Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Jens og Lisbet gik flittigt i Kirke. De havde Tid
til det, og de ny, vanskelige Forhold havde vakt
en Utryghed i deres Sind, der ansporede dem til
at søge Støtte hos Livets højere Magter. Men de
fik saa mærkelig lidt ud af det. Præsten var vist-
nok en Mand med stor Lærdom, han citerede baade
Luther og Paulus og brugte mange teologiske
Kunstudtryk, men de havde vanskeligt ved at for-
staa ham, og de havde ikke Indtryk af, at det, han
stod og sagde, egentlig kom dem ved. Det var me-
get lettere med den gamle Pastor Holm hjemme
paa Landet, han holdt saa nogenlunde de samme
Prædikener Aar efter Aar, dem kendte man, og
der var der ikke noget at tage fejl af. Hans Jule-
prædiken var især saa god, den glædede man sig
til længe i Forvejen. Og saa var han saa flink til
at gaa omkring og snakke med sine Sognebørn,
her mærkede man slet ikke noget til, at der fand-
tes en Præst. Hjemme var det saa interessant, naar
der blev lyst for et Par i Kirken, saa drøftede man
paa Hjemvejen de unge Folks Fremtidsudsigter,
Brudens Medgift og Udstyr og Udsigterne til at
komme med til Gildet. Her blev der undertiden lyst
for en halv Snes Par, men man havde ingen Ting
ud af det, for man kendte jo slet ikke de unge Folk,
det var bare en ligegyldig Opremsning af frem-
69
mede Navne, der ikke kom en ved. Det var, lige-
som der slet ikke var nogen Forbindelse mellem
det, de hørte i Kirken, og saa Livet hjemme til
daglig, og de fik ingen Hjælp mod Vanskelighe-
derne, som desværre syntes at skulle blive ved.
Snedker Madsen havde drevet Forretning et
halvt Aars Tid, men det gik nok ikke saa godt for
ham, han stod til Restance med et Par Maaneders
Husleje. Jens forlangte at faa sine Penge, men
Madsen havde ingen. Han betroede Jens med sæd-
vanlig Hemmelighedsfuldhed, at det var de for-
bandede Svende, der var Skyld i, at det ikke gik.
De forlangte saa meget for deres Arbejde, at det
var umuligt, at en Mester kunde bestaa. Han havde
nok heller ikke betalt Leje af Værkstedet, og en
skønne Dag blev han sat ud. Saa tog han igen Ar-
bejde som Svend, men hans Arbejdslyst var ikke
bleven større i det halve Aar, han havde været
Mester, og Jens var alvorlig bekymret for sine
Penge.
Men en Dag hen paa Vinteren kom Madsens
Kone og betalte, hvad de skyldte. Madsen havde
meldt sig arbejdsløs, og nu var de ovenpaa igen,
de fik deres Understøttelse i hver Uge.
„Foer I å æ Sown?' spurgte Jens forbavset.
„Nej, vi faar af Arbejdsløshedskassen' svarede
Fru Madsen.
70
Det gik over Jens's Forstand, at unge, stærke
Folk kunde faa Penge „for å ett bestell', naar det
da ikke var Fattighjælp. Men han havde helt op-
givet at spekulere over de mærkelige Grundsæt-
ninger, der var gældende i Købstaden.
Der kom en Dag et Skatteskema, som Jens skulde
udfylde. Han sad og regnede i to Dage, inden det
blev færdigt, han vilde være sikker paa, at hans
Selvangivelse ikke kunde kasseres. Men saa kom
der alligevel Bud til ham fra Ligningskommissio-
nen om at møde paa Raadhuset, og han maatte
afsted. Man mente, at han havde opgivet for lille
Indtægt, han havde glemt at beregne Lejeværdien
af sin egen Lejlighed.
„En ska dawel ett betål Huuslejj, næer en buer
i si ejen Huws?' indvendte Jens, men det nyttede
ikke. Indtægten blev forhøjet med et Par Hundrede
Kroner.
