Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Det viste sig snart, at jeg ikke kunde taale det vest-
jydske Klima. Jeg lod mig undersøge af Dr. Melchiorsen,
som var baade Distriktslæge og Sygehuslæge, og han
mente, at jeg havde noget i Næsesvælghulen, der skulde
pensles bort med Jod. Jeg gik i længere Tid og fik nogie
meget ubehagelige Penslinger, men en skønne Dag sagde
Doktoren, at min Hals var uhelbredelig. Slimhinden var
atrofisk og kunde aldrig blive normal mere. Jeg vilde
gerne høre en anden Læges Mening og gik derfor til
Doktor Strandbygaard. Han rodede i min Hals med sine
Fingre og saa mig i Svælget, men sagde saa, at han troede
ikke min Hals fejlede noget. Han bad mig hente en Spand
Vand i Gaarden for at han kunde vaske sine Hænder, og
da jeg havde hentet Vandet og betalt ham to Kroner, gik
jeg igen.
Men mit Helbred var daarligt, jeg havde begyndt at
spytte graa Slimklatter op, og jeg var altid træt. Saa
læste jeg i Bladene om Kneippkuren i Silkeborg, som
blev aabnet i 1897, og jeg besluttede at forsøge, om jeg
kunde faa Hjælp der. Jeg drog til Silkeborg og blev un-
dersøgt af Kurlægen, Dr. Th. Thorson. Han sagde, at jeg
havde Fortætning i Lungespidserne, og at det var af tu-
berkuløs Art. Jeg spurgte, om han mente at kunne kurere
mig, og det sagde han Ja til. Saa blev jeg indkvarteret
35
hos en privat Familie i Byen, og to Gange om Dagen fik
jeg Gydninger med koldt Vand paa Kneippkuren. Det b e.
fandt jeg mig vel ved; Opspyttet hørte op, og jeg blev be_
friet for en Del nervøse Angstfornemmelser. Syge Men _
nesker fra hele Landet strømmede til Kneippkuren, og
der skete adskillige Helbredelser, som vakte Opmærk-
somhed.
Efter en fem Ugers Kur rejste jeg hjem til mine For-
ældre, og da jeg en Dag var i Vejle, henvendte jeg mig
til den daværende Sygehuslæge, Dr. Slomann, og bad
ham undersøge mine Lunger. Han kom til det Resultat,
at der i hvert Fald ikke var noget alvorligt i Vejen, men
han anbefalede mig Ophold i frisk Luft og kolde Afvask-
ninger. Og det gav mig Mod til at røbe, at jeg havde væ-
ret paa Kneippkur i Silkeborg. „Hvad vilde De dog der,
Mand !' udbrød han hidsigt. Senere har jeg faaet kon-
stateret, dels ved Undersøgelse hos Professor Saugmann
og dels ved Røntgenfotografering paa Vejle Sygehus, at
jeg virkelig har haft Tuberkulose i begge Lunger. Og
Professor Saugmann bekræftede fuldtud, hvad Dr. Thor-
son havde sagt. At jeg endnu er i Live, kan jeg sandsyn-
ligvis takke Kneippkuren for.
Jeg vendte tilbage til mit Arbejde i Ringkøbing, og
her forsøgte en Livsforsikringsinspektør fra Kiel at faa
mig til at tegne en Livsforsikring i „Germania'. Jeg
føjede ham i at gaa med til Stiftsfysikus Holst for at
blive undersøgt, men der var stadig for mange Svaghe-
der. Da Undersøgelsen var endt, sagde Dr. Holst: „Jeg
tror ikke, De skal komme med flere af den Slags, det er
dog vist ikke værd !' Dermed var jeg kasseret som Ob-
jekt for Livsforsikring. Aaret i Forvejen var jeg paa en
Session i Vejle bleven erklæret uduelig til al Rrigstje-
neste.
36
Sygdommen i mine Lunger var standset, men jeg var
stadig træt, og Ensomhedsfølelsen gjorde mig tung i
Sindet. Jeg følte Trang til at beskæftige mig med noget,
der kunde optage min Interesse. Da jeg en Dag stod ved
mit Arbejde paa Fabrikken, fik jeg pludselig den Tanke,
at det kunde være morsomt at prøve at lave en Violin.
Jeg indhentede min Mesters Tilladelse, og skaffede mig
noget Træ, der syntes brugeligt. Der kom virkelig en
Violin ud af det, som ikke lød saa ilde, og det gav mig
Lyst til at fortsætte. Nu skaffede jeg mig Værktøj, Ma-
teriale og faglige Bøger fra Tyskland, og en af mine
smaa Stuer blev indrettet til Værksted. Jeg havde paa
dette Tidspunkt en lille Lejlighed, hvor en ældre Pige
holdt Hus for mig. Det lod til, at jeg nok kunde sælge
de Violiner, jeg lavede. Kantor Jørgensen i Vejle købte
en af dem til sin Datter, som var Elev paa Musikkonser-
vatoriet. Jeg blev saa stærkt optaget af dette Arbejde,
at ethvert Øjeblik af min Fritid blev brugt til at sysle
med Violinmageriet. Det gik kun til en Tid. Svag og
nervøs var jeg i Forvejen, og dette forcerede Fritidsar-
bejde gjorde det helt af med mig. Et Nervesammenbrud
med Søvnløshed og andre uhyggelige Fænomener nødte
mig til at forlade min Plads, og jeg rejste nu hjem til
mine Forældre. De havde solgt deres Ejendom og boede
nu hos min ældste Broder i Assendrup. Efter en Hviletid
hjemme hos mine Slægtninge, tog jeg til Vejle. Her laa
jeg i tre Uger paa Sygehuset, og jeg fik Medicin mod
Søvnløshed, men det hjalp ikke noget. Jeg laa paa en
syv Mands Stue, hvor der hverken Dag eller Nat var Ro.
Naar jeg vaagnede om Morgenen, skete det med et Chock,
det føltes, som om en stor Glasrude blev knust lige for
Næsen af mig. Efter denne Sygehuskur var jeg i flere
Aar plaget af natlige Vildelsesanfald med frygtelige
37
Angstfornemmelser. Jeg havde ikke saa megen Arbejds
evne, at jeg kunde søge Arbejde paa noget Værksted, og
hele min Situation syntes haabløs. Jeg var otteogtyve
Aar gammel, og mine Forhold var saa tragiske som
gensinde.
Nu fik jeg desuden Lejlighed til at erfare, hvor let
man kan komme til at staa i et falsk Lys, og hvor let
den offentlige Mening kan komme til at fælde en uret-
færdig Dom. Uden at vide det var jeg kommen hjem til
Vejle paa et uheldigt Tidspunkt. Den tidligere omtalte
unge Pige, som jeg havde været lidt gode Venner med,
var bleven forlovet og skulde snart giftes. Og da man nu
saa mig pludselig dukke op i Byen i syg og nedbrudt
Tilstand, var man ikke længe om at regne ud, at der her
maatte være en Sammenhæng. Der blev ikke sagt noget
derom direkte til mig, men jeg undgik ikke Antydninger,
som røbede, hvordan Snakken gik. Jeg ønskede det unge
Par alt muligt godt og vilde nødig gøre noget Skaar i
deres Lykke.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-