Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Dæ wa kommen en amerikansk Messionær te æ
Sown, han kåldt sæ Mister Anderson, å han holdt
Møøder i æ Krowemands Sal. Dæ wa manne, dæ
gik atter å høør ham, å dæ wa en groww Snakken
om ham. Såen som han kund synng å prekk, de håd
Folk ålde hor Måågte. Han fåtalld om en stue Profet
øwwer i Amerika, dæ vild byyg et ny Sion, die skuld
ålld Guds Bøen sammles, å di skuld fo et så mages-
løs godt. Dæ skuld ingen vær fatte, å dæ skuld
helder ingen vær syyg, få de hie Profet kund kurier
åld de Syggen, dæ wa te. Sine håd osse wan henn
å høør æ Amerikaner, hun tøtt, han wa en grum
Mand te å prekk. Hun wa så betawen å en Sang,
han håd sungen, den hååd te Ommkwæj: „Det er
væl, det er væl med min Sjæl.' Næer han klemt o
mæ den, kund en liifram høør, te de slow Skrald
nie i æ Hals o ham, næer han trækket hans Åånd.
Sine wa hiel fånærrmet o Søren Hjorth, fåde han
såå, te Mister Anderson wa ves en Vindbøjtel. „A
ka ett fåsto, te Di tør sæjj såen nued om såen en
hælle Mand. Di tøt jo da godt om Hælle-Mads,'
såå hun. Men Søren såå, te Hælle-Mads wa bæjjer
å æ Slaww. Sine tur ålde tål om, te hun håd wan
36
henn å snakk mæ æ Amerikaner, hun håd spuer
ham, om han ett kjæænd Hans Henrik, de kund jo
da godt væær, sien han wa fræ Amerika. Å Mister
Anderson håd så jow, ham kjæænd han så møj
godt, Hans Henrik wa jen a di føøst, dæ håd sluttet
sæ te den ny Profet, å han håd Arrbed ve de ny
Sion, dæ skuld byyges. Dæsom Sine kund skaf
trejhunder Kroner, så vild han kjøøv hind en Bellæt
å ta hind mej te Amerika, å han vild sørre få, te
hun kam te Hans Henrik. Men hun skuld ett snak
om et te nowwe. Sine wa snåe kyw å å rejs fræ
hind Herskav no, ve Fruen wa sykk, men hun wa
jo så op te November, å næer hun skulld astæj,
vild hun helst øwe te Hans Henrik. Atte hwa hun
kund fåsto, brugt di nok ett så møj Fiinhjed i Ame-
rika, de kund ves gjaan pas få hind. Hun fæk æ
Mjelkkusk te å ta æ Pææng ud å æ Spåårkas få hind,
å en Awten, hun håd fri, gik hun øwe te æ Krowe
mæ dem.
Æ Møød wa ett begyndt ino, å dæ stod en Diel
Folk uddenfor. Sine stod i hind ejjn Tanker å vindt
atte, te Mister Anderson skuld komm. Men så lii
mæ jet wa der en bekjæend Stemm, dæ såå: „Goaw-
ten, Sine!' Sine wa lii ve å skrii om, dæ stod en
Kåel forve hind, å hun tøtt, de wa Hans Henrik, men
han wa bløwwen så pæen.
37
„Men er et da dæ, Hans Henrik,' såå hun, „hwoe
komme do da fræ?'
„Well, a komme fræ Nebraska' j svåår han, „a wa
kommen te å længes wal møj, å så måt a hjem å
si te dæ.'
Di gik let hen ad æ Vej sammel, å Sine fåtalld,
hwodan de hiele stod te, å hun fåtalld osse, hwa
Mister Anderson håd bildt hind ind.
„Sikke da en Kjæltring!' såå Hans Henrik, nde
æ jo de bååre Løwn. Men læ wos go ind å høør let
o ham.'
Ve Mister Anderson håd holdt hans Tåål, rejjst
Hans Henrik sæ op å spuur, om han måt sæjj et Par
Uer, å de fæk han Low te.
„Well,' såå Hans Henrik, „hwes a må sæjj et Par
Uer te de hie Fåsamling, så vil a sæjj jer, te Amerika
er et groww stue Land, å die æ der bådde Kjæl-
tringer å skekkele Folk. A hå troffen begge Slaww
i di Oer, a hå wan derøwwe, men a trowe nok, a
tør sæjj, te den Løjser, die stoe o æ Prekkstuel, æ
den støøst Kjæltring, dæ nowwetie æ kommen te
Danmark fræ /unæitet Stææts.'
Æ Fåsamling begyndt å blyw let urolle, men
Hans Henrik bløw ve.
B Han hå bildt den Piig, hie sedde, en groww Hov
Løwn ind, å han vild ha narret trejhunder Kroner
fræ hind, hwes a ett lii wa kommen.'
38
No stemt Mister Anderson i mæ: n Det er væl, det
er væl med min Sjæl,' men så bløw Hans Henrik gal.
„A véd ett, hwodan de æ mæ di Sjæl, men hwes
de hie Komeddi ett snåe for Æænd, så vil et blyW
gal mæ di Krop,' rovt han å vild te å ta den anden
i æ Nakk, men han smut fræ ham å kam ud å æ Daer.
„Åå, skidt, læ ham rennd,' såå Sine, „no må do
helder go mæ mæ hjem.'
De wa bløwwen let sildeajte, men di wa da lii
innd ve Søren Hjorth, å Sine såå, te de wa Hans
Henrik, dæwa kommen hjem fræ Amerika. Søren wa
glad ve å si ham, han såå, te Hans Henrik skuld
komm å spis te Medde mæ dem den nææst Daw.
