Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Det var en meget svær Tid for min Forlovede. Efter
adskillige Aars Slid med Privatskole og Musikelever var
det lykkedes hende at blive ansat ved Kommuneskolen i
Kolding. Her fik hun en god Løn, og nu skulde der
komme bedre Tider baade for hende og for hendes Hjem.
Det er forstaaeligt, at man undrede sig over, at hun nu
forlovede sig med en syg Mand, og da man hørte, at jeg
var bleven indlagt som Patient i Middelfart, synes denne
Forbindelse at være helt umulig. Hun passede sit Ar-
bejde paa Skolen, men hun var ved at gaa til af Sorg. Det
tog saa haardt paa hende, at hendes Læge var betænke-
lig ved det. I de første Maaneder maatte jeg ikke skrive
Breve eller faa Besøg, min Forlovede maatte nøjes med
de Oplysninger, Lægerne kunde give hende. En Dag rej-
ste hun til Middelfart for at høre til mit Befindende. Hun
fik Foretræde hos Overlæge Lange, og da hun spurgte
om min Tilstand, svarede han lidt kort og barsk: „Aah,
han er noget sløv !' Hun vendte sig bort for at skjule en
Taare, men i det samme fik hun et lille faderligt Klap
paa Ryggen, og nu sagde Overlægen venligt: „De skal
ikke være ked af det, lille Frøken, det skal nok blive
godt Min Svoger kom en Dag derover for at høre til,
hvordan det gik, og han fik af den vagthavende Læge
den Besked, at der var ingen Forandring sket. Da min
Svoger spurgte, om de mente, jeg kunde blive rask, sva-
rede Lægen: „Det haaber vi, men det har vist sig, at Hr.
Berntsen var meget mere syg, end vi troede.'
51
Da der var gaaet et Par Maaneder, fik jeg Lov til at
sende min Forlovede et Brevkort en Gang om Ugen. Jeg
fik ogsaa Lov til at læse lidt, og jeg laante en Bog fra
Hospitalets Bibliotek i hver Uge. Anden Reservelæge,
Thune Jacobsen, forestod Kontrollen med BogUdlaanet,
og han vaagede over, at man ikke læste noget, man kunde
tage Skade af. Jeg skrev flere Gange Kiplings: Lyset,
— paa min Ønskeseddel, men den blev mig
der sluktes
nægtet. Den mentes at være for trist.
Ved Efteraarets Begyndelse kom jeg op nogle Timer
midt paa Dagen, og jeg gik da ud i Kurhusets store og
smukke Have. Her mødtes jeg med andre Patienter, og
her spillede man Krocket. Min Sidemand paa Stuen var
en ung Lærer, som jeg satte megen Pris paa. Hans Far,
en fynsk Gaardmand, kom en Dag for at se til sin syge
Søn, og jeg kom til at tale med ham ude i Haven. Han
saa med Forundring paa de krocketspillende og tilsyne-
ladende livlige Patienter, og han spurgte mig, om det var
syge Mennesker? At hans Søn var meget alvorlig syg,
havde han ingen Forstaaelse af.
Den mest gemytlige af Krocketspillerne var en ældre
vejrbidt Søkaptejn. I Haven var han fuld af Narrestre-
ger, men naar han bagefter kom ind paa Afdelingen,
kunde Trætheden overvælde ham saa voldsomt, at han
græd som et Barn, medens Taarene strømmede ned ad
hans lodne Kinder. Han havde en slem Betændelse i Mun-
den og fik alle sine Tænder trukket ud. Det gav mig An-
ledning til at skrive følgende Vers om ham :
Hr. L har længe haft ondt for Tænder,
hvad ogsaa stundom Kaptejner hænder;
det gamle Gebis gik længe Pumperne,
tilsidst tog Tandlægen alle Stumperne.
52
Styrbord og Bagbord, det hele blev rømmet
saa hurtigt, at næppe Kapteinen sig ømmed.
Men selv en Søhelt, i hvem der er Krummer,
tygger ei godt ned de bare Gummer;
snart hyrer Kapteinen — naar Vinden er gunstig —
en ny Besætning (N.B. kunstig!)
