Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Ved vor lille Datters Fødsel i 1918 fik Livet i vort Hjem
et nyt og rigere Indhold, og vore Tanker blev rettet mod
nye Fremtidsmaal. Det er en herlig Oplevelse at følge et
Barns Udvikling Dag for Dag. Barnets Interesse for Om-
givelserne kommer til at spænde over et stadigt større
Omraade, og de uartikulerede Lyde, hvormed det giver
91
sin Tilfredshed eller sit Mishag til Kende, afløses af en
begyndende Evne til at sige rigtige Ord. Der kommer et
Tidspunkt, hvor Barnet opdager, at Lemmerne kan bru_
ges til at bevæge sig med, først pau alle fire og senere
(foto af Amalie Berntsen)
Amalie Berntsen 1918
i en vaklende oprejst Stilling. Saa kommer der en Tid,
hvor Barnet stiller Spørgsmaal i det uendelige og vil have
alle Tilværelsens Problemer klaret. Naar man er sprog-
ligt interesseret, lægger man Mærke til de pudsige nye
Orddannelser og mærkelige Sætningsbygninger, Barnet
kan finde paa. At iagttage Barnets Karakterudvikling og
de mange smaa Ejendommeligheder, der røber Slægtska-
bet, er som at opleve sin egen Barndom paany.
92
I Maj 1920 var vor lille Anna Louise syg 'en halv Snes
Dage af Forkølelse og Slim paa Lungerne. Anden Pinse-
dag var hun lidt ude i Gaarden, og jeg skrev da følgende
Digt :
Nys Kinderne blussed, og Feberen steg,
og Skatten blev ked af at spise,
kun nødig din Mor fra dit Leje veg,
nu smiler du atter, skønå Kinden er bleg,
vor elskede Anna Louise!
Nu skinner der Sol over 'grønnende Vang
de syge og trætte til Lise,
vi lytter til Helligdagslclolclcernes Klang,
og Lærken istemmer sin gladeste Sang,
den synger for Anna Louise.
Og gennem den rene, vaarlige Luft
der stryger saa fager en Brise,
den bringer af tusinde Blomsters Duft
fra Marlceh og Skoven og Bondens Toft
en Hilsen til Anna Louise.
Jeg mindes sac mangen en fager Vaar,
hvis Ynde og Pragt jeg mcc prise,
men aldrig var V aaren saa skøn som i Aar,
da Blomsterne dufter og Lærken slaar
til Glæde for Anna Louise!
En Dag var Anna Louise med mig paa Kirkegaarden,
og vi stod og saa paa et Gravsted, som var prydet med
fire Drengefigurer, der var hugget i Marmor. En af
Drengene holdt en Haand for Øjnene, og hun rykkede i
den for at faa ham til at tage den bort, han maatte ikke
93
græde. Saa klappede hun Figurerne og sagde: „Dem fry_
ser, dem ha Uldtrøje paa !'
En gammel Frøken, Kirstine Petersen, som vi kaldte
„Faster', kom jævnligt hos os, og hun var en af Anna
(foto af Anna Louise)
Anna Louise
Louises bedste Venner. Hun kom paa De gamles Hjem,
og her laa hun syg i nogen Tid. Hun bad, om hun ikke
maatte komme ned til os en halv Time, før hun skulde
dø, men det var jo ikke saa let at faa arrangeret. En Mor-
gen fortalte Anna Louise, at hun havde set saa mange
hvide Engle i Drømme, og de havde saa travlt. Senere
paa Dagen hørte vi, at „Faster' var død om Natten.
94
1 Aaret 1925 tog vi vor Datter med paa en Tur til Kø-
benhavn, og det var hendes første store Rejse. Vi saa
Dyrene i Zoologisk Have, og paa Det kongelige Teater
saa vi „Liden Kirsten' og „Fjernt fra Danmark'. Det
blev særligt festligt ved, at Kongen og Dronningen var
til Stede. Anna Louise var meget optaget af Forestillin-
gen, og bagefter sagde hun: »Far, de sang hele Tiden,
og saa lod de, som om det var noget de lige fandt paa,
og som de•let ikke havde tænkt paa i Forvejen.'
1 1917 havde jeg købt en Grund af Vejle Kommune
paa Sdr. Villavej, og her byggede vi et Hus i 1924. Det
var Naboskabet til Skoven, der fristede mig til at købe
Grunden. Jeg ønskede, at vort Barn skulde have et Sam-
liv med Naturen; Fuglenes Sang og Suset fra Skovtræ-
ernes Kroner skulde give Genlyd i hendes Sind og beva-
res som en Tone i hendes Barndomsminder. I nogle Aar
benyttede vi dette Hus som Sommerbolig og boede i Ør-
stedsgade om Vinteren, men i 1933 flyttede vi op i „Skov-
haven' med vort Indbo efter at have faaet Huset indret-
tet til Helaarsbeboelse.
En Dag i Februar 1926 gik Anna Louise og jeg en Tur
OP gennem Lille Grundet Hulvej. Der laa et tyndt Lag
Sne paa Jorden og paa Træerne, og alt var saa kønt at
se paa. Bækken i Kløften mumlede saa morsomt under
Islaget; det lød, som om den sagde: Bi kuns lidt, saa
kommer vi! Anna Louise undrede sig over, hvor alt det
Vand kom fra, og jeg fortalte hende om Naturens Kreds-
løb, om Vanddampene, der stiger til Vejrs fra Havet og
bliver til Skyer for saa at falde ned som Regn. Paa Hjem-
Vejen sagde hun, at den Spadseretur vilde hun aldrig
glemme.
Anna Louise kom i Frk. Seligmanns Skole den 17. Au-
gust 1926, og det gik hende godt, hun var især flink i
95
Dansk. Her sad hun ved Siden af sin Veninde, Inger
Høyer. Det var interessant at følge hendes Udvikling
og vi havde mange gode Samtaler. En Dag spurgte hun
mig om, hvad Underbevidsthed var. Jeg svarede: „Det
er, naar man ved noget, som man ikke selv ved af, at
man ved. Kan du forstaa det Jo, det forstod hun nok.
Men Dagen efter kom hun og spurgte mig: „Kan man
ikke ogsaa sige, at det er, naar. man ved noget, som man
ikke kan huske, at man ved ?' Hun røbede tidligt, at hun
havde Sprogtalent. En Dag overraskede hun mig med
at sige paa uforfalsket Jydsk: „Fåe, hudden tøgges do,
do håer et ?'fQJeg havde lært hende et Par latinske Glo-
ser, og da Mor en Dag saa lidt modfalden ud, lagde Anna
Louise sin Haand paa Mors Arm og sagde: „Mor, post
nubila phoebus*) —
husk paa det
I April 1933 blev vor Datter konfirmeret af Pastor
Gottlieb, og vi havde en god Festdag sammen med Slægt
og Venner.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-