Sine fulde Hans Henrik uddenfor, å di stod å snakket
en Timesti ve æ Huusæænd, dæ wa så møj å snakk
om, te di kund ålde blyw farre. Sine vild ha, te Hans
Henrik skuld blyww hjemm, no han wa kommen
hjem, men de vild han ett regti sæj ja te. Ve di bløw
kyw å å snakk, stod di åldstell å holdt ve hwerand-
eres Hender, men så hoor di, dæ wa nued, dæ
puslet omm bagve æ Huws. Hans Henrik lest sæ hen
te æ Huushjønn for å si, hwa de wa, å Sine kam
bagatte. Di so, te dæ stod en Mand henn ve æ
Træstavvel, han tow å æ Træ å fyldt et i en Pues.
„Men, de æ jo en TYW!' såå Sine.
Æ Mand vild ha ræend, men Hans Henrik fæk
i æ Nakk o ham å holdt ham.
39
Åå, læ mæ go, læ mæ endele go,' såå æ Tyw, „a ska
ålde gjøør såen nued mie. A er en fatte Mand, dæ
hå håd Wonnheld, Di må ett gjø mæ uløkkele.'
„Men hwa, de æ jo Didrik,' såå Hans Henrik,
„æ do da ett bløwwen klooger ino. Ka do ett kinnd
mæ!'
„Åå, læ mæ go, ' såå han, „a vil gi dæ Mads Wolle
sens Klokk, dæsom do vil læ mæ go å ett snak om et
„Hwa sæje do, din gammel Kjæltring,håedod ?
No de wa dæ, dæ håd tawwen en, å så skul en
anden ha Skyld for et. Men skrop do konså jem,
så ka vi snakkes ve i Muen.'
Så lusket Didrik å mæ hans toom P s, men
Hans Henrik tow ve Sine å snorret rund æ hind.
„No blywer a hjemm!' såå han.
„Uha, næj, do må ves helder draw igjen,' såå
Sine. »A æ ræj, en blywwe hiel tratte mæ dæ!'
Sme kund snåer ett fold i Søwn få Giee den Nat,
de håd wan så trøkkwon få hind, å de wa, lissom
åldting håd wan fåkjert, men no wa et bløwwen
regti, ve Hans Henrik wa kommen.
Den nææst Das Formedde kam æ Dogter å
vild si te Fruen, di kund høør, te han wa i godt
Humør, få han kam fløjtend ind ad æ Hawwloog,
Han såå, te no måt Fruen sto op, å de wa hun jo
glad ve, men Søren fækæ Dogter mej ind i en anden
Stoww å spuur, om dæ wa nued ve et mæ hind Hjatt.
40
„lkke det fjerneste!' såå æ Dogter, øjeg har bare
spillet lidt Komedie for at faa hende til at blive lig-
gende. De kan stole paa, at den Hvilekur har hjulpen
paa Deres Kones Nerver. Jeg er lige ved at tro,
at det var en Lykke, at hun faldt ned af Trappen.'
Søren wa så glad, som han ett håd wan lænng, å
Sine wa osse i godt Humør. Hun ferrmet æ hiel
Formedde, å hind Kinder wa ino mie røø, end di
plejjet å væær. Hun wa trækket i hind nowweleddes
Klæje, få hun tøtt, de kam hind få, lissom te de wa
Sønnda. Fruen kam te å tænk o, te Sine wa egenlig
en pæen Piig, de håd hun ålde læjjen Mærke tefaar.
Den jennest, dæ wa skidt tepas, wa æ swott Kok,
ve Sine vild te å hog æ Howed å en. Den brugt en
groww Mond, å Sine kund snåer ett ninn å gjør et
ve en, men så ga et no Hek i æ Hals o en, de lyyj
lissom næer Mister Anderson sang, å så hjow hun
te. Hun gleet sæ te å viis Hans Henrik, te hun kund
laww no godt Mad, hun skuld nok koog en Gryd
Sopp, te han kund vær bat mej.
Sine vild ha spist i æ Kjøkken, men Fruen såå,
te de kund der ålde vær Tåål om, hun skuld sed te
Buers ve æ Sii a Hans Henrik. Han fåtalld om hans
Opløwelser i Amerika, å Sine måt fåtææl, hwodan
hun næer wa kommen gal astæj mæ den anden
Amerikaner.
„Men Sine da!' såå Søren, „hwodan kund Di
41
såen læ Dem narre? A hååd jo så Dem, te han wa
en Vindbøjtel! Å så vild Di ha rejst fræ wos te No.
vember, a håd endda fæest Dem for et hiel Oer!g
Sine so hen te Fruen, hun kund ett ninn å sæjj,
te Fruen håd så hind op. Fruen bløw føst rø i æ
Howed, men så tow hun Sine om æ Hals mæ den
Arm, dæ håd wan sæl'e, å så såå hun:
n Lille Sine, kan De tilgive mig, at jeg har været
saa haard Ved Dem?'
„Såen må Fruen ett snakk,' swåår Sine, hun wa
lii ve å grææd, »a hå helder ett wan, som a skulld,
a hi gjor Fruen stue Uret, de æ ves, a håe, a troww
jo, te de wa a jennle Gall, næer Fruen brugt såen
en Mond øwe mæ, men no ka a jo fåsto, te de wa
ett andt de hie Nøwraseri.'
„Men hwa no?' såå Søren, „vil Sine så no blyww
ve wos?'
DA ska nok blyww i Vinter,' såå Sine, B a véd ett,
om a må lowwmie, de kommer an o Hans Henrik.'
Fruen kam mæ Vin, å hun å Søren klinket mæ
æ Kjærrestfolk å ønsket dem te Lykk.
»Sine er en gue Piig,' såå Søren, »men hun æ
let vidtløftig. De æ godt, hun foe jen, dæ ka hold
Styyr o hind.'
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920) |
Copyright ISCA Software 2023-