Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
III
Den første Maaned gik nogenlunde for Jens.
Ejendommen var snavset og forsømt) og han havde
en Del at gøre med at faa den i Orden. Desuden
havde han bygget et Skur til Hønsehus, der var in-
gen Have til Ejendommen, men nogle Høns kunde
62
de nok faa Plads til, saa havde han da dem at sysle
med.
Snedker Madsens Kone kom op og betalte den
første Maaneds Husleje. Hun havde staaet ved
Skænken i Madsens Stamkafe, før hun blev gift,
og den Gang regnedes hun for en Skønhed. Se-
nere havde Fødslen af en Række smaa Snedker-
drenge havt en ugunstig Indflydelse paa hendes
Udseende, og hun var for det meste sjusket klædt.
I Dag var hun usædvanlig elegant, og hun betroede
Lisbet en stor Nyhed. De havde faaet en lille Arv,
og nu vilde Madsen begynde Forretning selv, han
havde allerede lejet Værksted. Det kunde godt
være, at de vilde flytte hen i en større Lejlighed,
naar de fik Forretningen rigtig i Gang, men fore-
løbig vilde de dog blive boende her, det var jo
bedst at være forsigtig. Hun troede nu nok, det
skulde gaa.
En Dag kom Postbudet med et Brev til Jens.
Det var sjældent, nogen skrev til dem, og de gæt-
tede paa, at der maatte vel være Dødsfald i Fa-
milien. Det var imidlertid en Skrivelse fra Byens
Stadsingeniør, og den gik ud paa, at Jens skulde
betale en Bøde, fordi han havde opført et Skur ved
sin Ejendom uden at indhente den fornødne Til-
ladelse. Og det meddeltes endvidere, at Skuret
uopholdelig skulde fjernes. Jens begyndte at faa
63
en Fornemmelse af, at han var falden iblandt Rø-
vere, og at der alligevel ikke var nogen rigtig
„Walsegnels' ved at være Købstad-Grundejer.
Stadsingeniøren viste sig at være en svær, rød-
musset, ældre Herre af et udpræget kolerisk Tem-
perament, og Forhandlingen mellem ham og Jens
havde ondt ved at holde sig i et sagligt Spor. Jens
betalte sin Bøde og gik hjem, men han dristede sig
dog til at lade Hønsehuset staa indtil videre, han
vilde nok se, „hwo vidt de kund go.'
Skønt dette Rend hos Politi og anden Øvrighed
hjalp til at forkorte Tiden, følte Jens dog snart, at
han havde for lidt at bestille, og det mærkelige
var, at Tilværelsen absolut ikke blev lettere eller
fornøjeligere af den Grund. Var der mindre at tage
fat paa med Hænderne, saa var der des mere at
spekulere paa, og det meget uvante Tankearbejde
tog paa Kræfterne. Hjemme i Landsbyen havde
han sit jævne, daglige Arbejde. Bevidstheden om
Dagens Pligter laa i velordnede Rækker i hans
Hjernekiste ligesom Linnedet i Lisbets Skuffer, og
alt gik af sig selv uden vidtløftig Spekulation. Her
var der saa mange ny Spørgsmaal at tage Stilling
til, og han havde ikke nogen Følelse af at være
avanceret i social Henseende. Hjemme i Sognet
havde han sin Plads ved Bøndernes Gilder og i
Kirken, og hans Mening gjaldt ligesaa meget som
64
de fleste andres, men her følte han sig nærmest
som et overflødigt Hjul i Maskineriet. Verden gik
sin travle Gang udenom ham uden at lægge Mærke
til, om han fulgte med og holdt Fodslag. Jens havde
af Naturen et godt Sovehjærte og havde aldrig
kendt til Søvnløshed, men nu hændte det, at han
laa vaagen om Natten i timevis, og naar han ende-
lig faldt i Søvn henad Morgenstunden, plagedes
han af urolige Drømme.
En Nat drømte han, at han var ved at tække
Søren Peters Lade, men han sad paa Tagstolen i
sin bare Skjorte, og han kunde ikke faa Tække-
naalen stukket igennem, fordi der var Cement-
tagsten under Straataget. Nede paa Tækkeladet
stod Stadsingeniøren og skældte ud, og den lang-
benede Politibetjent var paa Vej opad Stigen for
at notere ham. Og Overlæreren stod paa Forstue-
trappen og slog ud med Armen og raabte:
»En saadan Skandale kunde aldrig være sket i
Estrups Tid, da var der Orden i Sagerne! Det er
Massen, der er Skyld i det hele, jeg fralægger mig
alt Ansvar!'
Jens og Lisbet havde ikke hørt noget hjemme-
fra siden Flytningen, og det var en glædelig Over-
raskelse, da de en Dag i Høsten saa Kresten Kusks
magre .Skikkelse skride ind over deres Dørtærskel.
