Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Da jeg i Efteraaret 1888 kom i Snedkerlære, troede
jeg,.at det var noget nyt indenfor den Slægt, jeg tilhørte.
Senere fik jeg at vide, at en af mine Oldeforældre, min
Mors Farfar, ogsaa havde været Snedker. Han hed Jochurn
Poulsen og var fra Holsten. Han havde faaet Arbejde paa
Herregaarden Tirsbæk som Gaardens Snedker, og da han
giftede sig med en Pige fra Sognet, fik han anvist et
Fæstehus i Assendrup, hvor de skulde bo. Det var et lavt
Bindingsværkshus med Straatag, og da Brudeparret tog
det i Besiddelse, var der kun nogle tomme Stuer. Da der
24
ikke var andre Siddepladser, satte min Oldemor sig -paa
Skorstensskødet, og saa sagde hun: „De siger ellers, at
der er noget i Vejen allevegne, hvor man kommer, men
det passer altsaa ikke. Her er der ikke noget i Vejen, for
her er ingenting !' Tomheden blev der raadet Bod paa
efterhaanden, og da Jochum Poulsen døde i 1803, blev
det efterladte Indbo vurderet til 60 Rigsdaler, 11 Skil-
ling, hvilket var en betydelig Sum dengang.
Nu skulde jeg altsaa træde i min Oldefars Fodspor.
Min Læremester, I. I. Jensen, var en ældre Mand med
hvidt Hageskæg, en dygtig og samvittighedsfuld Haand-
værker og en god Læremester. Selv arbejdede han paa
Værkstedet fra Morgen til Aften, og saavel hans Ledelse
af Værkstedet som hans private Livsførelse var præget
af streng Økonomi. „Det, der gaar til Spilde, kommer
ingen til Gode', sagde han ofte. Han arbejdede mest med
sine „Grejsdals Stole'. En af hans Brødre havde en Stole-
fabrik i Grejsdalen, hvor Maskinerne blev drevet ved
Vandkraft. Her blev alt Drejerarbejdet lavet, og det blev
ført til Vejle paa en stor Trækvogn. Vi lavede „Kopstyk-
ker' og kehlede Stolesæder, og Jensen stod ved sin Høv-
lebænk og limede Stolene sammen. De var uhyre solide
og ret efterspurgte. Der blev lavet ca. 1800 Stole om Aaret.
Jensen sang næsten altid ved sit Arbejde, han havde
en køn Sangstemme, og han kunde mange Viser. Jeg har
ham mistænkt for, at han har været en flittig Teater-
gænger i sin Ungdom. I hvert Fald kunde han mange
Vaudevillesange og andre Teaterviser. Jeg lærte adskil-
lige Viser her, bl. a. Visen om ham, der altid kom en Time
for sent.
Værkstedet laa i Ejendommens Baghus, det var ikke
stort og ikke meget lyst. Der var ingen Maskiner, ethvert
Brædt blev høvlet med Haandhøvle, og naar et Brædt
25
skulde deles i flere Bredder, skar vi for Fode med en stor
Sav. Arbejdstiden var fra Kl. 6 Morgen til Kl. 7 Aften.
I Fritiden maatte vi arbejde for Betaling, vi lavede Kop-
stykker til de drejede Stole, og Jensen viste her sit gode
Sind ved at betale os fuld Svendeløn for dette Arbejde.
Paa andre Værksteder blev Lærlingenes Fritidsarbejde
kun betalt med halv Svendeløn. Ved dette Fritidsarbejde
skulde jeg tjene til Klæderne i Læretiden, men paa den
Maade blev der aldrig nogen Hviletid. Jeg var meget lille
af Vækst og havde ikke mange Kræfter, og jeg følte snart.
at Arbejdet var over Evne. I tre Vintre gik jeg i Teknisk
Skole om Aftenen, jeg vilde lære at tegne, for at jeg
kunde lave Svendestykke, naar den Tid kom.
