Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Vor Datter var Elev paa Snoghøj Gymnastikhøjskole i
Sommeren 1937, og da hun en Søndag havde været hjem-
me paa Besøg, fulgte vi hende lidt paa Vej om Aftenen.
Vi vinkede til hende, da hun cyklede afsted, men da vi
saa vendte os om for at gaa hjem, snublede min Hustru
over en Kantsten og faldt. Hun slog sig noget og havde
faaet nogle blaa Pletter, men vi mente dog, at hun var
sluppet nogenlunde uskadt fra det. Hendes Helbredstil-
stand havde længe været noget utilfredsstillende; hun
102
trængte til Hvile, og da vore Venner, Slagtermester Jør-
gensens i Aarhus, indbød os til at tilbringe nogle Dage
hos dem, tog vi med Tak mod Tilbudet. Vi drog hjem-
mefra den 19. Juli, og da vi laasede Døren efter os, anede
vi ikke, at min Hustru ikke oftere skulde træde over
Hjemmets Tærskel. Vi blev venligt modtaget i Aarhus,
men i Løbet af et Par Dage blev min Hustru syg; hun
havde Feber og slemme Smerter. En tilkaldt Læge kon-
staterede, at det var Aarebetændelse, og han sagde, at
hun hurtigst muligt skulde indlægges paa et Sygehus til
Behandling. Der blev ringet til Vejle Sygehus om at have
et Værelse parat, og Falck kørte os dertil. Fru Jørgensen
havde været Sygeplejerske, og hun var saa venlig at følge
os til Vejle. Det var den 23. Juli, min Hustru blev indlagt,
og vi haabede, at hun i Løbet af nogle Uger skulde være
paa Fode igen.
Jeg havde i flere Aar ønsket at faa Lejlighed til at
deltage i et Sommermøde paa Liselund, og nu syntes min
Hustru, at jeg skulde tage derover, mens hun laa paa
Sygehuset. Den Dag, jeg skulde afsted, lod jeg en Bil
køre mig til Banegaarden, men vi lagde Vejen om ad Sy-
gehuset, for at jeg kunde sige Farvel. Da jeg kom ind til
min Hustru, viste det sig, at hun pludseligt var bleven
meget syg. Der havde dannet sig en Blodprop, og det stod
nok i Forbindelse med det omtalte Fald paa Gaden. Nu
blev jeg hjemme og sad daglig ved min Hustrus Syge-
seng. En af Lægerne havde varsomt forberedt mig paa,
at den Blodprop vilde gøre mere Fortræd. Den femte Au-
gust sad jeg hos hende til Klokken otte om Aftenen, og
jeg var gerne bleven der en Time længere, men min Hu-
stru bad mig gaa hjem til vor Datter, som nu var hjemme.
Den næste Morgen blev der ringet fra Sygehuset, at vi
Skulde komme straks, og vi forstod, hvad det betød. Det
103
virkede paa mig som et lammende Slag, og det var med
Besvær, jeg holdt mig oprejst. Vi fik i Hast en Bil og
naaede derop, inden min Hustru udaandede, men hun var
uden Bevidsthed. Og et Øjeblik efter var hendes Livslys
udslukt.
Nu kom der en frygtelig svær Tid for min Datter og
mig. Tiden blev saa ulidelig lang, hver Time var som en
Evighed, og vi forstod ikke, hvordan vi skulde kunne
holde ud at leve uden Mor. Jeg besørgede alt mekanisk
og forretningsmæssigt og gjorde de nødvendige Forbere-
delser til Begravelsen, men jeg var ikke mig selv. Mit
Følelsesliv var lammet, saa jeg hverken kunde føle Sorg
eller Glæde. Og saa skrev jeg dog Dagen efter min Hu-
strus Død følgende Digt:
Stokrosen blomstrer ved Husets Mur,
i Stuen dikker det gamle Ur.
Solen skinner i Hoven som før,
men Savnet ruger bag Hjemmets Dør.
Den Kvinde, der gav mig sin Haand og Mund,
har lukket sit Øie i Dødens Blund.
Her har hun vandret for sidste Gang,
her har hun nynnet sin sidste Sang.
Her har hun jublet, og her har hun grædt,
om hende minder hvert Rum, hver Plet.
Hun følte saa varmt, hun favned saa vidt,
for andre gik hun saa mange Skridt.
Der kommer en Stund, hvor Læben er stum,
hvor Øjets Taarelcilde er tom.
104
Men Livet skal leves — Gud give os Mod!
Gud, kom os i Hu og vær os god.
Bisættelsen fandt Sted den syvende August, og den
tiende August blev min Hustru stedt til Hvile paa Østre
Kirkegaard ved Siden af vor lille Erik. Pastor Gottlieb
talte smukt og sandt, og der var et meget stort Følge og
mange Kranse. Jeg takkede ved Graven og sluttede med
at sige: „Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være
Min Datter blev nu hos mig og paatog sig at være min
Husbestyrerinde. Og vi søgte at hjælpe hinanden med at
bære Sorgen og Savnet, men det var meget svært. Der
var et Tidspunkt efter Nytaar 1938, hvor jeg var senge-
liggende og meget syg. Læge Hobolth mente, at jeg burde
sendes bort, og da jeg spurgte om, hvor han vilde have
mig hen, foreslog han Hareskov, men det ønskede jeg ikke.
