FIINHJED Å WONNHELD - I

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Æ WA BLØWWEN BYGT ET NY HUWS
i æ Uddekant å æ By lii ve æ Sii a Pe Han-
sens Goer. De wa såen et lille kjøn Huws a den
Slaww, di fiin kålder en Villa, dæ wa en Haww
foran mæ Rueser å Georginer, å dæ wa en blank
Mæssingplååd o æ Daer mæ æ Mands Nawn. Dæ
stod „Søren Hiorth,fhv. Sparekassedirektør'. De
wa nowwe Handværkere fræ æ Kjøvsta, dæ håd
lawet æ Arrbed, å de wa nok bløwwen skammele
dyyr. Peder Murer såå, te han kund ha sat et lisså
stue Huws få di hall Pææng, å så vild han endda
ha sat manne flie Dikkedarrisero, men han snakke
jo nok få hans ejen Profit, de ka en wol ett ta atter.
Æ Bymend wa godt fånøwet mej, te dæ wa kom-
men såen en fien Mand te å bue imelld dem. Dæ-
som han hååd så manne Pææng, som æ Snak gik,
så kund han jo endda kom te å gi en Diel i Kom-
muneskat, de kund kaskiese gi et lille Lin for æ
Goormend. Å dæ kund jo træf å kom flie a den
Slaw Folk; Pe Hansen hååd begyndt å ræjjn ud,
hwo møj han kund fo ud a hans Towt, hwes den
bløw soeld te Byygplasser.

17

Søren Hjorth wa båånføj i æ Sown„ han skuld
ha håed æ Føøgoer, men han gik hen å goor såen
et rikk Parti. Han bløw gue Venner mæ en Dætter
a en stue Kjømand innd i æ Kjøvsta, å hun kund
ett gjør ad æ Buundarrbed, så lo di djer Pææng
sammel å kjøvt en Properitæergoer, de passet bæjje.
De gik osse hiel godt få dem, Søren wa en døgti
Landmand å gue te å snakk få sæ, å han kam
bådde i Sowwnråd å Amtsråd. Han kam osse i æ
Bestyrels for æ Spåårkas, å ve æ gammel Etasråd
døø, bøj di ham æ Plas te som Spåårkasderektør.
Han vild helder ha bløwwen ve æ Landvæsen, men
Fruen wa så møj opsat o, te han skuld ta imued et.
Hun hååd åld hind Familli innd i æ Kjøvsta, å de
æænd jo mej, te hun fæk hind Villi, å di fløt ind i
æ Spåårkas. I den føøst Ti so Sørens Familli
jawwnle ind te dem, men di bløw snåe kyw å å
komm der, de gik så flot te, å dæ wa så møj Onde-
lehjed o æ Buer, næer di spiist, de wa ett så liig
en Sag å bær sæ rele ad mæ et. Fruens Familli
kam der snåe dawwle, de wa Handelsfolk ålldsam-
mel, å di stammet fræ en gammel Kjømand, dæ
hjed Theodor Kock-Pedersen, han håd drøwwen
en stue Handel å wa bløwwen en rikk Mand. Dæ
wa relenok nowwe, dæ såå, te han håd tint di fliest
a hans Pææng ve å go fallit, men Folk sæje jo så-
møj. Dæ wa en Fejl ve hans Snak, han snøwwlet

