Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
1 1929 blev jeg optaget som Medlem af Dansk Forfat-
terforening. Og samme Aar den 8. April døde min gamle
Ven og trofaste Raadgiver, Evald Tang Kristensen. Han
blev begravet den 16. April paa den gamle Kirkegaard ved
Langelinie. Provst Christensen holdt Ligtalen, og Dansk
Folkemindesamling havde sendt tre Repræsentanter til
Begravelsen, det var Gunnar Knudsen, Grüner Nielsen og
Hans Ellekilde, og adskillige andre kendte Mænd var til
Stede. Der blev senere rejst et smukt Minde paa Graven.
* ) efter Skyer Sol!
96
en Granitsten med et Relief, som forestiller en Skattegra-
ver. Det var udført af Billedhugger A. Bundgaard.
Jeg følte Tang Kristensens Bortgang som et stort Tab.
Han havde ikke blot sat mig i Gang med at skrive, men
han havde Været min vise Raadgiver og Vejleder, og han
havde ofret mange Timer af sin Tid paa at hjælpe mig.
Den jydske Ortografi, som jeg stadig benytter, og som
jeg har dannet mig under hans Vejledning, finder de fle-
ste letlæselig. Mine Følelser ved hans Død gav jeg Ud-
tryk i Digtet:
Der brænder Lys i Mindebo,
en Skattegraver gik til Ro.
Hans Fod har traadt det sidste Fied
fra Døgnets Strid til Dødens Fred.
Et Blik er slulct, der skued vidt,
saa skæbnetungt, saa barneblidt.
Et Lydhørt Øre sidste Gang
har fattet Mindeguldets Klang.
Det barske Ydre aue sac,
det rige Sind var kendt af faa.
Fro lyngklædt Hus med Armods Kaar
han hented Guld til Danmarks Gaard.
En Livslang Daud til Follcegavn,
— i Danmark glemmes sent hans Navn.
Fra Taarnet toner Klolclcens Sang,
vi følger ham for sidste Gang.
For hvad han var, for hvad han gav,
min Tak jeg hvisker ved hans Grav.
97
Aaret efter, den 28. Juni 1930, døde en anden af mine
gode Venner, Pastor Johan Geismar. Hans Helbred havde
været vaklende siden hans Hustrus Død, og det sidste
Aars Tid, han sad i Embedet, var han meget svækket af
Sygdom. Han fik Lov til at lukke sine Øjne paa sin 61
Aars Fødselsdag, og med hans Død sluttede en betyd-
ningsfuld Periode i Vor Frelsers Sogns Historie. Ogsaa
hans Død var for mig et stort personligt Tab.
Min 60 Aars Fødselsdag blev fejret med stor Tilslut-
ning i Vejle Haandværkerforenings Sal. Der blev holdt
mange Taler, og Anker Olesen sang nogle af mine jydske
Viser. Vi fik mange Gaver, og Vejle Amts Folkeblad
bragte baade et længere Interview og en Række Udtalel-
ser om mit Forfatterskab af kendte Personligheder.
Og den 12. Februar 1934 fejrede min Hustru og jeg
vort Sølvbryllup. Festen blev holdt i Vejle Teaters lille
Sal, og vi havde indbudt 96 Gæster. Vi spiste en lille Mid-
dag sammen og havde et fornøjeligt Samvær. Min Hustru
havde vundet alles Hjerter ved sin Gæstfrihed og ved
sit milde, hjærtevarme Sind, og vi var Genstand for me-
gen kærlig Opmærksomhed.
Den 23. September 1934 havde vi en usædvanlig Op-
levelse. Det var en Søndag Morgen, før vi endnu var
staaet op, at vi pludselig hørte et mærkeligt Bulder i
Luften over vort Hus, og en Rude i vort Soveværelse
blev slaaet ind. Der var jo ikke Krig dengang, ellers
kunde man have troet, at det var en Flyver, der kastede
Bomber. Jeg kom i Klæderne og skyndte mig ud for at
se, hvad der var paa Færde. Vor Have var oversaaet med
Træstumper; en Skypumpe var gaaet hen over Mølle-
bakken og havde revet Stumper af Møllens Vindrose.
I Efteraaret 1935 fik vi atter en Forskrækkelse. Det
var en Søndag Aften, at jeg følte mig syg og maatte gaa
98
(foto fra 'Vort Sølvbryllup')
99
i Seng. Den følgende Dag tilkaldte vi Læge Hobolth, og
han konstaterede ved en Undersøgelse, at det var en ind-
vendig Blødning. Han turde ikke tage Ansvaret for at
lade mig ligge hjemme, og jeg blev i Hast ført paa Syge-
huset. Overlæge Buchholtz oplyste mig straks om, at der
var ca. 50 Procent Helbredelser i Tilfælde som dette. Det
kunde altsaa blive til hvad som helst. Foreløbig skulde
jeg ligge ganske stille paa min Ryg. Det havde virket op-
rivende paa mine svage Nerver, at jeg saa hovedkulds var
bleven fjernet fra mit Hjem, og jeg fik om Natten et
Ildebefindende, som dog snart gik over. Den følgende
Morgen skinnede Solen ind til mig, og jeg befandt mig
bedre. Jeg gav min Sindsstemning Udtryk i følgende
Vers :
En Dag man vaagner i sit eget Bo,
hvor alting glider i den vante Gænge,
men inden Aften bringes man til Ro
i en af Hospitalets hvide Senge.