Min Læremesters Kone var en trivelig og rødmusset
Kone med en djærv Mund. Vi fik nok at spise, men Af-
tensmaden blev serveret paa Værkstedet Kl. 5, og naar
vi havde arbejdet for os selv til Sengetid, kunde det ske,
at vi følte Trang til lidt Ekstraforplejning. Saa hentede
vi femøres Franskbrød hos Bageren, de blev flækket paa
langs og fyldt med mørk Puddersukker. Derefter spændte
vi dem i Høvlebænken, hvor de blev klemt flade og blev
til en Slags Lagkage. Det var en særlig Snedkerret, soln
smagte os udmærket. Vi var to Lærlinge, som delte et lille
Tagkammer med en fælles Seng. Et Tagvindue, som vendte
mod Nord, kunde vi lade staa aabent om Sommeren, men
om Vinteren var vi nødt til. at holde det lukket, og saa
blev .Luften i det lille Rum hurtigt saa forgiftet, at man
knap kunde aande. Hver anden eller tredie Søndag gik
jeg hjem til mine Forældre paa Assendrup Mark, og naar
jeg paa Tilbagevejen skulde igennem Tirsbæk Skov, var
det ofte slemt mørkt.
1 17—18 Aars Alderen voksede jeg stærkt, og da blev
det rent galt med Trætheden. Jeg havde undertiden ondt
26
ved at holde mig oprejst ved Høvlebænken, og jeg fik
Saar paa Skinnebenene, som ikke vilde læges. Undertiden
lammede Trætheden min Stemme, saa jeg kun kunde
hviske, og det kunde Jensen ikke forstaa. „Du er jo da
ikke forkuet,'
sagde han. Naar jeg om Aftenen kom
ud paa Gaden, var jeg svimmel, og det hændte engang,
at Forbipasserende ansaa mig for at være beruset. Min
Mester var godsindet og velmenende, men han havde ingen
Forstaaelse af min sygelige Tilstand. Jeg kunde som Re-
gel nok udføre mit Arbejde tilfredsstillende, men paa
Grund af min Afkræftethed tog det altfor lang Tid. „Du
maa se at blive Specialist, Anton', sagde Jensen under-
tiden til mig. „Du kommer aldrig til at kunne tjene dit
Brød, hvis du ikke bliver Specialist. Det nytter ikke, at
man kan lave pænt Arbejde, naar man ikke kan tjene
Føden ved det'. Jeg var selv efterhaanden bleven klar
over, at min Fremtid ikke laa i Snedkeriet, og jeg tænkte
saa smaat paa, om jeg ikke efter endt Læretid kunde
komme til at arbejde ved en eller anden Art af Instru-
mentmageri.
Mine Læreaar nærmede sig Afslutningen, og nu skulde
jeg lave Svendestykke. Det blev et Nøddetræs Sølvskab,
som Bandagist Martin havde bestilt. Der var en Del
Skuffer i dette Møbel, og det gjorde Opgaven vanskelig.
Skufferne skulde laves saa nøjagtigt, at de passede lige
godt, selv om man byttede om paa dem eller satte dem
ind med Bunden i Vejret. Og de skulde glide saa let, at
et Tryk af en Finger paa et Skuffehjørne kunde skyde
dem ind. Mit Arbejde blev antaget og jeg fik mit Sven-
debrev. Desuden gav min Læremester mig et Lærebrev
med Attest for særdeles god Opførsel. Nu var jeg altsaa
Snedkersvend, men foreløbig var der ikke megen Glæde
ved det. Jeg var saa træt, udslidt og kortaandet, at jeg
27
tabte Vejret ved den mindste Anstrengelse. Det havde
kostet mine Forældre Ofre at holde mig i Lære, og de var
skuffede over, at jeg kun kunde tjene otte a ni Kroner
om Ugen. Jeg arbejdede nogle Maaneder hos min Lære-
mester som Svend, og da han overdrog Forretningen til
Snedker Elmholt, var jeg en kort Tid beskæftiget hos
ham. Saa fik jeg at vide, at der fandtes en Harmonika-
fabrik i Staldgaardsgade, og at man der havde Brug for
en Snedker. Det var sandsynligvis noget, der passede mig
bedre, men paa Grund af min svækkede Tilstand havde
jeg svært ved at tage en Beslutning. Paa en eller anden
Maade blev det dog afgjort, at jeg skulde have Pladsen.
og den 17. Juli 1894 begyndte jeg at arbejde paa Har-
monikafabrikken „Hejmdal'.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-