Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
I min Barndom læste jeg en Del af Skolelærerlittera-
turens Frembringelser, og jeg nærede meget ophøjede
Forestillinger om de Forfattere, der kunde skrive saa her-
lige Fortællinger. Jeg kunde ikke forestille mig, at C. A.
Thyregod, Emanuel Henningsen, Jens Skytte og flere an-
dre gik paa denne Jord og var ganske almindelige Men-
nesker. Da jeg en Dag i 1919 blev overrasket ved at faa
et Brev fra Jens Skytte i Kolding, havde jeg endnu noget
af denne Følelse i mig, og jeg følte mig meget beæret ved,
at han vilde skrive til mig. Jens Skytte ønskede, at jeg
skulde sende ham min Bog: Niels Væwwers Rejjs, saa
vilde han til Gengæld sende mig en af sine Bøger. Senere
besøgte jeg ham i Kolding, og vi blev gode Venner. Jeg
havde altid beundret hans Evne til at gengive det skalk-
agtigt dobbeltbundede i den lune Jydes Maade at udtrykke
83
sig paa, og det var mig en Glæde at faa Lejlighed til at
udveksle Tanker med ham mundtligt.
En Dag i 1920 fik jeg Besøg af Boghandler Andreas
Dolleris. Han bad mig om at læse lidt op af min Produk-
tion ved et Møde i Vejle Højskolehjem. Jeg indvendte, at
jeg var altfor nervøs til at optræde som Oplæser for en
Forsamling, og at andre sikkert kunde gøre det bedre.
Men Dolleris fik Bugt med mine Betænkeligheder, og den
13. April 1920 debuterede jeg som Oplæser med et Par
af mine jydske Fortællinger. Det blev nævnt i Folkebla-
dets Referat, og saa varede det ikke længeh før der kom
Bud efter mig fra andre Steder. Det blev Begyndelsen
til min Virksomhed som Oplæser, og senere var der mange
Steder, hvor man mente at kunne bruge mig som Fore-
dragsholder ved Møder eller som Prædikant ved en Guds-
tjeneste. Det var mest i Forsamlingshuse paa Landet, jeg
kom til at optræde, og jeg fandt de fleste Steder gode Til-
hørere. Enkelte Gange fik' jeg Adgang til Steder, der laa
udenfor Alfarvej ; jeg har saaledes holdt Oplæsning for
Patienterne paa Sindssygehospitalerne i Middelfart og
Risskov og for Fanger i Statsfængslet i Horsens.
I Aaret 1924 lærte jeg Koncertsanger Anker Olesen at
kende, og vi kom til at optræde sammen ved mange Lej-
ligheder, blandt andet ved det danske Kunststævne i Fo-
rum i København i 1929. Det skyldes ham, at mine jydske
Viser blev sat i Musik af danske Komponister
Carl
Nielsen, Ad. Riis-Magnussen, Gunder Knudsen og flere.
Til Sangen: „Mi Nååbo, Pe Sme' havde jeg selv lavet en
Melodi, som nu findes i Højskolesangbogens Melodisam-
ling og flere Steder. Anker Olesen gjorde mine Viser
kendte ved at synge dem, dels i Radioen og dels ved Kon-
certer og Møder. Hans smukke Stemmeklang og hans yp-
perlige Tekstudtale gjorde ham i særlig Grad skikket til
84
at synge jydske Viser saadan, at baade Ord og Toner
kom til deres Ret. Hans Frue akkompagnerede smukt, og
jeg har haft mange festlige Stunder sammen med disse
to gode Venner.
