FIINHJED Å WONNHELD - II

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Æ Jaanbåån wa nylle kommen te æ Ej , å åld-
ting o æ Stasjon so så nymåålet ud. Om e så wa
æ lille Stasjonsfåstander mæ hans røø nuere, så
lignet han en splinterny Haltresøresm d mæ rø
Mååling o. Søren Hjorth gik fram å 'ebååg o æ
Peron å vindt atter æ Tog, han skuld hindt den ny
Piig. Æ Lokomotiv kom skralderen mæ fie smo
Vuun, lissom de plejjet, men de so ett ud atte, te
hun wa mej. Men så fæk Søren Ywwo en bre Røkk
a et Kwinndfolk, dæ kam baglæns ud å en Kupé,
hun håd en Wadsæk i æ Håend å en Pak under hwæ
Arm, å han gik hen o hælset o hind.
„Godaw, no æ de Søren Hjowt, ja, a æ Sine', såå
hun å flyyj ham den jenn a hind Pakker. „A hå bådde

24

Las å Børren, Di ska ha Tak få, te Di vil hjelp mæ
å bæær et, de ka gjaan behøwwes. De æ råe, næer
Folk såen æ tjenstajte, de ka a så godt lii.'
Di fuldest ad hen ad æ Vej, å Søren gik å so let o
hind. Hun hååd et Par gue tykk, røø Kinder, di
fyldt så møj i æ Ansegt, te de so ud, lissom æ Ywn
sad i Klemmve dem. Søren gik å fornam o den Pak,
han gik mej; han kund mærk, te de wa en trind
Indrætning mæ en Øør ve.
„Mæ Fålow', såå han, „hwa æ de for en Him-
strigimst, Di hie håe?'
„Åå,' swåår Sine, „de æ såen en Handting, a
brugger om Natten, den kan a ett wal undvæær,
de æ såen en Swaghjed, a håe.'
„No de er en Handting', såå Søren, „ja, de ka
en jo godt kålld en, men en ska jo så veed, hwa de
betyyje. Dæ wa jen Gong en Offisier indkwatieret
ve no Bønder, å han læt sæ fåsto mej, te han vild
gjaan ha en „Handting' under hans Seng te å bruug
om Natten. Men han tow sæ ett i Wåår få, te die o
den Ejn kåldt di en Brænndvinsflask for en Hand-
ting, å ve han vild leg sæ om Awtenen, so han, te
dæ stod en Flask Brænndvin å et Glas under hans
Seng.'
»Nej si da,g såå Sine, nde wa da sæer. Di Folk
må da ves ha wan let enfoldig helde såen. — No
kommer et jo an o, om en ka gjør et ud ide hie Plas,

25

en æ jo ett won te de møjj Fiinhjed, men a tænke
WOI, en ka læær et. A hår åldtie håd nem ve å læær,
a wa gue te å lær Sallmvæs, ve a gik te Præst.'
De ga et Sæt i Fruen, ve Søren kam hjem te hind
mæ den ny Piig, hun kund si, te de wa ett a den
Slaww, hun plejjet å ha. Men Fruen wa jo et dannet
Mennesk, hun tow pæen imued hind, å Sine snakket
døgti op mæ hind.
»Nej si, hwor I da bue kjøn!' såå Sine. „A hår
ålde sjet så kjøn en Huws, a ka så godt lii å si såen
nued.'
Om Awtenen gik Sine hen å si te en Faster, hun
hååd hie i æ Sown. ÆKIokkwa øwe ti, ve hun kam
igjen, å hind Herskav wa gawwen i Seng, men hun
gik ind i æ Sowwkammer te dem, å hun sååndset ett,
te hun skuld bonk o æ Daer.
BNO, håer I pot jer!' såå Sine, „ja, de æ wol å o
æ Law. A vild hæjsen ha vist jer en Bellet a mi For-
ælder, men de ka I jo fo å si en anden Gong. A vil
osse hen å leg mi Howed, hwor a ka ta et igjen i
Muen, No må I så ha Gonat.'
„Den Pige er umulig!' såå Fruen, ve Sine wa
gawwen.
„Ja ja, læ wos no si æ Ti an,' såå Søren.
Den nææst Daw begyndt Fruen å egsesier mæ
Sine, no skuld hun jo så te å læær no Fiinhjed.
„De ka godt væær, te a ett ka gjøør et rætten den

26

føøst Ti,' såå Sine, »men a ska nok kom atter et'.
Fruen kommandieret, å Sine strabesieret, te hun
swedt ve et, å di wa begge tow dødsenstrætt, ve de
wa Awten. Søren sad innd i hans Kontor å løøst,
han vild helst vær udden ve et.
En Daw skuld Fruen en Tur te æ Kjøvsta, hun
vild besøøg hind Familli, å hun skuld osse snakk
mæ æ Dogter. Om Attemeddene sad Sine å stappet
no Hueser, ve Søren kam ind i æ Stoww te hind.
„Hwodan håe Sines Forælder et?' spuur han.
„Jow Tak,' swåår Sine, „di håer et såmøj godt.
Mi Fåe gor o Arrbed i æ Skow, die hå han gawwen
di siist trødde Oer. A ondere snåer o, te han ka blyw
ve å holld te et, han hå tawwen møj Kuld i den Skow
ve Vinterti, men ban mien nok, han ka blyw ve
nowwe Oer ino. A•trower ett, han ka undvæær å
kom i æ Skow. Mi Mue kommer ett ret vidt, få hun
æ så rinng gongend. Hun fæk et sæl'e Knæ, ve hun
gik i Skwol, å de wa o en Mååd æ Dejn, dæ wa Skyld
i et. Dewa en Dawi æ Meddeslaw, te æ Skwolbøen
wa gawwen hen o et liskjaer, å så kam di fåsilde
ind i æ Skwol. Æ Dejn wa slem te å blyw haste,
å han såå, te den, dæ kam sist ind, skuld dæ skie
en Ulykk. Mi Muewa den siist, å hun bløw så angest,
te hun føeld øwwer æ Daartræ å slow hind Knæ
såen, te di måt bæær hind hjem. Så bløw der hint
en klog Mandy han løøst øwer et å smuur et mæ no