En anden Herre paa Sygeafdelingen var Direktør A,
fra Stockholm. Han var meget syg, og han fik noget Pul-
ver, der skulde berolige ham, men han sagde, at det
gjorde ham sløv, og at han trængte til at „livas'. Han
var misfornøjet med, at han hverken kunde faa sine Klæ-
der, sin svenske Salmebog eller sit nye Testamente ud-
leveret, og da man sagde, at det havde Overplejer Larsen
taget, udbrød han: „Aa, den Larsen, det er en Tyve-
knægt !' Han havde svært ved at forstaa vort danske
Sprog, og Kaptajn L., som kunde lidt af alle Sprog, vilde
en Dag glæde ham ved at tiltale ham paa svensk. Idet
han saa Direktøren ind i Ansigtet med sit barske Sø-
mandsblik, sagde han: „Det er inte bra, när man börjer
bli toki !' Og Svenskeren svarede i en vemodig Tone :
„Nej, det er inte bra det Hver Gang Svenskeren saa
et nyt Menneske, spurgte han vedkommende: „Har ni et
litet Barn ?' Og naar Svaret var benægtende, rystede han
sorgfuldt paa Hovedet. Han syntes at have den Forestil-
ling, at der kun var Helbredelsesmuligheder, hvis man
havde et lille Barn.
En Dag, da Sygeplejersken var gaaet en Tur, kom Di-
rektør A. ind til mig kun iført Skjorte og Underbukser.
„Nå, snelle Bror, hur går det ?' spurgte han, og han for-
hørte sig, om jeg kunde spille Halma. Han hentede et
Halmaspil og fik det stillet an paa en Taburet ved min
Seng. Da Plejersken kom til Stede og saa, hvad her fore-
53
Det maa virkelig ikke eksistere!'
gik, udbrød hun: „
T' svarede Direktøren. „Maa jeg
da, det får eksistera.
Q' spurgte hun, og
spørge, om De har siddet der længe .
han svarede: „ ej da, det er det förste Spel Det kostede
Umage at faa ham gennet i Seng.
Blandt Patienterne var der ogsaa en ung Københav_
ner, en Sønnesøn af Digteren M. A. Goldschmidt. Han
var et venligt og godmodigt Menneske, men et uroligt
Ungdomsliv havde slidt for haardt paa hans Nerver. En
Dag kom Overlæge Lange med et Blad og sagde: „Her
er et Digt, som er undertegnet med Deres Navn, har De
skrevet det ?' Goldschmidt vedkendte sig Forfatterska-
bet, og Dr. Lange sagde: „Jeg maa oprigtig talt sige
Dem, at jeg forstaar ikke et Ord af det.'
Der var ogsaa en gammel Herre, som havde været i
Tjeneste hos Kong Christian den Niende. Han sagde, at
Kongen var en rar og skikkelig gammel Mand, naar bare
de vilde lade ham være i Fred, men det var jo ikke saa
let, for der var saa mange Raadgivere. Den gamle kon-
gelige Tjener var mærkelig uvidende og meget pylre-
vorn. De andre Patienter vilde drille ham, men jeg syn-
tes, man burde skaane ham af Hensyn til hans høje Al-
der. Om Aftenen kaldte han paa mig med rystende Mæle ;
han mente at skulle dø i Nattens Løb, og nu skulde jeg
trykke hans Haand til Afsked, han ventede ikke at se
mig mere. Det gentog sig mange Aftener, men om Mor-
genen levede han stadig videre.
En forhenværende Søofficer var Greve og født Eksel-
lence. Han var sprunget i Søen for at redde et Menneske.
der var ved at drukne, men det gik saa uheldigt, at hans
Hoved fik et voldsomt Slag af Skibsskruen, og det ko-
stede ham hans Forstand. Studenten, der ikke vilde spise,
som jeg havde hørt Tale om den første Dag, fik jeg og-
54
saa Lejlighed til at komme paa nærmere Hold. Han var
en Præstesøn, og man havde ladet ham studere, men hans
svage Hoved havde ikke kunnet taale det. Han kunde ikke
selv spise eller klæde sig paa, og man hørte ham ikke tale.
Han laa hele Dagen paa Ryggen i sin Seng og gjorde
nogle mekaniske Bevægelser med sin ene Haand. Mange
tragiske Livsskæbner fik man her et Indblik i.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-