Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Julen nærmede sig, og Travlhed med Juleforberedelser
begyndte ogsaa at spores indenfor Hospitalets Hegn. Saa
kom der et foruroligende Rygte i Omløb; nogle af Pa-
tienterne havde faaet ondt i Halsen, og man frygtede for
en Epidemi. Lægerne mente dog, at der sikkért kun var
Tale om en uskyldig Halsbetændelse, men da man for en
Sikkerheds Skyld „podede' nogle syge Halse og sendte
Stoffet til Undersøgelse, blev det konstateret, at det var
Difteritis. Nu blev der Travlhed og Uro. Man var ikke
her vant til at have med smitsomme Sygdomme at gøre,
og der fandtes ingen Smitteafdeling for mandlige Pa-
tienter.
Jeg havde tidligere været mærkeligt frygtløs overfor
alt, hvad der hed Smitte, men nu mærkede jeg, at denne
instinktive Sikkerhedsfølelse havde forladt mig. Og da
jeg en Dag færdedes i Haven, blev jeg pludselig svimmel,
og jeg følte samtidig heftige stikkende og jagende Smer-
ter i Hovedet. Jeg skyndte mig ind og gik i Seng, og det
viste sig, at jeg allerede havde høj Feber. Da man ikke
vilde have Afdelingen inficeret, blev jeg flyttet med det
samme. Man havde ryddet en Række Celler, som ellers
blev benyttet til urolige Patienter, og jeg blev bragt der-
55
over paa en Baare. Der fandtes to Senge i Rummet, og
en Skipper fra Svendborg blev anbragt i den ene. Jeg
følte med en vis Stolthed, at jeg blussede af Hede, det
var, saa vidt jeg vidste, første Gang i mit Liv, at jeg
havde haft høj Feber. Tidligere var min Temperatur ofte
for lav; en Sygeplejerske paa Ringkøbing Sygehus havde
i sin Tid stillet mig i Udsigt, at jeg døde nok engang af
Mangel paa Feber. Nu kunde jeg altsaa dog faa Feber
som andre Mennesker, det maatte sikkert betragtes som
et Fremskridt.
Om Natten blev jeg vækket ved, at der stod to Mænd
ved min Seng og drøftede, om jeg var levende eller død.
Skipperen mente at have hørt mig drage mit sidste Suk,
og han havde derfor tilkaldt Nattevagten. Denne mente
dog, at jeg var levende endnu, og da jeg gav Udtryk for
den samme Opfattelse, blev Diskussionen sluttet. Men
den følgende Dag blev jeg flyttet til en Enecelle, hvor
Sengen stod midt paa Gulvet og var skruet fast med
Jernbeslag. Vinduet sad højt oppe og var sikret med
Jernstænger, og der var ikke noget Haandgreb i Døren.
Jeg hørte Plejerens Nøgleknippe rasle, hvergang han gik
ud eller ind. Plejeren bragte mig Æg, rørt med Sukker,
det var omtrent det eneste, jeg kunde faa ned gennem
den syge Hals.
Man havde dengang begyndt at fremstille Serum mod
Difteritis, men Serumet var ikke standardiseret, og det
var nogle mægtige Sprøjtefulde, man fik. Her Iaa jeg en
Ugestid og var ikke rigtig klarhovedet paa Grund af den
høje Feber. Det brændte som Ild i Halsen, men ellers var
jeg ret vel til Mode, nærmest lidt opstemt. Et Barndoms-
minde dukkede op i min Erindring og formede sig til et
lille Digt, der nogle Aar efter blev trykt i en Digtsam-
ling. For en Del Aar siden traf jeg den Plejer, der havde
56
passet mig, han var nu ansat ved De Kellerske Anstalter.
Han huskede mig fra Middelfart, og da jeg ytrede, at
jeg vist havde gjort en Masse Vrøvl i den Uge, jeg laa
paa hans Afdeling, svarede han: „Nej, De sagde slet in-
genting ! '
Saa vaagnede jeg en Morgenstund og var meget for-
undret over mig selv. Jeg var som nyfødt, aldrig i mit
Liv havde jeg følt mig saa let og vel til Mode som nu.
