Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
En lille Smul Glee vil vi ålldsammel hay
de legge no jen Gong ve wos,
en måt jo vær dom, hwes en ett vild sæj ja,
næer de gue hå Ærind te wos.
Hwes blot en ka ha et såen nowwelund godt,
så ska en jo osse skjøn o et,
men næer en ska sliid å endda ha et småt,
så knivver et mej å fåsto et.
En gjø jo si Arrbed å foe si Løen,
å de ka vær nok te vi gammel,
men næer en så osse håer en Flok Bøen,
så røkker et slem i æ Hammel.
De æ jo få rinng, hwa en anden hå laer,
mæ de ka en ett komm no Stæjjer,
men håer en no Bøen, å di da er et vaer,
så skulld di jo lææres let bæjjer.
De goe wal endda, som de skal, mæ æ Tøøs,
den ældst ska ha Brøllup o Toosde,
men Søren, han villd da så gjaan te å løøs,
å de æ så groww, hwa de kooste.
Æ Pææng ka en løøn — ja, de véd en jo wal,
å de ska en Småmand jo nøøs te —
men hwa om han så ett ka læær de, han skal,
å ett blywe de, han vil løøs te?
Men sikken en Stås, om æ Knæjt kund blyw Dejn
å sto i æ Kjerk å syng A—men,
å sikken en Snak dæ vil blyww o æ Ejn,
hwes han foer en gue Egsamen.
Den Daw skal a ett mie klaww o mi Løen,
men glemm bådde Sorre å Bedrøwels,
den Glee, en ka ha a no retskaffen Bøen,
de æ Småfolkes kjæærest Fånøwels!
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920) |
| Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-