27

Salle, dæ wa dannet a Majmonetssmør å Skoww-
mærker å Hylldbark. Hun kam jo da te å go o et,
men regti godt bløw et ålde, å hun håe tit en groww
Piin i et. Men hun sæje, de gjør ett såmøj, om en
ska lii nued i et Bien, næer en bååre sjel håer et godt.
Mi Fåe æ så magesløs gue ve hind, han lawwe
Kaffe te hind hwæ Muen, inden han drawwe å ad
æ Skow, å om Awtenen hjelpe han hind mæ de,
hun ett ka vær øwe. Æ Skowwarrbed gir ett den
stue Dawwløen, men no foe di no Renter å æ Spåår-
kas, de hå hjålpen dem øwer æ Knøk.'
„Hå di Pææng i æ Spåårkas?' spuur Søren.
„Ja, de æ no da hæjsen miin,' såå Sine, „men
di foer æ Renter. A wa Huusholder i nowwe Oer
ve en Mand, dæ lo så rinng a Tææring, han håd
ingen Familli, å ve han døø, arret a, hwa dæ wa atte
ham. A troww ett, dæ håd wan nuedj men dæ bløw
endda trejtuwsend Kroner, ve æ Stæj bløw soeld.
Demm ska di gammel no ha æ Renter å, så lænng
di løwe, å no håe di et godt, di brugger ingen Flot-
hjed helder såen, men di mangler ett nued. A ka
så godt lii, te di gammel ska ha et godt.'
»Nej si,' såå Søren, „så æ Sine jo liifram Kapi-
talist! Så æ hun jo et godt Parti, de ka væær, hun
hår osse en Kjærrest?'
De skuld Søren nok ett ha så, få no ga Sine sæ
te å grææd.

28

ø Om Fåladels!' såå han, *de wa jo ett andt mi
Plasier.'
„A ka godt fåtææl Dem, hwodan de henge sam-
mel,' såå Sine, „men a blywe så kyw, næer a tænker
o et. A hå kjæend Hans Henrik, lii fræ vi gik i Skwol
sammel, han wa et sælle fatte Båen, dæ bløw op-
drawwen o æ Fattegoer. Dæ wa ingen, dæ vest,
hwem dæ wa Fåe te hams en Mue hååd han jo da,
men de wa snåe bæjje, te han ingen håd håed. De
wa et sæl'e Stæj å løww si Bååndomsoer, å han håd
et helder ett få godt i æ Skwol, æ Dejn skuld jo
hæjsen vær døgti å wa godt li i æ Sown, men æ
Fattegorsbøen wa han no ett gue ve. Han vild
abselut ha te, te Hans Henrik wa en skidt Knæjt,
å te de uund skuld bonkes ud a ham. Å så wa han
så slem te å gjø Nar, han sad somtie i æ Skwol å
fåtalld om, hwodan de vild go Hans Henrik, næer
han bløw vogsen å skuld i æ Togthuws, å hwodan
di så skuld piin ham mej å pomp Wand, hwes han
ett vild bekinnd. Dæsom han ett bløw ve å pomp
æ hiele Ti, så steg æ Wand såen, te han kund
drowwn i et. Di ander Bøen sad å low ad et, men
a tøtt, de wa Synd få Hans Henrik. A hjalp ham
somtie mæ hans Ræjjnstøk, han wa jo ett så godt
begawet som en anden, Sien kam vi te å tjen i
Goor sammel ve Mads Wollesen, vi wa ett såen
fålowet, men vi wa da Kjærrester. Men så gik et

29

så sæl'e te, te Mads Wollesens Klokk bløw henn,
de wa en gammel jen, han håd arret atte hans Fåe,
å Hans Henrik fæk Skyld for et, ham wa di åldtie
atte. Dæ bløw ett nued ud å et, men Hans Henrik
drow å te Amerika, han kund ett finnd sæ i å væær
her, næer Folk ett vild trow ham.'
„Høer Di så ålde fræ ham?' spuur Søren.
BA hå fåt Bræw jen Gong,' såå Sine, „men han
er ett gue te å skryww, å han ka ett såliig fo nowwe
te å skryww få sæ die øwwe, få die ka Folk wol ett
andt end de engelsk.'
„Ja ja, lille Sine,' såå Søren, „æ dæ nued ve ham,
så komme han nok igjen.'
Om Awtenen kom Fruen tebaag fræ æ Kjøvsta
mæ en hiel Slævning Meddesine. Hun fåtalld, te di
wa ve å byyg et stue Huws ve æ Sii a æ Spåårkas,
men di håd lawet no Gållskav ve æ Grond, å no wa
den jenn Gowl skræjjen nie, inden di fæk æ Huws
rejst.
„De ka liggn dem, di Kjæltringer!' såå Søren.
„Men jøsses da', såå Sine, „dæ kund jo ha bløw-
wen nowwe slawwen ihjel!'
„Ett andt mæ de,q såå Søren, „der er Folk nok.
De wa slem, hwes de skuld ha ramt et ærlig Men-
nesk, men de skuld da vær et sæer Træf.'
„Uha!' såå Sine, „a ka ett lii å høør, te Di snakke
såen, en ska ett spott.'

30

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920)

Tilbage