Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Hjemme i Vejle gik Arbejdet paa Fabrikken sin vante
Gang. Det blev bestemt, at mine Folk skulde have en Ud-
flugt, hvor jeg kunde være sammen med dem; de skulde
tage med Toget til Middelfart, og der vilde jeg slutte mig
til Selskabet. Vi skulde spise til Middag paa et Højskole-
hjem, og derefter vilde vi tage over til Fænø. Overlæge
Helveg havde givet mig den ønskede Tilladelse, og jeg be-
stilte Middagsmad hos Værtinden paa Høj skolehjemmet.
Men nogle Dage før Udflugten fandt Sted, mødte jeg
Overlægen udenfor Hospitalet, og han lo over hele An-
sigtet, da han saa mig. „Nu skal jeg fortælle Dem noget
morsomt,' sagde han. „Jeg blev ringet op af Værtinden
paa Højskolehjemmet, og hun fortalte, at en af mine Pa-
tienter havde været hos hende og bestilt en Middag til 22
Personer. Nu vilde hun gerne spørge Overlægen, om han
troede, det forholdt sig rigtigt Han havde beroliget
hende med, at hun kunde ganske roligt servere. Jeg maatte
indrømme, at hendes Forsigtighed var fuldt berettiget,
men det var ikke faldet mig ind, at hun kunde nære Tvivl
62
om min Paalidelighed. Udflugten forløb udmærket, og
Middagen var god og billig.
Der blev af og til arrangeret Fester og Underholdning
af forskellig Art for Patienterne. Om Vinteren foregik
det i Festsalen, hvor Patienterne blev underholdt med
Oplæsning eller Dilettantkomedie og derefter dansede vil
god Musik. Det var et broget Selskab fra vidt forskellige
Samfundslag, der her mødtes, og det var en Fornøjelse at
se, hvor Dansen og Musiken kunde faa gamle sløve Øjne
til at skinne. Patienterne fik al den Kaffe med Wiener-
brød, de kunde sætte til Livs, og nogle var saa forsynlige
at stikke et Par Stykker Wienerbrød i Lommen. Ved en
saadan Fest hørte jeg en ældre mandlig Patient sige:
„Det er storartet, det er ligesom i Tusind og een Nat.'
Om Sommeren blev der arrangeret Udflugter til Lands
og til Vands. Jeg deltog i en Tur til Skamlingsbanken
med Dampskib. Ved denne Lejlighed løb et Par Patienter
deres Vej, men da de ikke var farlige, lod man dem løbe.
Det skete ogsaa, at vi blev ført ned til en Forestilling i
Biografen eller Teatret. Jeg mindes en Teateraften, hvor
Betty Hennings underholdt os med Oplæsning af Otto
Benzons Skuespil: „Tilfældigheder.' Blandt Patienterne
var der en Hr. H. fra København; han havde rejst meget
og var meget kunstinteresseret. Medens Overlæge Lange
endnu levede, kom Hr. H. en Dag og spurgte, om han
maatte have Lov til at gaa i Teatret om Aftenen. Det
maatte han gerne, men Overlægen vilde vide, hvad han
skulde se, og om han havde sikret sig en Billet. Jo, det
var da „Ambrosius', der skulde opføres, men han havde
desværre kun kunnet faa Staaplads. „Naa,' sagde Dr.
Lange, „De vil se „Ambrosius' — paa Middelfart Teater
— og paa Staaplads! Hør, min gode Mand, De er virkelig
mere syg, end jeg havde troet !'
63
Man kom eftermanden til at stifte Bekendtskab med
Patienter fra andre Afdelinger, og blandt dem var
adskillige mærkelige Typer. Jeg mindes en ældre Mand
med graa Skægstubbe i et rødligt Ansigt. Han levede i
den lykkelige Tro, at hele Verdens Pengevæsen sorterede
under ham. Hvis man lod sig forstaa med, at man godt
kunde bruge et Beløb, var han straks til Tjeneste. Saa
kunde man faa den Besked, at der paa et nærmere angi-
vet Sted laa 360,000 Kroner parat, som man kunde af-
hente, naar man vilde, det var i Orden fra hans Side.