18

en lille Smuul, å di fliest a hans Attekommere hååd
den sååm Swaghjed. Di wa lii ve å mien, te de hor
sæ te for å vær en regti Kock-Pedersen. Attehåend
som æ Familli bløw støøre, gik et nued tebååg mæ
æ Rigdom, nowwe a dem håd Wonnheld mæ djer
Handel, men æ Fiinhjed håd di bewåer, å de wa
knap nok te Mååd, te den kjønnest Piig i æ Familli
gywt sæ mæ de hie Buundkåel, men de hjalp jo, ve
han bløw Derektør. Fruen hååd en Broersøn, dæ
hjed Theodor lissom dje Stammfåe, å han snøww-
let osse lissom ham. Han wa nued i en Bank, å
han wa nok så magesløs døgti, di mindt ålld-
sammel, te han mæ æ Ti skuld blyw en fååle Kåel.
Søren glemt ålde, te han wa buundføj, Fruen vild
gjaan rætt o hans Snak, men de hjalp ett møj. Han
wa ålde bæjje tepas, end næer æ Spåårkas wa fuld
a Bønder, så hååd han regti hans Plasier å å snakk
mæ dem. Men han å Fruen løwwet godt sammel
å wa glad ve hwerander. Bøen fæk di ingen å, men
de kund di jo ett sjel gjø for. Den støøst Sorre,
Fruen hååd, wa mæ hind Tjennestpigger, hun hååd
gjaan tow, men de bløw mie å mie wanskele å fo
nowwe, dæ wa hind te Mååd. Fruen wa bløwwen
nued nærveswækket, å de ytret sæ isæer ve, te
hun bløw så øwwedrøwwen reenfarre, dæ skuld
waskes å skuures åldtie, å wa der en Daw, te di
ett håd fåt brugt et Par Pund grøn Sjev, så tøtt

19

hun, te di wa lii ve å go te i Skit. Di skywt Pigge r
snåe i hwæ Monet, å di måt ha dem londthenn fræ
Fruen søgt æ Dogter, hun mindt, te hun hååd en
Hjattfejl, men æ Dogter såå, te de wa ett andt end
Nærvøsitet.
Ve Søren Hjorth håd wan Derektør i femåtyww
Oer, goor di en Fest få ham o de fiinest Hotel i
æ By. Dæ bløw holdt manne Tååler, å Theodor
snøwwlet osse en lille Tåål få Onkel Søren, han
talld så kjøn om, te æ Familli håd åldtie wan så
glad ve ham å stolt a ham. De wa jo no Løwn, å
Onkel Søren bløw let urolle i æ Sææd, men han
takket da pæen for et å klinket mæ Theodor.
Men så en Ti atte bløw et da så møj piskegal.
Theodor håd spekulieret i nowwe Agsier, å han
håd nok lønt å æ Bankes Pææng te et udden Fålow.
Håd et no giwwen Fåtjennest, så kund et jo wal ha
wan ordnet, men han håd Wonnheld å sat æ Pææng
te. De wa lii ve å blyw en stue Skandale få de hie
fiin Familli, di bløw samlet å skuld ha snakket om,
hwodan di kund hjelp Theodor om ve et, å dæ wa
en groww Snøwwlen fram å tebååg, men de æænd
da mej, te Onkel Søren måt betåål en hal Snes
Tuwsend te æ Bank, å di ander skjællinget sam-
mel å ga Theodor en Bellet te Amerika. De gik
nowwelund stell å, de skuld jo hjeed sæ, te han
wa drawwen te Amerika for å studier Bankvæsen'

20

de kund ett blyw te nued mæ de Småtteri hæhjemm.
Fruen klawwet sæ få den sælle Theodor, dæ såen
håd Wonnheld, men Søren wa gal. Han wa ett mie
begjerle end Folk te Jawnshjed, men han vild nok
veed, hwa hans Pææng gik te, å han wa ett få-
nøwet mej, te han skuld betåål di Pææng, te den
snåtte Knæjt håd stållen fræ æ Bank. En lille Ti
atte fæk han jet Skrald te, de wa jen a Fruens Fa-
milli, han wa gawwen i Kawsjon for, å de gik osse
skit. Så tøtt Søren, te no kund de vær nok, han
vild ett væær i æ Kjøvsta længer. Han såå, te o æ
Land wa di fliest Folk ærlig ino, men i æ Kjøvsta
wa dæ snåer ett andt end jennle Kjæltringer. Så
tow han si Awwskejn fræ æ Spåårkas å fløt ud te
hans Føøsown. De wa Fruen håt imued, men æ
Dogter fæk hind bildt ind, te den Luft dieuud wa
så sæer gue få hind Hjatt, å så ga hun si Minnd te
et. Hun hååd såen en døgti Piig, å hind fæk di te
å fløt mej, hun wa snåe lisså hæwngjerre o æ
Skuuren som Fruen sjel. Hun gik åldtie i nowwe
hwiid Skuw å mæ en lille hwid Kap o æ Howed,
hun håd en long Hals å en spes Næjjs, å Fruen
kåldt hind Jomfru Jensen.
Dæ stod en Daw en Mand ve Søren Hjorths Villa
å so o de hie blank Mæssingskjeldt. Han wa i no