Saa længe Evald Tang Kristensen levede, besøgte jeg
(foto af 3 personer)
Paa Tourne med Anker Olesens
ham jævnligt, enten for at raadføre mig med ham eller
for at vise ham et nyt Manuskript. Da jeg en Dag lod
ham læse et nyt jydsk Digt, som et Barndomsminde havde
givet mig Stof til, gik der en mørk Skygge over hans An-
sigt. „Saadanne Minder har jeg ikke fra min Barndom !'
sagde hane At hans Barndomsaar ikke var lykkelige, har
jeg hørt ham nævne ved flere Lejligheder. Og jeg tror,
at det var Aarsagen til det lidt kantede og tillukkede
Ydre Væsen, som fik adskillige til at vurdere ham for-
kert. Han havde et følsomt og trofast Sind, men han
havde ikke let ved at give det Udtryk i Ord. Man kendte
85
ikke Tang Kristensen, hvis man ikke havde haft Lejlig.
hed til at se ham sammen med Børn. Naar han snakkede
med et lille Barn eller fortalte Eventyr for en Flok Børn
i en Skole, gled alt det tunge og tillukkede af ham, og
saa kunde han være saa fornøjelig og umiddelbar som
nogen.
Der kom mange Gæster til Tang Kristensens Hjem,
baade danske og udenlandske. Jeppe Aakjær traf jeg flere
Gange her, og i 1923 mødtes jeg med Sigrid Undset i
„Mindebo'. Hun havde Slægtninge i Vejle, som hun be-
søgte, og hun var stærkt interesseret i at besøge Evald
Tang Kristensen, hvis Gerning hun vurderede meget højt.
Sigrid Undset indbød min Hustru og mig til at spise til
Aften hos hende paa Hotellet, hvor hun boede. Selskabet
bestod af Tang Kristensens og Sagfører Tellers og os, og
det blev en meget interessant Aften. Fru Undset var ikke
meget talende, men hun virkede stærkt ved sin Person-
lighed. Hun læste norske Eventyr for os, og vi talte sam-
men om forskellige Landes Almuedialekter. Hun hævdede,
at de var indbyrdes beslægtede, og at naar man kunde
et Bondemaal, saa kunde man dem alle.
Hos Tang Kristensen mødte jeg ogsaa den berømte
Klavervirtuos og Komponist Percy Grainger. Han havde
ved sit første Besøg i Danmark truffet den færøiske
Folkemindesamler Hjalmar Thuren og var af ham bleven
gjort opmærksom paa Tang Kristensens store og for-
tjenstfulde Arbejde med Optegnelse af gamle danske Fol-
keviser og Melodier.• Professor Berggren havde i sin Tid
kritiseret Tang Kristensens Melodioptegnelser som unøj-
agtige, men nu blev det ved Percy Graingers Hjælp kon--
stateret, at det, Professor Berggren havde betegnet som
Fejl, netop var noget af det' interessante og karakteristi-
ske ved de gamle Visemelodier.
86
Percy Grainger er en stor Kunstner og et herligt Men-
neske. Han besøÉte os flere Gange, og han var altid vil-
lig til at spille for os og vore Gæster. En enestaaende Op-
levelse gav han os ved at arrangere en Privatkoncert i
vort* Hjem den 17. September 1923. Programmet var
nogle af de Folkevisemelodier, Tang Kristensen havde
optegnet, og som nu af Percy Grainger var arrangeret
for Violoncello, Klaver og Orgel. Herman Sandby spillede
Cello, Percy Grainger Klaver og Organist Brieghel-Mül-
ler Orgel. Vi havde faaet Lov til at indbyde et halvt Hun-
drede musikinteresserede Mennesker, og det blev en fest-
lig Aften.
Ved en senere Lejlighed mødtes Percy Grainger og den
gamle Spillemand Frederik Iversen i vort Hjem. Fr. Iver-
sen spillede paa siu=Yiolin, og Percy Grainger optog Styk-
kerne paa Fonografvalser; han vilde have dem med til
Amerika. Da Fr. Iversen var færdig med at spille, vilde
han høre, hvad denne fremmede Kunstner kunde præste-
re,og Percy Grainger spillede nu et større Koncertstykke
for os. Fr. Iversen stod ved Siden af ham og lyttede med
sin sædvanlige uforstyrrelige Ro, og da Stykket var endt,
sagde han: „De æ såen, de ska væær Og Percy Grain-
ger sagde: „Det er en ganske behagelig Mand, denne
Iversen, ham kan jeg godt lide-!'
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-