Han var Husmand og ernærede sig ved at gaa i
65
Dagleje; Jens havde ofte benyttet ham som Hjæl-
per ved Tækkearbejdet.
„No, hudden er I så fånøwet mej å væær i æ
Kjøvsta?' spurgte Kresten. „I sedde wol å håer et
lissom en Sow i en Att-Ager?'
„De ka godt go an,' svarede Lisbet, »men de
æ så strenng mæ de, te Folk ett er ærlig, en ska
pas så nøww o å lukk for åld Ting.'
„De hå vi ander et møj nemmer mej,'
sagde
Kresten, „a behøwwer ålde å lukk mi Daar. A hå
bue i mi Huws i øwe trødde Oer, å a ved så nøww,
hudden de æ indrættet. A tøkkes jo, te næer a, der
æ så godt kjæend, ingen Pææng ka finnd nowwe
Stæjje, så skuld et da vær sæer, om en fremmet
skuld komm å finnd nowwe.'
„Hudden stoer et sæ mæ æ AWI i Oer?' spurgte
Jens, „blywe dæ no godt Rowwtag?'
„De si hiel godt ud,' svarede Kresten, „men hwa
ka et hjelp mæ æ Rowwtag, næer en ingen Tækki-
mand håe. Di fliest håer æ Row høst, den jennest,
der æ wal baggele, æ Mekkel Høg, han ka ingen
fo te å høøst, få de han æ så piinwon mæ æ Daww-
løen. A kam om ve hans Goer den anden Daw, å
så kam han hen te mæ å spuur, om a ett kund gjøør
en Das Arrbed ve ham, han wa da så fålæjen få
Høøstfolk. A så jow, de ka a da så møj godt. Åå,
da wa et da godt, sæje han så, hwitte ka do komm?
66
Ja, læ mæ no si, sæjer a så, i de hie Uug kan a
ett, å helder ett i den nææst, men så skal a si å fo
en Daw te et i den Uug die atte. Så hår a ingen
Brug få dæ! swåår han å wa så gal, te han spøtt,
— Men hwa a hæjsen vild sæjj, de æ nok groww
sempel mæ Kjesten, dæ buer i je gammel Huws,
dæ bløw be få hind i æ Kjerk siist Sønnda. No
kund et snåe si ud atte, te Søren Peter kund blyw
hind ledde.'
„Nej, si endda!' sagde Lisbet og saa hen til
Jens.
„Hun hå jo wan rinng så tit å hå kje'e sæ igjen,'
fortsatte Kresten, „men hwes hun no skulld go
hen å lest å, å hwes de så wa såen, te I vild tænk
o å gjør Forandring igjen, men de vil I wol ett, så
tøtt a da liigodt, te I skuld ha et å veed. Men I
håer et jo så møj godt. hie, kan a nok fåsto.'
»Jo, såmend,' svarede Jens.
Henad Aften gik Kresten igen efter at have faaet
sin Meldmad. Jens fulgte ham paa Vej, dels for at
faa lidt mere snakket og dels for at se, hvordan
Kornet stod uden for Byen.
Lisbet blev siddende ved sit Arbejde, hun skulde
have nogle Strømper stoppet. Det var lummer-
varmt, og det glimtede af Kornmod i Syd og Øst.
Luften var trykkende, og hun lukkede et Vindue
op, men lukkede det straks igen, det lugtede saa
67
fælt fra Aaen. Minderne fra Livet hjemme paa Lan-
det var bleven saa levende ved Kresten Kusks Be-
søg, derude var en Sommeraften alligevel helt an-
derledes. Hvor ofte havde hun og Jens ikke siddet
sammen paa Bænken under Hyldetræet ved Hus-
gavlen og set Solen glide ned bag Skoven. Jens
holdt Myggene paa Afstand ved nogle kraftige
Røgskyer fra sin Aftenpibe, og Luften dirrede af
Lydbølgerne fra den gamle Kirkeklokke, der rin-
gede Solen ned. Og naar den blev tavs, hørte man
en anden Lyd, det var Frøerne, der kvækkede i
Søren Peters Mose. Mon der blev mange Blommer
paa det store Træ i Aar, og mon nogen sørgede
for Katten? Lisbet følte en mærkelig sugende For-
Brystet, det var næsten, ligesom da
hun første Gang var kommen ud at tjene og læng-
tes efter sit Hjem. Hun var bekymret for Jens, han
sov daarligt om Natten og var kommen til at se
gammel ud. Og det var nok ikke sikkert, at deres
Penge kunde slaa til, det var dyrere at leve i Køb-
staden, end de havde beregnet. Lisbet var lige ved
at forse sig mod det femte Bud med et ukriste-
ligt Ønske om, at Søren Peters Aftægtskone snart
maatte dø.
68
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Skowwer af Anton Berntsen (1923) |
Copyright ISCA Software 2023-