Saa sagde han: „Jeg ved nok, hvad De tænker paa. De
tænker paa Middelfart, men det er ikke sikkert, at det er
det samme som i Dr. Langes Tid.' Det endte med, at jeg
blev hjemme og efterhaanden faldt mere til Ro, men mit
Sind var sygt. Min Datter hjalp mig trofast med alt.
Siden Radioens Fremkomst var det gaaet stærkt til-
bage med Salget af Harmoniums. Fabrikken gav mig ikke
mere nogen Fortjeneste, og da min sygelige Tilstand
gjorde mig uskikket til at fortsætte Virksomheden, maatte
jeg tænke paa at afslutte den. En Dag i Efteraaret 1938
kom en af mine tidligere Medarbejdere, Snedkermester
P. Christiansen, og spurgte, om jeg vilde sælge Ejendorn-
men. Det var jeg meget villig til; jeg vilde lade ham faa
Ejendommen for det Beløb, den stod til i Ejendomsskyld,
32,000 Kroner. Det vilde han gerne give for den, og saa
105
var den Handel gjort. Overtagelsen skulde finde Sted den
1. Oktober. I Løbet af Sommeren realiserede jeg mit La-
ger af Harmoniums, og et Restparti af forskelligt Ma-
teriale solgte jeg til Andresen & Co. i Ringkøbing. Saa
var det Slut med den Fabriksvirksomhed, jeg var bleven
ført ind i næsten mod min Vilje, og som var lykkedes saa
langt over min og andres Forventning. Min Far var Spil-
lemand paa Landet i 37 Aar, og jeg havde fabrikeret Mu-
sikinstrumenter i 37 Aar. Vi holdt altsaa ud lige længe.
Jeg var taknemlig for den Medgang, jeg her havde haft,
men jeg var ogsaa glad ved, at jeg nu maatte hvile.
Min Datter og jeg trængte til nye Oplevelser og nye
Indtryk, og vi indmeldte os til Sommermødet paa Lise-
lund i 1938. Jeg vidste ikke, om det vilde interessere min
Datter at være med til de mange Foredrag og Bibelti-
mer, men hun maatte deltage i saa lidt eller meget, som
hun selv ønskede. Det varede ikke mange Dage, før hun
sagde til mig: „Far, jeg anede jo ikke, at der fandtes
noget i Verden, der passede saadan for mig som dette
her !' Hun vilde overvære alle Møderne og var ikke til
at trække derfra. Her var der en aandelig Atmosfære,
hvori hun følte, at hun kunde aande frit. Og hun beun-
drede Niels Dael.
En Aftenstund sad vi sammen med nogle af Mødets
Deltagere i de gamle Stuer paa Liselund, og min Datter
var kommen til at sidde ved Siden af Professor Vilhelm
Grønbech. Han spurgte, om det var første Gang, vi var
paa Liselund, og da hun svarede Ja, sagde han: „Naar
man har været paa Liselund een Gang, saa kommer man
igen, det kan man slet ikke lade være med.' Vi kom og-
saa igen adskillige Gange, og efter at vi havde deltaget
i Vintermødet 1940, blev vi der i to Maaneder som Ele-
ver paa Vinterskolen. Vi fik Undervisning af Professor
106
L. p. Larsen, Jens Byskov, Ester Møllerstedt og flere, og
vi havde gode Kammerater. Det var den første af de tre
haarde Frostvintre; Storebælt blev lukket af Is, og i no-
gen Tid kom der hverken Breve eller Aviser fra Jylland.
(foto af ung Anna Louise)
Anna Louise
Jeg har senere fortalt Niels Dael, at Møderne paa Lise-
lund havde været os en Hjælp til at komme igennem den
svære Tid efter min Hustrus Død, og det fik ham til at
udbryde: „Herregud !'
Paa Liselund fik man Lejlighed til at høre nogle af de
mest betydelige kirkelige Ordførere i Norden, og nogle
af dem kunde man komme til at tale med. Her fik man
en god Hjælp til Orientering i nordisk Kirkeliv. Biskop
107
Berggrav var en af de mest paaskønnede. Da han en Dag
holdt et Foredrag om de kirkelige Forhold i Norge, sagde
han, at det kirkelige Partivæsen gjorde saa megen Skade.
Tonen i den kirkelige Polemik var saa ofte skarp og saa-
rende, og det skræmte søgende Sjæle bort fra Kirken.
Her blev han afbrudt af Niels Dael, som sad nede i Salen:
„Det er ikke nær saa slemt her i Danmark som oppe hos
Jer i Norge !' Og Berggrav svarede: „Det kender du ikke,
Niels Dael, du er saa ung!'
En Aften kom min Datter og jeg til at sidde og tale
med Niels Dael efter Slutningen af et Møde, og vi kom
til at tale om Grundtvigianisme. Jeg sagde, at jeg kunde
vist ikke præstere mere end 50 Procent Grundtvigia-
nisme, og det var vel sagtens for lidt. Hertil svarede
Niels Dael: „Ja, der er nogle, der mener, at jeg er heller
ikke helt ægte !'
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-