Jens følte sig dybt krænket over, at han aldrig
kunde faa Ret, at han altid skulde være den lille.
Han var paa det rene med, at han ikke skulde ende
sine Dage her, men han syntes, at han kunde rejse
herfra med en lettere Samvittighed, hvis han paa
en eller anden Maade kunde faa lidt Oprejsning.
En Dag fik han Besøg af Stadsingeniøren. Den-
ne havde lejlighedsvis erfaret, at Jens ikke havde
fjernet Hønsehuset, som det var blevet ham paa-
71
lagt. Han var meget unaadig og truede med en
Politisag.
„De ska nok kom væk,' svarede Jens, „men a
mindt jo da, te en måt ha en lille Kon Ræt o si ejen
Grond. '
„De har ikke Ret til nogetsomhelst!' svarede
Stadsingeniøren hidsigt, „De har ikke Lov til at
flytte en Dør uden at spørge mig om det.'
Nu skete der noget, som Jens aldrig senere ret
kunde forklare sig. Han var fuldstændig rolig og
behersket, men der var en Klang i hans Stemme,
der forekom ham selv fremmed, da han sagde:
„De æ godt, en blywwe mindet om et, a håer en
Daer opp o æ Lowt, a vild gjaan ha fløt, de ka
væær, en måt be Dem om å si o den mæ de sååm?'
Jens gik op paa Loftet, og Stadsingeniøren fulgte
efter. Henne ved Gavlen stod der en gammel halv-
raadden Dør, som en tidligere Ejer havde kasseret.
Jens pegede paa Døren og sagde:
„Ja, die stoer æ Daer, men a komme te å ha en
fløt, den æ mæ let i æ Vej.'
„Er De spiltosset, Mand!' raabte Stadsingeniø-
ren og blev gloende rød i Ansigtet, »vil De gøre
Nar ad Byens Embedsmænd?'
„Næj, o ingen Mååde,' forsikrede Jens, nmen
en måt jo ett fløtt en udden å spøør om et.'
Stadsingeniøren for skældende og spruttende
72
ned ad Trappen, og Jens fulgte sindigt efter. Lis-
bet havde Køkkendøren paa Klem og lyttede angst.
„Hwa æ et da no, do hå for, Jens? Do gjø wos
dawel ett hiel ulykkele?'
Jens svarede ikke, men satte sig paa en Stol og
udstødte nogle mærkelige Lyde, hvis Betydning
Lisbet ikke forstod, indtil det omsider gik op for
hende, at Jens Tækkemand lo!
Samme Dags Aften læste Jens i Overlærerens
Avis, at Søren Peters gamle, kære Aftægtskone
endelig var død, og Dagen efter drog han ud til
den hjemlige Egn for at gøre et Bud paa sin gamle
Ejendom. De kom snart til Rette om Prisen, og nu
gjaldt det saa kun om at komme af med Ejendom-
men i Aastræde. Den menneskekærlige Ejendoms-
kommissionær var heldigvis parat til mod en pas-
sende Provision at lyksaliggøre en anden brav
Familie med den rare Ejendom, og den Sag gik
ogsaa snart i Orden.
Solen skinnede gennem Skyerne, da Jens og
Lisbet paany holdt deres Indtog i det gamle Hjem.
Katten modtog dem med krummet Ryg og oprejst
Hale, da Vognen holdt for Døren, og denne Gang
gik det lettere med at faa Bohavet sat paa Plads.
Da de om Aftenen sad ved en Kop Kaffe i den
hjemlige Stue, bemærkede Lisbet pludselig:
»Vi fæk ålde de hie Teater å si!'
73
„Skidt mæ æ Teater!' svarede Jens, „vi hå håd
Komeddi nok i de Oer!'
Den Nat sov Jens og Lisbet usædvanlig godt.
74
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Skowwer af Anton Berntsen (1923) |
Copyright ISCA Software 2023-