Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
En Dag i Efteraaret 1908 blev jeg udskrevet fra
talet og vendte tilbage til vejle. og den 12. Februar 1909
stod min Brud og jeg for Alteret i Kolding Kirke, hvor
(foto af Amalie Berntsen)
Amalie Berntsen, f. Jessen. Efter Maleri
af Christensen Bakkely
Pastor Kjørboe viede os. Vi spiste vor Bryllupsmiddag i
Svigermors Hjem sammen med nogle Medlemmer af Fa-
milien, og om Aftenen drog vi til vort fremtidige fælles
Hjem i Vejle. Her begyndte nu et Samliv, som kom til at
vare i otteogtyve lykkelige Aar. Baade min Hustru og jeg
havde levet vore Ungdomsaar under et Tryk af Modgang
og Trængsler, men nu saa vi glade Fremtiden i Møde.
66
Min Fabriksvirksomhed havde til Huse i lejede Lokaler,
men Ejeren vilde gerne sælge Ejendommen, og jeg købte
den af ham. Nu boede vi altsaa paa egen Grund.
Der var god Afsætning paa de Harmoniums, vi fabri-
kerede, og Kunderne var ofte Folk fra Landet, der kom
kørende, og som skulde have et Instrument med hjem i
Vognen. Min Hustru var meget gæstfri, og hun støttede
Handelen ved at traktere Kunderne med Kaffe, hvilket
Landboerne altid var taknemlige for. En Mand fra Op-
landet var en Dag inde hos os i et Forretningsanliggende :
han saa, at jeg havde en Del Folk i Arbejde, og at min
Hustru desuden havde Musikelever. Saa spurgte han :
„Håer I nowwe Bøen ?' Da vi svarede benægtende, ud-
brød han: „Hwa vil I så mæ et, I blywwe jo smadderriig
Saa galt gik det nu ikke, men vi havde lidt økonomisk
Fremgang fra Aar til Aar.
Vor Førstefødte, Erik Anton, kom til Verden den 19.
Februar 1910. Han var en lille køn og god Dreng, men
det lod desværre til, at han havde arvet nogle af mine
legemlige Svagheder. Der var Vanskeligheder med hans
Ernæring; vi gav ham Flaskemælk, som efter Lægens
Forskrift var kogt i lang Tid, men hans Svaghed tog til.
Den 13. August samme Aar døde han fra os. Kort før han
udaandede, sad jeg ved hans Leje og saa med dyb Bevæ-
gelse paa vort dødssyge Barn. Og da jeg hviskede: „Lille
Dreng !' aabnede han sine febertrætte Øjne og saa op til
mig med et kærligt Smil, som jeg aldrig vil glemme. Det
var en flygtende Sjæls Afskedshilsen til mig. Mine Folk
paa Fabrikken lavede en lille Kiste til ham af Egebræd-
der, som blev høvlet paa en nyanskaffet Maskine. Pastor
C. Jessen talte ved Begravelsen, og hans Tekst var: Guds
Velsignelse gør rig.
Der blev vist os meg.en Deltagelse i vor Sorg. Og min
67
Hustru sagde senere, at hun først efter denne Oplevelse
følte sig helt knyttet til Vejle som hendes Hjemsted. Skønt
vi kun havde haft vor lille Dreng saa kort Tid, var han
dog bleven Midtpunktet i vore Tanker og Forhaabninger.
Jeg gav min sorg Udtryk i et lille Digt:
Min lille Dreng, min lille Dreng,
vi redte dig saa blød en Seng,
du var vort bedste Bie.
Du var din Mor saa kær, saa kær,
du stod din Far saa nær, saa nær,
vi vaaged ved dit Leje.
Min lille Dreng, min lille Dreng,
os gæsted Sorgen ved din Seng,
dc du i Døden sulclced.
Og Sovnet blev saa stort, sac stort,
men Englen stod ved Dødens Port,
dig ind i Himlen lulclced.
Min lille Dreng, min lille Dreng,
vi redte dig saa kold en Seng
blandt Kirkegaardens Grave.
Men du skal ilclce fryse slemt,
din Barnesjæl hos Gud er gemt
i Paradisets Have.
Efter Begravelsen rejste vi til Himmelbjerget og tog
Ophold hos vore Venner, Organist Bauers fra København,
som havde et Sommerhus der. Her søgte vi at samle vort
Sind og at faa Kræfter til at leve Livet videre.
68
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-