21

gammel gro Klæje å håd en gro Luww o, hans
Skekkwa osse gro, å de so ud te å ha passet sæ sjel
de siist Orsti. Han bonket føst o æ Daer, men så
ajt han, te dæ wa en lille Knap, en skuld trøkk o.
Han prekket te æ Knap mæ en Finger men tow
føst hans Luww å, å så kam Jomfru Jensen å luk-
ket op.
„Mæ Fålow å spøør, er æ Mand hjemm?'
„Ja han er. Hvem skal jeg melde?' Jomfru Jen-
sen so groww stram ud.
Den gammel bløw så ræj, te han wa lii ve å vild
rennd, men så kam Søren Hjorth i de sååm.
„Godaw, Didrik', såå han, „væsgue, kom inden-
for!'
Didrik satt hans Træsko å fulde mej ind i æ Kon-
tor, å han fæk en Stuel å sed o.
„Nå, Didrik', såå Søren, „ka en så fo dæ te å
ørk de Pawwntræ?'
Didrik sad å fingerieret ve hans Luww å swåår
ett, de ga såen no sæær Røk i den jenn Sii a hans
Ansegt; Søren wa lii ve å frøjt få, te æ Mand bløw
sykk, men så bløw han klog o, hwa dæ wa ve et,
å skobbet en Spøttbakk hen te ham. De wa 0 æ
høww Ti, et Ywwblek atte wa en fuld a swot Skro-
tobaksspøt, de kam lissom en Tårrenskøl.
B De Wa da en bandsedes K Wind Såå Didrik
omsie.

22

, Hvem mien do? Er et Jomfru Jensen, hwa hå
hun da goer?'
9 Hun truet mej å melld mæ!g
„Næj, de er en Mesfåstoels,' såå Søren. B Hun vild
jo kons ha å veed, hwem do wa.g
„Så kund hun ha spuer mæ ordenlig om et!' såå
Didrik. »Få de en fatte Mennesk hå håd Wonnheld
en Gong, vil en ett gjaan høør for et hiel si LYW.
Di fi'in fåstoer å red sæ, næer di hå lawet nued, men
diefå æ di ett bæjjer end vi ander.'
% Di fiin komme wal å i Fålæjenhjed, næer di —
hå Wonnheld,' mindt Søren.
„De 'trower a ett. Dæ wa ingen fiin Folk imeld
demm, a wa sammel mej, ve a wa henn. Men de
wa no da hæjsen jennle skekkele Mennesker ålld-
sammel.'
Di fæk gor Akord om æ Fawwntræ, å Didrik gik.
Let atte kam Fruen derind, hun gik hen å smækket
et Vinning op, de lowt let suer a Didriks Huesfædder.
„Hvad var det for en Person?'
„De wa Didrik,' såå Søren,' „han ska komm å
ørk wo Fawwntræ. De er en fatte Mand, dæ hå håd
Wonnheld lissom Theodor,' håd han næer sål
men han betændt sæ.
Fruen hååd et Bræw, hun vild viis Søren. Jomfru
Jensen håd så hind Plas op, hind hwiid Skuw bløw
beskit, næer hun gik o æ Gååd, å de kund hun ett

23

finnd sæ i. No søgt Fruen en ny Piig, å hun håd
fåt Bræw fræ jen i Kjøvvenhawn, men hun tøt ett
regti om et. De wa jen, dæ vild ha en stue Løen å
møj Frihjed, men hun vild ett wask, å hun fåstod
ett å law Mad. Men åld de andt Husvæsen kund hu
nok ta sæ o, næer hun fæk let Hjelp te de growes.
n Gud fri wos for å fo såen en jen!g såå Søren,
ve han håd løst æ Bræw. Fruen vest ett, hwa n
skuld gjøør, men Søren mindt, te di skuld si fo
en regti solid Buundpiig,å de æænd mej,teha tow
sæ o å skaf jen.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920)

Tilbage