Feberen havde udraset, og den havde renset al Sygdoms-
gift ud af mit Blod. Jeg sprang op fra min Seng og saa
ud af det tilgitrede Vindue. Det var et nøgent og øde
Vinterlandskab, der laa udbredt for mit Blik, men jeg
syntes, at det var det smukkeste, jeg nogensinde havde
set. Den Morgen erfarede jeg, at et Menneskes Lykke-
følelse ikke er afhængig af de ydre Forhold og Omgiver-
ser, men af den indre Tilstand.
Nu blev jeg flyttet tilbage til Sygeafdelingen, det havde
ikke været muligt at holde Smitten ude derfra. Jeg fik
at vide, at en af Difteripatienterne, en ældre Mand fra
Als, var død, og at man ogsaa havde ventet min Død. Frk.
Wahl var imidlertid bleven flyttet til en anden Afdeling,
og en flink Pige, som hed Kirstine, plejede nu den halve
Snes Patienter, som laa her. Der var meget at bestille,
og hun sled med en god Vilje, men hun saa daarlig ud,
var gullig i Ansigtet og usikker paa Benene. Lægerne
spurgte, om hun ikke var syg, men hun vilde ikke give
fortabt. Først efter Nytaar røbede hun overfor mig, at
hun havde haft Difteritis med høj Feber, og hun var
kommen til at se ældre ud.
Min Forlovede havde faaet Overlægens Tilladelse til at
besøge mig i Julen, og det var en stor Skuffelse, at Epi-
demien hindrede hende i at se mig. Det var over et halvt
Aar siden, vi saa hinanden sidst. Det eneste, jeg kunde
57
gøre, var at sende hende et Julebrev, og det blev i Form
af et Digt:
Naar aue Klokker ringer Julen ind,
og Barneøjne af Forventning tindre,
da fødes Glæden, selv i syge Sind,
og aue Livets Sorger synes mindre.
Maaske var Aarets glade Timer faa
og Sorgens bitre, mørke Stunder mange;
dog lysner det i Hiærtets skjulte Vraa
ved Klangen af de gamle Julesange.
Snart ringer alle Klokker Julen ind
med Glædesbud til Jordens Millioner.
jeg ønsker Dig, at Du med frejdigt Sind
maa lytte til de gamle, kære Toner.
Trods alle Vanskeligheder og alt det Ekstraarbejde,
Epidemien medførte, blev Julen fejret paa sædvanlig Vis.
Der var stort Juletræ i Festsalen, og et mindre Juletræ
var tændt for os, der ikke kunde komme sammen med de
andre Patienter. En kvindelig Læge med en smuk Sang-
stemme sang Julesalmer for os. Greven lukkede sig inde
paa sit Værelse og vilde ikke være med, da han „havde
en anden Religion.' Men Løftet om en Cigaret lokkede
ham frem, og vi blev alle samlet om det tændte og pyn-
tede Juletræ.
Den 29. December kom Overlæge Lange paa Stuegang
om Morgenen sammen med en Kandidat, som penslede
min Stuefælle i Halsen med Lapis. „Skal Berntsen ikke
pensles ?' spurgte Overlægen, og Kandidaten svarede, at
det var ikke bleven ordineret. „Naa, er der ikke andet
58
vejen,' sagde Overlægen, „jo, giv De bare ham en Om-
gang ogsaa, han skal ikke være Stedbarn.' Saa blev jeg
ogsaa penslet. Overlægen forstod jo nok, at jeg havde lig-
get og gottet mig over at være fri for den ubehagelige
pensling, og da han var halvt ude af Døren, vendte han
sig om imod mig. Han satte paa Skrømt et meget barskt
Ansigt op og sagde: „De skal ikke slippe !' Det blev de
sidste Ord, jeg hørte af hans Mund. Samme Dags Aften
fandt man ham siddende død i sin Lænestol. Han havde
ogsaa faaet en Serumindsprøjtning, og man mente, at det
var mere, end hans forkalkede Hjærte kunde holde til.
Han blev kun 65 Aar gammel. Der var stor Sorg over
hans Død, ikke mindst blandt Patienterne. Adskillige, for
hvem det havde begyndt at lysne lidt, syntes, at nu luk-
kede Mørket sig om dem paany, naar de ikke længere havde
Dr. Langes faste Haand at støtte sig til. Dr. Lange var
ugift; den Kvinde, han havde ønsket at dele Livet med,
foretrak en yngre Bejler. Overlægen blev efter eget Ønske
begravet paa Hospitalets Kirkegaard i det Dagligtøj, han
havde baaret ved Stuegangen.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-