Men det var ham ufatteligt, hvorfor han ikke kunde blive
barberet hos Barberen i Byen. Han havde sagt Barberen,
hvor han kunde hente Pengene, men Barberen paastod,
at han fik dem ikke. Her var der en uforklarlig Uorden
i Forretningsgangen. Da denne rundhaandede Finans-
mand en Dag stod udenfor Hospitalets Hegn i en lyttende
Stilling, spurgte en Plejerske ham om, hvad han kunde
høre. Og han svarede: „A ka høør Musik. De æ fræ Ba-
belstaarnet, der æ Rejjsgilld i Daw. A ka høør, di speller.'
En ældre Mand med et stort Skæg var Væver af Pro-
fession, og han var hver Dag travlt beskæftiget med at
væve Stoffer til Hospitalets Brug. Men om Aftenen, naar
han var fri, skrev han Opraab til det danske Folk og
spurgte, om de ikke snart havde i Sinde at indsætte ham
i hans lovlige Rettigheder som Arving til den danske
Trone. En Fodermester var ogsaa et flittigt Arbejdsmen-
neske. Han hjalp med at vaske op og at vaske Gulve, og
han slog Græs i Haven. Og hvergang han havde gjort et
Stykke Arbejde, sagde han, at nu, naar han havde gjort
saa meget Arbejde for Hospitalet, maatte han da vist
snart kunne blive udskrevet. Men en anden Patient for-
klarede ham, at det Ræsonnement var helt forkert. Han
skulde hellere uægte at bestille noget, saa blev de nok
64
K ed af at have ham gaaende her. Saa længe de i ham havde
en gratis Arbejdsmand, slap han sikkert ikke herfra.
Der var andre Patienter, som tilsyneladende var nor-
malt tænkende, men som alligevel havde en Svaghed, der
havde ført dem hertil. En Gaardmand, som havde været
en førende Personlighed paa sin Egn, led af en sygelig
Angst for Smitte. Naar han gik ud af en Dør, skete det
paa den Maade, at han trykkede Dørhaandtaget ned med
Albuen og kantede sig ud uden at røre ved Døren. Og ude
i Haven gik han med begge Arme ud fra Kroppen, som
om han var bange for at røre ved sig selv. Naar man
rakte en Haand frem for at sige Goddag til ham, fik han
i en Fart Hænderne om bag sin Ryg for at undgaa Be-
røring, men det endte dog med, at man fik et Haandtryk,
og at han selv smilede ad sin sygelige Frygt. Naar han
om Aftenen skulde gaa til Ro, endevendte han sin Seng
og saa alt nøje efter. Hvis der fandtes en Lapisplet paa
et Lagen, nægtede han at lægge sig i Sengen, det var gan-
ske uforsvarligt at byde ham et saadant Leje. Det skete,
at man maatte tilkalde Overlægen, for at denne kunde be-
rolige ham. Og saa sagde Patienten: „Ja, saa lægger jeg
mig, men det sker paa Deres Ansvar, Hr. Overlæge !' Paa
alle andre Omraader var denne Mand fuldstændig normal.
„Gamle Lind' skal ogsaa nævnes. Det var en lille van-
før Mand, som havde været Patient her, siden Hospitalet
blev bygget. Han havde været Kopist i et af Ministeri-
erne, og han havde en Pension, der dækkede hans Ophold
her. En Dag spurgte han mig, om jeg havde Lyst til et
Parti Skak, og vi fik begyndt paa Spillet. Jeg mente at
kunne spille Skak, og jeg havde tidligere været med til at
sidde over et Skakparti i Timevis, men her fik det hurtigt
Ende. 1 Løbet af faa Minutter havde han gjort mig mat.
Han var den mest overlegne Skakmester, jeg har kendt.
65
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-