Jeg hører Arbejdsdagens muntre Larm,
derude fra den kommer til mit Øre;
jeg ser paa Uret, løfter træt en Arm,
min Gerning er: slet ingenting at gøre.
En Menigmand i Arbejdsdagens Hær
jeg var, erhvervede mit Brød ved Faget;
nu volder jeg Bekostning og Besvær
som en af dem, der saaredes i Slaget.
Paa Ruden ser jeg Morgensolens Skær,
snart Plejersken vil ind ad Døren træde.
Hvor er dog Morgenluften mild og kær
nyfødte Dag, jeg hilser dig med Glæde!
100
Jeg gennemgik de sædvanlige Undersøgelser med Prø-
vemaaltider, Udpumpning og Røntgenfotografering, osv.
Det skulde konstateres, om Blødningen skyldtes et Tarm-
saar eller en Kræftsvulst. En Dag viste Overlægen mig
Røntgenbilledet, som viste, at det var et Tarmsaar, Blød-
Ilingen kom fra. Overlæge Buchholtz var yderst elskvær-
dig mod mig, men vi kunde ikke enes om Diætspørgsmaa-
let. Der var enkelte Ting, som jeg ikke mente at kunne
taale, blandt andet Asparges. Jeg vidste af Erfaring, at
det virkede paa mig som en Forgiftning. Man lod mig
dog spise Aspargessuppe, og Dagen efter var min Tunge
saa ophovnet, at jeg havde ondt ved at tale tydeligt. Da
vi en Dag atter drøftede Kostspørgsmaalet, sagde Over-
lægen: „Ja, De har levet Dem ind i nogle Forestillinger,
der ikke er rigtige, og det har bundfældet sig i Deres
Bevidsthed.' Og jeg sagde: „Det kan gerne være, men
jeg har 40 Aars Sygdom bag mig, og det kan ikke bort-
forklares af en Mediciner, der aldrig selv har fejlet noget
ordentligt !' Hertil svarede Overlægen med et godmodigt
Smil: „Naa naa, jeg har da i al Beskedenhed haft Tyk-
tarmskatarrh med Blødninger.'
Da det viste sig, at jeg ingen Behandling skulde have,
men blot ligge stille, til Saaret var lægt, bad jeg om at
maatte komme hjem, og det fik jeg Lov til. Det var den
1. Oktober, jeg blev indlagt, og den 12. Oktober blev jeg
udskrevet. Jeg laa saa hjemme, til min Sygdom var over-
staaet.
Den 28. Marts 1936 havde vi en uhyggelig Oplevelse.
Det var Paaskedag, og vi havde lejet en Bil til at køre
for os hele Dagen. Vi besøgte nogle Venner paa Fyn og
havde en festlig Dag hos dem, men Uhyggen ventede os,
da vi kom hjem. Der havde været en Indbrudstyv i Huset
Under vor Fraværelse, og han havde efterladt sig ubeha-
101
gelige Spor. Skufferne var trukket ud af Møblerne, deres
Indhold strøet paa Gulvet, og der var lavet adskillig RQ _
vage. Jeg løb ovenpaa for at se, om Tyven ogsaa havde
været i vort Soveværelse, og der saa det frygteligt ud.
Mit Pengeskab var væltet, og han havde hugget i det
med en Økse uden dog at faa det aabnet. Øksen laa i min
Seng sammen med en Del Flasker og Glasskaar. Jeg var
ved at faa ondt, men blev stivet af med et Glas Vin, og
saa fik vi ringet til Kriminalpolitiet. De kom og tog For-
holdene i Øjesyn. Det viste sig, at Tyven var kommet ind
gennem et Kældervindue og var gaaet fra Kælderen op i
Stuerne. Politiet var saa venligt at blive hos os det meste
af Natten for at berolige min Hustru. De følgende Næt-
ter sov vi hos Redaktør Skytte Nielsens, min Hustru
turde ikke sove i vort eget. Hus. Det viste sig, at den
samme Tyv havde været paa Spil flere Steder i Nærhe-
den samme Nat, men hvem han var, fik vi aldrig at vide.
Vi mistede ikke noget nævneværdigt ved dette Indbrud,
men det Chock, min Hustru fik ved denne Lejlighed, for-
vandt hun vist aldrig helt.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-