Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Fabrikken „Hejmdal' ejedes af tre Købmænd i Vejle.
Det var Mads Christiansen, Nicolai Jensen og Alfred
Hennings. Fabrikkens Bestyrer, P. Bundgaard Andersen,
havde begyndt paa denne nye danske Industri i Aarhus,
men da hans Driftskapital ikke slog til, overtog disse
Mænd den, og nu blev Virksomheden fortsat her. Oprin-
deligt var det mest tyske Arbejdere, man beskæftigede,
men de blev efterhaanden erstattet med danske, og da
jeg tiltraadte Pladsen, var der kun een Tysker tilbage.
Det var Stemmeren Richard Dörfel. Jeg blev sat til at
lave Klaviaturmekanik; det var et Arbejde, der ikke kræ-
vede store fysiske Kræfter, men der var Brug for Fin-
gerfærdighed og Akkuratesse. Til at begynde med var mit
Arbejdstempo altfor langsomt, men saa satte Bestyreren
sig ved min Side og hjalp mig, og i Løbet af en Timestid
28
fik jeg sat Tempoet saa meget op, at det nogenlunde
kunde gaa an.
Jeg fik Akkord paa Arbejdet og drev det snart til at
kunne tjene 21 Kroner om Ugen; det var en stor Løn
dengang, og det styrkede min svage Selvtillid, at der dog
altsaa var et Arbejde, som jeg kunde tjene en Løn ved.
Denne Opmuntring trængte jeg af flere Grunde haardt
til paa dette Tidspunkt. Nu kom jeg lidt til Hægterne i
økonomisk Henseende efter Læreaarenes Fattigdom. Jeg
kom godt ud af det med mine Arbejdskammerater, skønt
deres Indstilling var forskellig fra min. Ved Siden af
mig stod- der en Bogbinder Madsen og lavede Harmonika-
bælge. Han var et rart og venligt Menneske, men hån
havde faaet Smag paa Spiritus, og det blev hans Ulykke.
Naar han havde faaet noget at drikke, blev han saa glad
og rundhaandet, at han sagde: „Lad os aldrig blive saa
fattige, at vi ikke kan give hverandre en Ko !' Den tyske
Stemmer var Katolik. Han havde et kønt blegt Ansigt,
og var et godmodigt Menneske, men han drak sin Uge-
løn op hver Søndag. En Dag kom han hen til mig og sagde:
„Berntsen, beter De til Gud ?' Og da jeg svarede Ja, ud-
brød han: „Fy for Satan, det maa De ikke, det er Synd !'
Han forlod senere Fabrikken, og Bestyreren overtog hans
Arbej de.
Trods min Træthed og Svaghed var jeg dog et ungt
Menneske, og det maa tjene til Undskyldning for, at jeg
kom til at indlede et Venskabsforhold til en sød ung Pige.
Og det var nok med Tiden bleven til noget mere varigt,
hvis jeg havde været mere rask. Men det varede ikke
længe, før jeg kom ind i en Depressionsperiode, hvor jeg
følte mig grænseløst ulykkelig. Hvad der var i Vejen, vid-
ste jeg ikke selv, men jeg følte, at jeg havde indladt mig
paa noget galt, og at jeg for min Sjælefreds Skyld maatte
29
afbryde dette Bekendtskab. Det kostede mig megen Sjæ-
lekval, og da Forbindelsen var afbrudt, var der ikke me-
gen Glæde ved at leve. Det strejfede en Dag min Bevidst-
hed, at jeg vist maatte være sindssyg : jeg havde jo følt
under Depressionsperioder i min Barndom, at der var
noget forkert, at jeg ikke var som andre Mennesker. Naar
jeg om Dagen arbejdede paa Fabrikken, stod jeg under-
tiden ved et Vindue og pressede mit forpinte Hovede mod
de kolde Jernsprosser, idet jeg stirrede ud mod den Del
af Byen, hvor den unge Pige boede.
Den 22. December 1894 skete der en Katastrofe. Bedst
som vi stod ved vort Arbejde, kom en af Snedkerne fra
Værkstedet nedenunder farende op ad Trappen og raabte :
„Der er Ildløs !' Vi løb ned og saa nu, at Lakerekammeret
stod i Flammer. Snedkeren havde været beskæftiget med
at lakere nogle Trælister, og han var af Vanvare kommen
til at vælte en brændende Petroleumsovn, som stod og
varmede Rummet op. Der fandtes en Mængde brændbart
Materiale: Sprit, Lak, Petroleum, Papir og Trælister, og
alle Skillerum i Bygningen var raa Bræddevægge. Derfor
fik Ilden en voldsom Magt i Løbet af faa Minutter, og
Huset fyldtes af en kvælende sort Os fra den brændende
Lak. Vi havde et Harmonium fra Kollerup Kirke til Re-
paration, og det vilde Bestyreren og jeg søge at redde. Vi
vilde hejse det ned i Gaarden, men saa kom Hejseværket
i Uorden, og nu vilde Bestyreren løbe op paa Loftet for
at faa det rettet. Men da han naaede Trappen, saa han,
at det var paa høje Tid at komme ud af Huset. Han løb
ned ad Trappen, men besvimede, da han var nede i Gaar-
den, og først da han kom til sig selv, kom han i Tanker
om, at jeg var deroppe endnu. Jeg stod ved den aabne
Luge i det øverste Værksted, og jeg havde ondt ved at
faa Vejret i de Skyer af kvalmende Røg og Os, der væl-
30
tede ud af Lugen. Man kunde ikke se mig nede fra Gaar-
den, og jeg følte mig prisgivet. Det var umuligt at komme
hen til Trappen, og jeg havde kun Valget imellem at
springe ned i Gaarden eller at blive staaende, og begge
Dele var den visse Død. Saa hørte jeg Raab nedefra, og
en Brandstige skurede mod Husets Mur. Ved Hjælp af
Tovet fra Hejseværket kom jeg ned paa Stigen, og et
Øjeblik efter stod jeg i Gaarden og var reddet. En mær-
kelig Ro havde fyldt mit Sind, medens Faren stod paa, og
jeg gik hjem — uden Hat og Jakke — men i en mærkelig
befriet Stemning. Det var altsaa ikke Meningen, at jeg
skulde dø endnu. Det føltes, som om en højere Magt havde
taget min Skæbne i sin Haand og taget en Del af det
tunge Livsansvar fra mig.
Nu var jeg arbejdsløs. Fabrikken havde ikke kunnet
svare sig, og Ejerne vilde ikke fortsætte. Jeg søgte Ar-
bejde forskellige Steder og fik omsider Plads hos Snedker
Schmidt i Grønnegade. Her arbejdede jeg nogle Maaneder,
men da Bundgaard Andersen fik indrettet et lille Harmo-
nikaværksted, tog jeg Arbejde hos ham. Vi arbejdede som
Kammerater og delte Pengene, naar vi fik solgt nogle
Harmonikaer, men vi havde hverken Penge eller Kredit,
og Bundgaard Andersen sagde en Dag: „Det er da ogsaa
elendigt; vi er saa fattige, at vi ikke engang kan gaa fal-
lit !' Der gik nogle Sommermaaneder med forgæves An-
strengelser, saa blev vi enige om at skilles. Jeg fik Ar-
bejde paa Harmoniumfabrikken i Ringkøbing og drog nu
bort til ukendte Forhold.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-