid,
vi lever i, men saa længe jeg er til, skal der dog
57
være et Menneske, der opfylder sine Forpligtelser.
Min Tid er snart forbi, jeg er en gammel Mand.'
„En ka jo nok si, de håe begyndt å støww,'
bemærkede Jens med et Sideblik til Overlærerens
graa Haar, „men Di si da hæjsen frisk nok ud.
Men hwa a vild sæjj, de wa wol ett å tænk o, te
en kund kom te å holld en Avis sammel mæ Dem,
de æ jo få dyyr å vær jenn om en?'
„Ja,' svarede Overlæreren, „det kommer an paa,
om De vil læse min Avis; jeg læser af Princip kun
Højreblade. '
Jens vilde helst læse Venstreavisen, hvis han
kunde faa den, han vilde saa prøve at tale med
Lejeren i Stueetagen.
„Men nu maa De undskylde mig,' sagde Over-
læreren. „Klokken er et Kvarter over elleve, og
ved den Tid plejer jeg at gaa min Formiddagstur,
det har jeg gjort i fyrretyve Aar, og jeg kan ikke
fordrage Uorden.'
Jens sagde Farvel og gik.
Om Aftenen lykkedes det ham at træffe Snedker
Madsen, som boede i Stuen, han arbejdede paa en
Fabrik.
Madsen havde slidt for haardt i sin Læretid og
var bleven lidt skæv i Kroppen af at staa ved Høvle-
bænken. Siden havde han lært at iagttage et søm-
meligt Maadehold ved Arbejdet, men der var endnu
58
noget i hans Bevægelser, der tydede paa, at han
agtede at kante sig igennem Verden, den ene Skul-
der var stadig lidt foran den anden. Forøvrigt
gjorde han et noget leddeløst Indtryk, de lange
Snedkerarme dinglede ved hver sin Side af Krop-
pen, og et tyndt, bajerskølfarvet Overskæg hang
og dinglede under en noget rødblomstret Næse.
Madsen meddelte, at han var vant til at betale
Husleje maanedsvis, der skulde saa mange Penge
til, naar man skulde betale for et helt Kvartal ad
Gangen, og det kneb jo at faa Indtægterne til at
slaa til.
Det havde Jens lidt ondt ved at forstaa, han
mente, at en Mand som Madsen maatte nok kunne
tjene en ordentlig Løn.
„Vi faar en ussel Løn,' svarede Madsen og ding-
lede med Armene. „Kapitalen udbytter os, de for-
bandede Arbejdsgivere udbytter os. Men vent lidt,'
han tog fat i Jens og trak ham med en hemmelig-
hedsfuld Mine lidt til Side, „vi skal snart lære de
Herrer noget andet, vi er or-ga-ni-se-ret!'
Med Hensyn til Fællesskabet om Avisen var han
villig nok, men han vilde absolut kun læse „So-
cialen', og Jens bestemte sig saa til foreløbig at
læse Overlærerens Avis.
Da Lisbet den næste Dag havde været nede ved
Mælkemanden efter en Pot Mælk, traf hun Over-
59
læreren paa Trappen. Hun var saa altereret over
den ublu Betaling, Mælkemanden forlangte, at hun
ikke kunde lade være at gøre en Bemærkning om
det.
„Hele Systemet er bundraaddent,' erklærede
Overlæreren med en af sine grandiose Armbevæ-
gelser. „I Estrups Tid gik det anderledes til, da
var der Orden i Sagerne. Naar Massen skal regere,
saa ender det med Raaddenskab. Jeg har sagt dem
det, jeg fralægger mig alt Ansvar. Vogt Dem for
at lade Massen regere, siger jeg!'
Ved Middagsbordet fortalte Lisbet, hvad Over-
læreren havde sagt. Hun havde forstaaet det saa-
dan, at det var Snedker Madsen, der var Skyld i
de høje Mælkepriser.
Jens var ved at faa en lille Middagslur, da en
langbenet Politibetjent med et lyst Overskæg
traadte ind i Stuen.
»Er De Vært her i Ejendommen?' spurgte han
og fæstede et Par kolde graablaa Politiøjne ran-
sagende paa Jens.
„Næj', svarede denne, »hier æ ingen Bevært-
ning, men de æ mæ, der ejer æ Huws.'
»De er noteret for at have forsømt Gadefejning.
De maa møde i Retten paa Fredag og betale en
Bøde.
60
Jens saa uforstaaende paa Betjenten. „Ska æ
Stjennbrow fejes?' spurgte han omsider.
„Gaden skal fejes Tirsdag og Torsdag Morgen
før Kl. 9 og Lørdag Aften inden Kl. 8.'
Jens følte sig saaret af Betjentens bryske Tone
og bemærkede sindigt:
„A ska nok fejj æ Gååd, så soor a fo Stoond,
men a hår ett håd Ti ino.'
Betjenten fjernede sig uden at sige Farvel efter
at have sendt Jens et strengt, advarende Blik.
„Skuld en ha bøjjen ham en Kop Kaffe?' spurgte
Lisbet, men hun fik ikke noget Svar.
Jens havde aldrig før havt noget udestaaende
med Politiet, og det var med et tungt Hjærte, han
om Fredagen iførte sig sine sorte Kisteklæder og
vandrede op til Raadhuset. Og hans dybt rodfæ-
stede Respekt for Øvrigheden fik et Knæk ved den
forretningsmæssige og lidt skødesløse Maade,
hvorpaa Sagen blev afgjort. Han lovede sig selv,
at her skulde han ikke komme i Hast igen.
Da Jens kom hjem, sad Lisbet paa Køkkenstolen
og græd, og det varede lidt, inden hun kunde gøre
Rede for, hvad der var sket. Der var kommen saa-
dan en pæn ung Karl, han havde fortalt, at han
var arbejdsløs og ulykkelig stillet, og han havde
bedt saa bønligt, om Lisbet ikke kunde hjælpe ham
lidt. Hun turde ikke give ham Penge, men saa havde
61
hun smurt nogle gode Meldmader med Paalæg til
ham. Men saa havde han fortalt, at han havde en
sulten Kammerat, der ventede paa ham, om han
ikke nok maatte tage Maden med og dele med ham ?
Lisbet blev rørt, hun hentede en Avis og pakkede
Maden ind, og Karlen takkede saa pænt. Men da
han var gaaet, mærkede hun, at hendes Pung med
to Kroner i var bleven porte; den havde ligget paa
Køkkenbordet, og da hun skyndte sig ned for at
se efter Karlen, laa Pakken med Meldmaderne nede
paa Trappen.
„Ska et såen blyw ve, så ka wo Pææng snåe
go,' bemærkede Jens i en bitter Tone. Og han for-
bød paa det bestemteste Lisbet at give noget til
Folk, der tiggede ved Dørene.
„De æ da så møj strenng, te en ålde ka gi en
fatte Mennesk en Støk Brø,' sukkede Lisbet og
tørrede sine Øjne. Men Jens gik straks tilbage til
Politistationen for at melde Tyveriet.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Skowwer af Anton Berntsen (1923) |
Copyright ISCA Software 2023-